Afgørelse Truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

nr. 113/99/KOL

den 4. juni 1999

om retningslinjer for statsstøtte til uddannelse og om attende ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN,

som henviser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde(1), særlig artikel 61 til 63,

som henviser til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en Tilsynsmyndighed og en Domstol(2), særlig artikel 1 i protokol 3,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 24 i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen skal sætte bestemmelserne om statsstøtte i kraft,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i aftalen om tilsynsmyndigheden og Domstolen skal udstede meddelelser og retningslinjer for sager, der er behandlet i EØS-aftalen, hvis dette er udtrykkeligt fastsat i denne aftale eller i aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, eller hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden finder det nødvendigt,

som erindrer om, at EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtog de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte(3) den 19. januar 1994(4),

som tager i betragtning, at Europa-Kommissionen den 22. juli 1998 vedtog Rammebestemmelser for støtte til uddannelse (EFT C 343 af 11.11.1998), herunder under punkt 36 i dokumentet et forslag til egnede foranstaltninger i medfør af traktatens artikel 93, stk. 1,

som tager i betragtning, at i henhold til punkt II under overskriften "Generelt" i slutningen af bilag XV til EØS-aftalen skal EFTA-Tilsynsmyndigheden efter høring med Europa-Kommissionen vedtage retsakter, der svarer til dem, som Kommissionen vedtager for at opretholde lige konkurrencevilkår,

som har hørt Europa-Kommissionen,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden på et multilateralt møde om statsstøtte afholdt den 19. november 1997 hørte EFTA-staterne om indførelsen af de nye retningslinjer,

som tager i betragtning, at punkt 2 i kapitel 18A.5 i de nye retningslinjer indeholder et forslag til egnede foranstaltninger i medfør af artikel 1, stk. 1, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, og som kræver de pågældende EFTA-staters tilslutning,

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1. Retningslinjerne for statsstøtte ændres, således at de retningslinjer om støtte til uddannelse, som er fastlagt i bilag I til denne afgørelse, tilføjes som et nyt kapitel 18A.

2. EFTA-staterne vil blive underrettet om denne afgørelse ved brev sammen med en kopi af nærværende afgørelse, herunder bilag I, med anmodning om, at de inden for to måneder meddeler deres tilslutning til de foreslåede egnede foranstaltninger, der er fastlagt i punkt 2 i retningslinjernes kapitel 18A.5.

3. Afgørelsen offentliggøres med bilag I i EØS-afsnittet af og EØS-supplementet til De Europæiske Fællesskabers Tidende.

4. Den engelske udgave af afgørelsen er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juni 1999.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Knut Almestad

Formand

(1) I det følgende benævnt "EØS-aftalen".

(2) I det følgende benævnt "Aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen".

(3) Som også benævnes "retningslinjer for statsstøtte".

(4) Oprindeligt offentliggjort i EFT L 240 af 15.9.1994 og i EØS-supplementet til EFT nr. 34 af samme dato, senest ændret (for syttende gang) ved afgørelse nr. 112/99/KOL af 4. juni 1999 (EFT L 112 af 11.5.2000, s. 75).

BILAG I

18A. STØTTE TIL UDDANNELSE(1)

18A.1. Indledning

1. Selv om arbejdsløsheden i EFTA-staterne for øjeblikket er forholdsvis lav, er det til stadighed en større udfordring for samtlige kontraherende parter i EØS-aftalen at finde nye veje for at forbedre beskæftigelsessituationen. Af præamblen til EØS-aftalen og efterfølgende politiske erklæringer(2) fremgår det med al tydelighed, at de kontraherende parter ser det som et af deres vigtigste fælles målsætninger at fremme en harmonisk økonomisk udvikling, fremme fuld beskæftigelse og indre økonomiske og sociale skævheder.

