E2000C0072

Afgørelse truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden nr. 72/00/KOL den 5. april 2000 om seksogtyvende ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte og om indførelse af retningslinjer for referencesatsen

EF-Tidende nr. L 274 af 26/10/2000 s. 0026 - 0028


Afgørelse truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

nr. 72/00/KOL

den 5. april 2000

om seksogtyvende ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte og om indførelse af retningslinjer for referencesatsen

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN,

som henviser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde(1), særlig artikel 61 og 63,

som henviser til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en Tilsynsmyndighed og en Domstol(2), særlig artikel 24 og artikel 1 i protokol 3,

som har hørt Europa-Kommissionen,

som erindrer om, at EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtog proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte(3) den 19. januar 1994(4),

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 24 i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen skal sætte bestemmelserne om statsstøtte i kraft,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen skal udstede meddelelser og retningslinjer for sager, der er behandlet i EØS-aftalen, hvis dette er udtrykkeligt fastsat i denne aftale eller i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, eller hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden finder det nødvendigt,

som tager i betragtning, at Europa-Kommissionen har vedtaget en meddelelse om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten(5),

som tager i betragtning, at der skal sikres en ensartet anvendelse af statsstøttereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

som tager i betragtning, at i henhold til punkt II under overskriften "Generelt" i slutningen af bilag XV til EØS-aftalen skal EFTA-Tilsynsmyndigheden efter høring med Europa-Kommissionen vedtage retsakter, der svarer til dem, som Europa-Kommissionen vedtager for at opretholde lige konkurrencevilkår,

som erindrer om, at EFTA-Tilsynsmyndigheden skriftligt har hørt EFTA-staterne om spørgsmålet om at indføre nye retningslinjer for metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten,

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1. De proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte ændres ved at indføje et nyt kapitel, kapitel 33.2, "Referencesats", med den ordlyd, der er indeholdt i bilag I til denne afgørelse.

2. EFTA-staterne underrettes om denne afgørelse ved brev sammen med en kopi af nærværende afgørelse med bilag I.

3. Europa-Kommissionen underrettes i overensstemmelse med litra d) i protokol 27 til EØS-aftalen ved en kopi af afgørelsen med bilag I.

4. Afgørelsen offentliggøres med bilag I i EØS-afsnittet i og EØS-tillægget til De Europæiske Fællesskabers Tidende.

5. Den engelske udgave af denne afgørelse er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. april 2000.

For EFTA-Tilsynsmyndigheden

Knut Almestad

Formand

(1) I det følgende benævnt "EØS-aftalen".

(2) I det følgende benævnt "aftalen om Tilssynsmyndigheden og Domstol".

(3) I det følgende benævnt "retningslinjer for statsstøtte".

(4) Oprindeligt offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994 og i EØS-tillægget til EFT nr. 32 af samme dato, senest ændret (for femogtyvende gang) ved afgørelser nr. 52/00/KOL af 1. marts 2000 (endnu ikke offentliggjort).

(5) Offentliggjort i EFT C 273 af 9.9.1997, s. 3.

BILAG I

"33.2. Referencesats(1)

Inden for rammerne af EØS' statsstøttekontrol i henhold til EØS-aftalen gør EFTA-Tilsynsmyndigheden brug af forskellige parametre, bl.a. referencesatsen og kalkulationsrenten.

Disse to satser anvendes til at måle subventionsækvivalenten af en støtte, der udbetales i flere rater, og til at beregne de støtteelementer, der følger af rentegodtgørelsesordninger for lån. De benyttes ligeledes i forbindelse med de minimis-reglen og i forbindelse med tilbagebetaling af ulovlig støtte.

Referencesatsen skal afspejle den gældende gennemsnitlige rentesats i de forskellige EFTA-stater, der er part i EØS-aftalen, for mellem- og langfristede lån (fem til ti år) med normal sikkerhed.

Fra 1. april 2000 beregnes referencesatserne således:

- Den vejledende sats defineres som afkastet på femårige statsobligationer i den pågældende valuta forhøjet med en præmie på 25 basispoint.

- Referencesatsen anses for at være lig med gennemsnittet af de vejledende satser, der registreres i løbet af de foregående måneder september, oktober og november.

- Referencesatsen fastsættes (fra og med 2001) med virkning fra 1. januar.

- Referencesatsen justeres i løbet af året, når den afviger mere end 15 % fra gennemsnittet af de vejledende satser, der registreres i løbet af de tre sidste kendte måneder.

Endvidere skal det bemærkes, at

- den således fastsatte referencesats er en minimumssats, der kan forhøjes i tilfælde af særlige risici (f.eks. en virksomhed i vanskeligheder, tilfælde, hvor den sikkerhed, bankerne normalt kræver, ikke er stillet osv.). I sådanne tilfælde kan præmien sættes op til 400 basispoint og endda mere, hvis ingen privat bank ville have accepteret at yde det omhandlede lån

- EFTA-Tilsynsmyndigheden forbeholder sig ret til i forbindelse med visse sager om nødvendigt at anvende en kortere basissats (f.eks. etårig LIBOR) eller en længere basissats (f.eks. tiårig obligationsrente) end afkastet på femårige statsobligationer.

EFTA-Tilsynsmyndigheden udsender referencesatsen via Internet på følgende adresse: http://www.efta.int/."

(1) Dette kapitel svarer delvis til Kommissionens meddelelse om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (EFT C 273 af 9.9.1997, s. 3).