E2003C0097

EFTA-Tilsynsmyndighedens henstilling nr. 97/03/KOL af 19. juni 2003 om et samordnet overvågningsprogram for 2003 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på korn og visse andre vegetabilske produkter

EU-Tidende nr. L 227 af 11/09/2003 s. 0045 - 0049


EFTA-Tilsynsmyndighedens henstilling

nr. 97/03/KOL

af 19. juni 2003

om et samordnet overvågningsprogram for 2003 for at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne for pesticidrester i og på korn og visse andre vegetabilske produkter

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN,

som henviser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), særlig artikel 109 og protokol 1,

som henviser til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en Tilsynsmyndighed og en Domstol, særlig artikel 5, stk. 2, litra b), og protokol 1,

som henviser til den retsakt, der er nævnt i punkt 38 i kapitel XII i bilag II til EØS-aftalen (Rådets direktiv 86/362/EØF af 24. juli 1986 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af pesticidrester i og på korn(1)), senest ændret og tilpasset EØS-aftalen ved dennes protokol 1, særlig artikel 7, stk. 2, litra b),

som henviser til den retsakt, der er nævnt i punkt 54 i kapitel XII i bilag II til EØS-aftalen (Rådets direktiv 90/642/EØF af 27. november 1990 om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester på og i visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager(2)), senest ændret og tilpasset EØS-aftalen ved dennes protokol 1, særlig artikel 4, stk. 2, litra b),

som har hørt EFTA-Tilsynsmyndighedens Levnedsmiddeludvalg,

og som tager følgende i betragtning:

(1) I henhold til artikel 7, stk. 2, litra b), i direktiv 86/362/EØF og artikel 4, stk. 2, litra b), i direktiv 90/642/EØF skal EFTA-Tilsynsmyndigheden hvert år inden den 31. december forelægge det EFTA-Levnedsmiddeludvalg, der bistår EFTA-Tilsynsmyndigheden, en henstilling om tilrettelæggelse af et samordnet overvågningsprogram for at sikre overholdelse af de maksimalgrænseværdier for pesticidrester, der er opført i bilag II til ovennævnte direktiver. Ifølge artikel 1, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 645/2000(3) kan sådanne henstillinger gælde for perioder på mellem et og fem år.

(2) EFTA-Tilsynsmyndigheden bør gradvis arbejde hen imod et system, der gør det muligt at anslå den faktiske eksponering for pesticider gennem føden som anført i artikel 7, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 86/362/EØF og artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 90/642/EØF. For at muliggøre realistiske skøn bør der foreligge data for overvågningen af pesticidrester i en række fødevarer, der udgør væsentlige bestanddele af kosten i EF. Det erkendes generelt, at væsentlige bestanddele af kosten i EF udgøres af 20-30 fødevarer. På grundlag af de ressourcer, der er til rådighed i EFTA-staterne til overvågning af pesticidrester, kan EFTA-staterne kun analysere prøver af otte produkter hvert år i forbindelse med et koordineret overvågningsprogram. Brugen af pesticider ændrer sig inden for en treårig periode. Hvert pesticid bør således generelt overvåges i 20-30 fødevarer i en række treårige cyklusser.

(3) Restkoncentrationer af pesticiderne acephat, benomylgruppen, chlorpyriphos, iprodion, methamidophos, diazinon, metalaxyl, methidathion, thiabendazol, triazophos, chlorpyriphos-methyl, deltamethrin, endosulfan, imazalil, kresoxim-methyl, lambda-cyhalothrin, manebgruppen, mecarbam, permethrin, pirimiphos-methyl, vinclozolin, azinphos-methyl, captan, chlorothalonil, dichlofluanid, dicofol, dimethoat, folpet, malathion, omethoat, oxydemeton-methyl, phorat, procymidon, propyzamid, azoxystrobin, aldicarb, bromopropylat, cypermethrin, methiocarb, methomyl, parathion og tolylfluanid bør overvåges i 2003, da det vil gøre det muligt at anvende disse data til at anslå den faktiske eksponering gennem føden, eftersom disse forbindelser allerede er blevet overvåget siden 2001.

(4) Det er nødvendigt at anvende en systematisk statistisk metode til at fastsætte antallet af prøver, der skal tages i forbindelse med hver samordnet overvågningsforanstaltning. En sådan metode er beskrevet af Codex Alimentarius-kommissionen(4). På grundlag af en binomial sandsynlighedsfordeling kan det beregnes, at undersøgelse af 459 prøver giver 99 % sikkerhed for at opdage én prøve, der indeholder pesticidrester over detektionsgrænsen, hvis 1 % af de vegetabilske produkter indeholder restkoncentrationer over detektionsgrænsen. Der bør derfor tages mindst 459 prøver i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde som helhed. For EFTA-staterne henstilles det, at der - på grundlag af befolkningens størrelse og antallet af forbrugere - mindst tages 12 prøver pr. produkt om året.

(5) Kommissionen har offentliggjort udkast til retningslinjer for kvalitetskontrolprocedurer for analyse af pesticidrester(5). Udkastet til retningslinjer bør så vidt muligt gennemføres af EFTA-staternes analyselaboratorier og til stadighed revideres i lyset af erfaringerne fra overvågningsprogrammerne.