2. Det er ved flere lejligheder blevet fremhævet, hvor stor en rolle uddannelse spiller med hensyn til både at forbedre EØS-industriens konkurrenceevne og skabe og bevare arbejdspladser. EØS-aftalens kontraherende parter har været enige om, hvor vigtigt det er at fremme investeringer i uddannelse som en betydelig konkurrenceevneskabende faktor og som katalysator for fornyet vækst og genopbygning af socialt acceptable beskæftigelsesniveauer(3). Inden for rammerne af samarbejdet under EØS-aftalen, hvis rammer dog langt fra rækker så vidt, som tilfældet er inden for Den Europæiske Union, har EFTA-staterne tilsluttet sig lignende fælles målsætninger som i Den Europæiske Union for så vidt angår fremme af en kvalificeret, veluddannet og tilpasningsdygtig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, der tilpasser sig økonomiske ændringer. De fælles målsætninger med fuld beskæftigelse som det endelige mål må også tages i betragtning, når konkurrencereglerne anvendes inden for EØS-aftalen.

3. Adskillige undersøgelser viser, at adgangen til kvalificeret arbejdskraft spiller en vigtig rolle, når en virksomhed beslutter sig for, hvor den vil etablere sig. Uddannelse er derfor ikke kun vigtig for arbejdstageren, der forbedrer sin stilling på arbejdsmarkedet og mindsker sin risiko for at blive arbejdsløs, og for virksomhederne, der kan benytte uddannelse til at forbedre deres resultater, men også for hele økonomien i regioner, der er afhængige af en højt kvalificeret arbejdskraft for at kunne tiltrække investeringer.

4. Den indsats, der kræves for at forbedre den måde, som arbejdsmarkedet fungerer på, og for at mindske uddannelsesunderskuddet, synes at fordre et aktivt bidrag fra alle parter, dvs. de pågældende EFTA-stater, virksomheder, arbejdsmarkedets parter og enkeltpersoner. Der pågår for øjeblikket en række initiativer inden for uddannelse, såvel på nationalt plan som på EU-plan, på mange ledder med aktiv deltagelse fra EFTA-staternes side på grundlag af de bestemmelser, der er indeholdt i EØS-aftalens del VI. Tilsynsmyndigheden vil bestræbe sig på, at statsstøttekontrollen ikke uberettiget er til hinder for EFTA-staternes arbejdsmarkedsforanstaltninger, når de er forenelige med EØS-aftalen.

5. Der synes at være bred enighed om, at EFTA-staterne ikke bør begrænse sig til at forbedre deres grunduddannelser, faglige uddannelser og uddannelser for arbejdsløse. Virksomhederne kan ikke tilpasse sig strukturelle og teknologiske forandringer ved blot at afskedige nogle af deres ansatte og rekruttere bedre kvalificeret arbejdskraft udefra. Der er også behov for en præventiv politik, der tilskynder arbejdstagerne til at forbedre deres kvalifikationer og tilpasningsevne, og som tilskynder virksomhederne til at investere i uddannelsen af deres ansatte. Denne politiske indsats tjener til dels at hindre, at de mindst kvalificerede arbejdstagere glider ud i arbejdsløshed, dels at sikre, at de tværtimod erhverver en ny uddannelse og nye kvalifikationer, som de kan tage med sig. Dette kræver betydelige finansielle midler, og et bidrag fra staten kan tjene som et nødvendigt incitament i de kontraherende parters fælles interesse.

6. Hovedparten af det offentliges finansiering på uddannelsesområdet falder ikke ind under konkurrencereglernes anvendelsesområde. Når EFTA-staterne træffer finansielle og skattemæssige foranstaltninger for at tilskynde virksomhederne til at investere i uddannelse af deres ansatte, er det imidlertid nødvendigt at sikre, at disse foranstaltninger ikke strider mod de konkurrencepolitiske målsætninger, der tager sigte på at styrke virksomhedernes konkurrenceevne. Med udgangspunkt i statsstøttereglerne i EØS-aftalens artikel 61 og 62 påhviler det Tilsynsmyndigheden at undersøge, om uddannelsesforanstaltninger, der kan tænkes at indeholde statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er forenelige med aftalens funktion.

7. Det må i denne forbindelse konstateres, at virksomhederne i stigende grad er nødsaget til at bruge penge på uddannelse for at forblive konkurrencedygtige. Den tekniske udvikling, indførelsen af ny teknologi og den hastige udvikling på forsknings- og teknologiområdet tvinger virksomhederne til løbende at efteruddanne deres ansatte. Støtte til uddannelse, der for visse virksomheders vedkommende tjener til at mindske de udgifter, som de normalt og i egen interesse skal afholde for at forbedre de ansattes kvalifikationer, giver dem en fordel i forhold til deres konkurrenter og kan derfor fordreje konkurrencen.

8. Når en foranstaltning udgør statsstøtte efter artikel 61, stk. 1, skal den anmeldes betids til Tilsynsmyndigheden og godkendes af denne, før den gennemføres. Denne regel giver Tilsynsmyndigheden mulighed for at foretage en forebyggende kontrol af støtteforanstaltninger for at hindre, at der gennemføres foranstaltninger, der forårsager konkurrencefordrejninger i strid med den fælles interesse. Som led i sin undersøgelse af en foranstaltnings forenelighed med aftalen tager Tilsynsmyndigheden hensyn til støttens positive virkninger, som kan berettige en fordrejning af konkurrencen.

9. En uddannelsesforanstaltning har nemlig normalt også en positiv afsmittende virkning for samfundet som helhed. De penge, som en given virksomhed således bruger på uddannelsen af sine ansatte, kommer også de arbejdstagere, der uddannes, til gode og forøger antallet af kvalificerede arbejdstagere, som også andre viksomheder kan udnytte. Samlet set medfører investeringer i uddannelse en styrkelse af EØS-industriens konkurrenceevne, og de gør EØS mere tiltrækkende som investeringsområde. Da en virksomhed i forbindelse med sin beslutning om at investrere i uddannelse ikke tager hensyn til disse sekundære virkninger, er det muligt, at virksomhedernes samlede indsats på dette område er mindre end det samfundsmæssigt optimale, ikke mindst fordi der ud fra virksomhedernes synsvinkel er risiko for, at arbejdstagerne, efter at have gennemgået en given uddannelse, forlader virksomheden. Denne risiko er normalt størst for små virksomheder, hvilket er en af grundene til, at de er tilbageholdende med at investere i uddannelse. Og risikoen er ligeledes særlig stor, når de erhvervede kvalifikationer også kan benyttes på andre arbejdspladser. Disse forhold betyder, at de fleste tilfælde af støtte til uddannelse ikke bør betragtes som simpel driftsstøtte, og at Tilsynsmyndigheden derfor kan se med positive øjne på denne form for støtte, forudsat at de konkurrencefordrejninger, som støtten kan afstedkomme, kan retfærdiggøres eller opvejes af støttens bidrag til realiseringen af fælles målsætninger, som markedskræfterne alene ikke kan realisere. Som led i sin statsstøttepolitik indtager Tilsynsmyndigheden derfor generelt en positiv holdning til støtte til uddannelse.

10. Ud fra et ønske om at gøre kontrollen med støtte til uddannelse mere gennemsigtig og sikre en ensartet behandling af denne form for støtte er der udarbejdet disse retningslinjer, som Tilsynsmyndigheden vil benytte som grundlag for sin vurdering af, om uddannelsesstøtte er forenelig med EØS-aftalen. Kriterierne i retningslinjerne tjener til at sikre, dels at der kun godkendes sådanne former for støtte til uddannelse, der bidrager til realiseringen af fælles målsætninger, dels at støttebeløbet ikke overskrider, hvad der er nødvendigt for at give virksomhederne det fornødne incitament, samt endelig at støtten ikke udgør en forklædt driftsstøtte.

11. Der er således flere formål med disse retningslinjer:

- at præcisere fortolkningen af EØS-aftalens artikel 61 og artikel 1 i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen for så vidt angår begrebet uddannelsesstøtte for derigennem at øge retssikkerheden og tilvejebringe større gennemsigtighed med hensyn til anmeldelsespligten ifølge artikel 1, stk. 3, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen

- at forbedre sammenhængen mellem reglerne for uddannelsesstøtte og for andre former for støtte (bl.a. i andre retningslinjer og rammebestemmelser)

- at gøre Tilsynsmyndighedens vurdering af uddannelsesstøtteforanstaltningers forenelighed mere gennemsigtig.