(6) I henhold til artikel 4, stk. 2, litra a), i direktiv 90/642/EØF og artikel 7, stk. 2, litra a), i direktiv 86/362/EØF skal EFTA-staterne angive, hvilke kriterier de har lagt til grund for udarbejdelsen af de nationale overvågningsprogrammer, når de sender oplysninger til EFTA-Tilsynsmyndigheden om gennemførelsen i det følgende år. Det bør også oplyses, hvilke kriterier der er lagt til grund for fastsættelsen af antallet af prøver og analyser, hvilke indberetningsniveauer der anvendes, og efter hvilke kriterier de er fastsat. Der bør gives nærmere oplysninger om godkendelse af analyselaboratorier i henhold til Rådets direktiv 93/99/EØF af 29. oktober 1993 om supplerende bestemmelser vedrørende offentlig kontrol med levnedsmidler(6).

(7) Oplysninger om overvågningsprogrammernes resultater er yderst velegnede til elektronisk databehandling, -lagring og -transmission. EF-medlemsstaterne kan sende Kommissionen data på disketter med den ønskede formatering. EFTA-staterne kan anvende samme format og bør derfor kunne sende deres rapporter til EFTA-Tilsynsmyndigheden i standardformatet. Det er mest effektivt, hvis der udarbejdes retningslinjer for videreudvikling af et sådant standardformat,

HENSTILLER TIL EFTA-STATERNE:

1. At de udtager prøver og foretager analyser af de produkt-/pesticidrestsammensætninger, der er anført i bilaget til denne henstilling, på grundlag af de 12 stikprøver af hvert produkt, som i det omfang, det er muligt, afspejler egne, EØS-landes og tredjelandes andel af det nationale marked, og at de desuden specifikt overvåger nitrofen-/hvedesammensætningen med samme prøveudtagningsfrekvens.

For pesticider, der eventuelt udgør en akut risiko, såsom OP-estere, endosulfan og N-methylcarbamater, bør ti stikprøver af produkterne druer, peberfrugt og agurk underkastes individuel analyse af emnerne i den sammensatte prøve, hvis der påvises sådanne pesticider. Der bør udtages to prøver af et passende antal emner, fortrinsvis fra den samme producent; hvis der i den første sammensatte prøve påvises indhold af pesticidet, bør den anden prøve analyseres individuelt.

2. At de senest den 31. august 2004 indberetter resultaterne for den del af den særlige foranstaltning, der er fordelt for 2003 i bilaget til denne henstilling, med oplysning om, hvilke analysemetoder der er anvendt, og hvilke indberetningsniveauer der er fastsat, i henhold til kvalitetskontrolprocedurerne for analyse af pesticidrester.

Indberetningen bør udarbejdes i et format, herunder elektronisk format, der er beskrevet i bilag II og III til EFTA-Tilsynsmyndighedens henstilling om et samordnet overvågningsprogram for 1999(7).

3. At de senest den 31. august 2003 sender EFTA-Tilsynsmyndigheden og de øvrige EFTA-stater alle de oplysninger, der kræves i artikel 7, stk. 3, i direktiv 86/362/EØF og artikel 4, stk. 3, i direktiv 90/642/EØF, om overvågningen i 2002 for i hvert fald ved stikprøvekontrol at sikre overholdelse af maksimalgrænseværdierne, herunder:

a) resultaterne af deres nationale programmer for pesticider, der står i bilag II til direktiv 86/362/EØF og direktiv 90/642/EØF, i forhold til harmoniserede værdier og, hvis der endnu ikke er fastsat nogen på EØS-niveau, i forhold til de nationale værdier

b) oplysninger om deres laboratoriers kvalitetskontrolprocedurer og især oplysninger om aspekter ved retningslinjerne for kvalitetskontrolprocedurer for analyse af pesticidrester, som de ikke har kunnet anvende eller har haft vanskeligt ved at anvende

c) oplysninger om godkendelse af analyselaboratorierne i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 93/99/EF (herunder godkendelsestype, godkendelsesorgan og kopi af godkendelsen)

d) oplysninger om de præstationsprøvninger og ringtest, som laboratoriet har deltaget i.

4. At de senest den 30. september 2003 tilsender EFTA-Tilsynsmyndigheden deres planlagte nationale program for overvågning af de maksimalgrænseværdier, der er fastsat ved direktiv 90/642/EØF og 86/362/EØF for 2004.

Denne henstilling er rettet til Island, Liechtenstein og Norge.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. juni 2003.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Niels Fenger

Direktør

(1) EFT L 221 af 7.8.1986, s. 37.

(2) EFT L 350 af 14.12.1990, s. 71.

(3) EFT L 78 af 29.3.2000, s. 7.

(4) Codex Alimentarius, Pesticide Residues in Foodstuffs, Rom 1994, ISBN 92-5-203271-1; bind 2, side 372.

(5) Dok. SANCO/3103/2000 (http://europa.eu.int/comm/food/ fs/ph_ps/pest/index_en.htm).

(6) EFT L 290 af 24.11.1993, s. 14.

(7) EFT L 74 af 23.3.2000, bilag II (kvalitetskontrolprocedurer), s. 25, og bilag III (arbejdsdokument/indberetningsformat), s. 38.

BILAG

Pesticid-/produktsammensætninger, der skal overvåges som led i den særlige foranstaltning, som fastsat under punkt 1 i henstillingen

>TABELPOSITION>