12. I kapitel 18A.2 fastlægges de typer foranstaltninger, der kan udgøre statsstøtte, som henhører under EØS-aftalens konkurrenceregler. I kapitel 18A.3 fastlægges retningslinjernes anvendelsesområde. I kapitel 18A.4 redegøres der for de principper, som Tilsynsmyndigheden vil følge ved vurderingen af, om støtteforanstaltninger er forenelige. Disse principper, som vil gøre det muligt at forene en aktiv beskæftigelsespolitik med rimelige regler for alle virksomheder, foranlediger Tilsynsmyndigheden til at fastlægge visse støtteintensitetstærskler, under hvilke de pågældende støtteforanstaltninger kan betragtes som forenelige med EØS-aftalen. Forskellene mellem tærsklerne afspejler den omstændighed, at ikke alle uddannelsesstøtteforanstaltninger har samme afsmittende virkning og er lige nødvendige, alt afhængigt af om uddannelsen kan anvendes andetsteds, samt af virksomhedens størrelse og geografiske placering.

18A.2. Anvendelsesområde for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1

1. Disse retningslinjer vedrører kun foranstaltninger, der falder ind under anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, hvorefter "statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, [er] uforenelig med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter". Disse retningslinjer omhandler støtte, der begunstiger en eller flere virksomheder eller sektorer ved at aflaste disse for en omkostningsbyrde, som de normalt selv skulle bære, når de ønsker, at deres ansatte erhverver nye færdigheder, eller når de giver de ansatte mulighed for at erhverve sådanne færdigheder.

2. Det skal påpeges, at der er mange uddannelsesforanstaltninger, som ikke falder ind under EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, men udgør generelle foranstaltninger. De fleste uddannelsesforanstaltninger gennemføres nemlig som led i statens traditionelle opgaver og tilgodeser alle borgere eller arbejdstagere generelt. Statens finansiering af denne type uddannelsesforanstaltninger begunstiger ikke bestemte virksomheder eller bestemte produktioner efter artikel 61, stk. 1. De omstændigheder, hvorunder en foranstaltning kan betragtes som en "generel foranstaltning" og således ikke falder ind under anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, fremgår af de kompetente tilsynsmyndigheders beslutningspraksis og de kompetente domstoles retspraksis. Det er navnlig tilfældet, når der er tale om:

- generelle uddannelsessystemer og faglige grunduddannelser (f.eks. lærlingeuddannelser, vekseluddannelser)

- oplæring eller omskoling af arbejdsløse, herunder praktikantophold i virksomheder osv.

- foranstaltninger, der er direkte rettet mod arbejdstagere eller endda bestemte kategorier af arbejdstagere, og som giver dem mulighed for at følge en uddannelse, der er uafhængig af deres virksomhed eller branche (f.eks. systemet med en "uddannelseskonto")

- generelle finanspolitiske incitamenter (f.eks. skattefradrag), som der er adgang til for alle virksomheder, der investerer i uddannelsen af arbejdstagere, og som finder automatisk anvendelse.

3. Det er imidlertid vigtigt i den forbindelse at præcisere, at den foranstaltning, der teoretisk set finder generel anvendelse, men i praksis kun begunstiger en eller flere virksomheder eller sektorer, er en foranstaltning af specifik karakter. Det er f.eks. tilfældet, når offentlige myndigheder som led i anvendelsen af en generel foranstaltning har en skønsbeføjelse, der giver dem mulighed for at afpasse deres finansielle intervention fra sag til sag(4). Foranstaltninger af denne art kan udgøre statsstøtte efter artikel 61, stk. 1, og skal derfor anmeldes ifølge artikel 1, stk. 3, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen.

4. Endelig falder støtteforanstaltninger kun ind under artikel 61, stk. 1, i det omfang, de påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter. Artikel 61, stk. 1, finder så ikke anvendelse på uddannelsesstøtte til virksomheder eller sektorer, hvis aktiviteter ikke er eller ikke kan være genstand for samhandel mellem de kontraherende parter (f.eks. levering af visse lokale tjenesteydelser). Det skal tilføjes, at støtteforanstaltninger, der opfylder de minimis-reglen som fastlagt i kapitel 12 til disse retningslinjer for statsstøtte, heller ikke anses at påvirke samhandelen inden for EØS. Sådanne foranstaltninger er således ikke omfattet af artikel 61, stk. 1, og de er derfor fritaget for anmeldelsespligten i artikel 1, stk. 3, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen.

18A.3. Anvendelsesområde for disse retningslinjer

A. Principper

1. Disse retningslinjer gælder for al støtte til uddannelse, der anmeldes eller ydes i retningslinjernes anvendelsesperiode, dog med undtagelse af uddannelsesstøtte, der som led i redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder ydes til især omskoling af arbejdstagere. Støtte af denne art vurderes på grundlag af retningslinjerne i kapitel 16. Med hensyn til små og mellemstore virksomheder erstatter disse retningslinjer således bestemmelserne om støtte til uddannelse i kapitel 10 om støtte til små og mellemstore virksomheder.

2. Retningslinjerne gælder i princippet for alle sektorer. For de sektorer, som betragtes som følsomme, og som er dækket af særlige statsstøtteregler(5), finder de dog kun anvendelse i det omfang, de ikke strider mod sådanne særregler. De finder imidlertid i fuldt omfang anvendelse på lufttransportsektoren.

3. Nærværende retningslinjer finder anvendelse på støtte til uddannelsesforanstaltninger, hvad enten de gennemføres af virksomhederne selv eller af offentlige eller private uddannelsescentre.

B. Forholdet mellem uddannelsesstøtte og beskæftigelsesstøtte

4. Der må sondres mellem uddannelsesstøtte, som omfattet af disse retningslinjer, og beskæftigelsesstøtte, hvis forenelighed med EØS-aftalen skal vurderes på grundlag af de på beskæftigelsesområdet gældende retningslinjer(6). Det er korrekt, at visse former for beskæftigelsesstøtte er berettigede, fordi modtagervirksomheden pådrager sig ekstra omkostninger til uddannelse ved ansættelsen af bestemte arbejdstagere. Det er især tilfældet, når støtten skal tilskynde til ansættelse af bestemte grupper arbejdsløse, der har særlige problemer med at trænge ind på arbejdsmarkedet. I det omfang, hvor støttens formål og direkte virkning er at stimulere beskæftigelsen ved finansielt at tilskynde arbejdsgiveren til at foretage ansættelser, som han ikke ville have foretaget uden støtten, må støtten imidlertid betragtes som ren beskæftigelsesstøtte. I den forbindelse indtager uddannelsesspørgsmålet en sekundær placering i den beskæftigelsesfremmende foranstaltning, som støtten er rettet mod. I øvrigt er det i sådanne tilfælde ofte umuligt at identificere den del af støtten, der tjener et uddannelsesmæssigt formål, og at udskille den fra det overordnede projekt. Selv om der til en beskæftigelsesstøtte måtte være knyttet et uddannelsesaspekt, vil støtten derfor blive behandlet som beskæftigelsesstøtte.

5. Det skal bemærkes, at det udelukkende er støtte, der ikke er forbundet med en investering, der falder ind under anvendelsesområdet for retningslinjerne for beskæftigelsesstøtte. Når der til en beskæftigelsesstøtte, der er forbundet med en investering, er knyttet et uddannelsesaspekt, vil dette aspekt derfor blive undersøgt særskilt på grundlag af nærværende retningslinjer.

18A.4. Kriterier for vurderingen af støtte til uddannelse

A. Generelle principer

1. Under visse omstændigheder kan uddannelsesstøtte, der rammes af forbuddet i artikel 61, stk. 1, henføres under en af undtagelsesbestemmelserne i samme artikels stk. 3.

2. Den vigtigste undtagelsesbestemmelse i den henseende er artikel 61, stk. 3, litra c), ifølge hvilken Tilsynsmyndigheden kan godkende støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, når støtten ikke ændrer ved samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Foranstaltninger, der tager sigte på at forbedre de ansattes færdigheder i en virksomhed, bidrager til at styrke virksomhedens konkurrenceevne og er således med til at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene. Desuden spiller uddannelse en central rolle i forbindelse med indførelse af ny teknologi og stimulering af innovations- og investeringsfremmende foranstaltninger. Uddannelse kan også bidrage til at skabe og bevare arbejdspladser. Af disse årsager kan støtte til uddannelse henføres under undtagelsesbestemmelsen i artikel 61, stk. 3, litra c).

3. Hovedargumentet til fordel for uddannelsesstøtte er, at støtten bidrager til at rette op på visse skævheder på markedet. Dette gælder især for erhvervsuddannelse, da den har en afsmittende virkning på mange områder. En uddannelsesforanstaltnings afsmittende virkning afhænger især af, hvilke muligheder der er for at overføre den kompetence og de kvalifikationer, som uddannelsen fører med sig. Tilsynsmyndigheden mener derfor, at det er berettiget at indtage en mere positiv holdning over for erhvervsuddannelsesprojekter, der for en væsentlig dels vedkommende reelt kommer arbejdstagerne til gode, og som dels går ud over, hvad der er strengt nødvendigt for en given funktion, dels ikke blot opfylder de specifikke behov i en given virksomhed.

4. Tilsynsmyndigheden vil på dette punkt skelne mellem specifikke uddannelsesforanstaltninger og generelle uddannelsesforanstaltninger:

- En specifik uddannelse består i erhvervelse af teoretisk og praktisk viden, som arbejdstageren primært og direkte kan benytte til udførelse af sine nuværende eller fremtidige arbejdsopgaver i den støttemodtagende virksomhed. Den er relevant for virksomhedens specifikke aktiviteter. En del af denne uddannelse foregår normalt på den ansattes eget arbejdssted. De erhvervede kvalifikationer og færdigheder vil kun i meget begrænset omfang kunne benyttes i andre virksomheder eller på andre arbejdsområder.

- En generel uddannelse består i erhvervelse af viden, som arbejdstageren ikke kun eller primært kan benytte til udførelse af sine nuværende eller fremtidige arbejdsopgaver i den støttemodtagende virksomhed. Den er relevant for viksomhedens generelle drift og bibringer til kvalifikationer og færdigheder, der i vidt omfang kan benyttes i andre virksomheder eller på andre arbejdsområder.

De generelle uddannelsesforanstaltninger bibringer arbejdstagerne supplerende kvalifikationer, som kan overføres direkte til andre virksomheder. De forbedrer således reelt arbejdstagernes kvalifikationsniveau, beskæftigelsesevne og tilpasningsevne og yder dermed et større bidrag til at fremme beskæftigelsen og udviklingen af menneskelige ressourcer.

5. Blandt kriterierne til afgørelse af, om de færdigheder, der erhverves gennem uddannelse, kan bruges inden for forskellige områder, kan eksempelvis nævnes følgende:

- kvalifikationerne og færdighederne anerkendes, certificeres eller valideres af offentlige myndigheder eller organer eller af andre organer eller institutioner, som EFTA-staten har tillagt beføjelser på området. En uddannelse, der afsluttes med et eksamens- eller kvalifikationsbevis, der anerkendes af EFTA-staten eller som led i et system med certificering og validering af erhvervserfaring, antages for at være af generel karakter

- uddannelsen er åben for arbejdstagere fra forskellige virksomheder, eller tilrettelægges som led i et samarbejde mellem flere selvstændige virksomheder.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at intern uddannelse i en virksomhed kan have en generel karakter, samtidig med at den direkte opfylder virksomhedens aktuelle behov, såfremt de færdigheder, som uddannelsen giver, i vid udstrækning kan bruges inden for andre områder.

6. For at godkende en støtte efter aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), skal Tilsynsmyndigheden sikre sig, at den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. For at nyde godt af denne undtagelse skal en statsstøtte altså have en tilskyndende karakter og stå i et rimeligt forhold til de målsætninger af fælles interesse, den sigter på at realisere. Sidstnævnte betingelse anses for at være opfyldt, når støtteintensiteten ikke overskrider de tærskler, der er anført under punkt 11 i kapitel 18A.4.

7. For at bestemme støttens tilskyndende virkning vil Tilsynsmyndigheden undersøge, om støtten tilskynder virksomhederne til at gøre en ekstra indsats på uddannelsesområdet, som ligger ud over virksomhedernes normale aktiviteter på området, eller som kræver flere ressourcer end dem, der normalt afsættes til uddannelse. Støtte, der ydes til en virksomheds almindelige driftsomkostninger (normale introduktionskurser for nyansatte osv.), og som udelukkende tjener til løbende eller periodevis at mindske de omkostninger, som virksomheden normalt skal bære, har ingen tilskyndende virkning og kan normalt ikke godkendes. For støtte til specifik uddannelse, der ydes til store virksomheder uden for de områder, der støttes efter artikel 61, stk. 3, litra a) eller c), skal den tilskyndende virkning bevises. I alle andre tilfælde formodes der at være en tilskyndende virkning af de grunde, der er anført under følgende punkt.

8. Statistikkerne viser, at der eksisterer en direkte sammenhæng mellem virksomhedens størrelse og sandsynligheden for uddannelsestilbud til arbejdstagerne(7). Generelt set stiger procentsatsen af arbejdstagere, der deltager i et uddannelseskursus, parallelt med virksomheden størrelse. I betragtning af denne betydelige underinvestering med hensyn til uddannelse inden for små og mellemstore virksomheder(8) mener Tilsynsmyndigheden, at støtte til uddannelse altid har en tilskyndende virkning, når det drejer sig om netop små og mellemstore virksomheder, og at højere intensiteter derfor er tilladelige. I områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse (artikel 61, stk. 3, litra a)), formodes der i øvrigt ligeledes at være en tilskyndende virkning - selv for de store virksomheder - på grund af de relativt større afsmittende virkninger, som uddannelsen kan have i disse områder. Det er nemlig i disse områder, at udgifterne til uddannelse og kvalifikationsniveauet er lavest(9), og det er derfor i disse områder, at der er størst fælles interesse i at rette op på denne situation for at øge beskæftigelsen og tiltrække nye investeringer. En forhøjelse af de tilladte intensiteter er derfor også berettiget. Da uddannelse og omskoling af arbejdstagere også spiller en vigtig rolle i forbindelse med den industrielle omstilling, er den samme holdning berettiget i regioner, som er omfattet af artikel 61, stk. 3, litra c). Endelig kan der for så vidt angår den generelle uddannelse altid formodes at være en tilskyndende virkning i betragtning af de betydelige afsmittende virkninger, som denne type uddannelse har. Når arbejdstageren under uddannelse kontraktmæssigt forpligtes til at erstatte arbejdsgiveren, hvis han forlader virksomheden inden udgangen af et vist tidsrum, vil den positive afsmittende virkning derimod være begrænset, og Tilsynsmyndigheden vil anse en sådan uddannelsesforanstaltning for principielt uberettiget.

B. Støtteberettigede omkostninger

9. Som led i et uddannelsesprojekt kan der ydes støtte til dækning af følgende omkostninger:

1) personaleomkostninger forbundet med undervisere

2) undervisernes og deltagernes rejseomkostninger

3) andre løbende udgifter (undervisningsmateriale, udstyr mv.)

4) afskrivninger af instrumenter og udstyr i forhold til den eksklusive anvendelse heraf til det pågældende uddannelsesprojekt

5) udgifter til konsulentbistand i forbindelse med uddannelsesforanstaltningen

6) personaleomkostninger for deltagerne i uddannelsesprojekter, dog højst et beløb svarende til det sammenlagte beløb for de øvrige i nr. 1-5 nævnte støtteberettigede omkostninger.

De støtteberettigede omkostninger skal være dokumenterede, gennemsigtige og fordelt på de enkelte poster. For så vidt angår de i nr. 6 nævnte personaleomkostninger for deltagerne må der kun tages hensyn til de timer, i hvilke de ansatte reelt har deltaget i uddannelsen, således at produktive timer eller tilsvarende ikke medregnes.

C. Tilladt støtteintensitet

10. Støtte til uddannelse kan godkendes på grundlag af aftalens artikel 61, stk. 3, hvis støtten overholder følgende tilladte støtteintensiteter målt i forhold til de under foregående punkt nævnte støtteberettigede omkostninger.

11.

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

12. De ovenfor nævnte satser kan forhøjes med 10 procentpoint, hvis modtagerne af uddannelsen er kategorier af ugunstigt stillede arbejdstagere (dårligt kvalificerede arbejdstagere, handicappede, ældre arbejdstagere, kvinder, som vender tilbage til arbejdsmarkedet, osv.).

13. Der kan kun foretages en kumulering af uddannelsesstøtte inden for de i kapitel 18A.4, punkt 11 og 12, nævnte intensitetsgrænser.

18A.5. Anmeldelse og eksisterende ordninger

1. De foranstaltninger, der i dette dokument ikke betegnes som statsstøtte efter aftalens artikel 61, stk. 1, skal ikke anmeldes til Tilsynsmyndigheden. Derimod skal alle uddannelsesstøtteordninger og alle tilfælde af ad hoc-støtte til uddannelse uden for godkendte ordninger, som ikke opfylder de minimis-reglen, anmeldes så betids til Tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen, at den kan tage stilling til, om uddannelsesstøtten er forenelig med EØS-aftalen.

2. Nærværende retningslinjer berører ikke ordninger, som Tilsynsmyndigheden allerede har godkendt på tidspunktet for retningslinjernes offentliggørelse. Tilsynsmyndigheden vil imidlertid foretage en fornyet undersøgelse af de pågældende ordninger på grundlag af artikel 1, stk. 1, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen. Som passende foranstaltninger i henhold til artikel 1, stk. 1, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen foreslår Tilsynsmyndigheden i den forbindelse EFTA-staterne:

- at de fra den 1. juli 1999 anmelder alle støtteprojekter, der påtænkes iværksat i henhold til en godkendt ordning, når støttebeløbet til én og samme virksomhed overskrider 2,5 mio. EUR i bruttosubventionsækvivalent over en periode på tre år

- at de anmelder alle eksisterende ordninger for uddannelsesstøtte, som ikke vil være udløbet inden den 31. december 1999.

3. Såfremt en EFTA-stat ikke accepterer de foreslåede foranstaltninger, vil Tilsynsmyndigheden se sig nødsaget til at indlede en procedure i henhold til artikel 1, stk. 2, i protokol 3 til aftalen om Tilsynsmyndigheden og Domstolen.

18A.6. Anvendelsesperiode og revision

1. Ved vurdering af støtte til uddannelse vil Tilsynsmyndigheden tage udgangspunkt i nærværende retningslinjer i en periode på indtil fem år regnet fra datoen for deres offentliggørelse. Inden udløbet af denne periode vil retningslinjerne blive taget op til ny vurdering og eventuelt blive revideret.

(1) Dette kapitel svarer til Rammebestemmelserne for støtte til uddannelse (EFT C 343 af 11.11.1998).

(2) Der kan her især henvises til de fælles møder for EU's som EFTA's finans- og økonomiministre, som siden 1993 afholdes årligt, og fælleserklæringerne fra disse møder. På disse møder er mange store emner inden for økonomisk politik blevet drøftet, bl.a. vækst, konkurenceevne, beskæftigelse, uddannelse og arbejdsmarkedsfleksibilitet. Se f.eks. fælles EU/EFTA-papir fra ministrenes møde den 12. oktober 1998.

(3) Se retningslinjer og henstillinger i forbindelse med Hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Essen i 1994, samt fælleserklæringen fra EU's og EFTA's finans- og økonomiministres møde den 18. september 1995 og erklæringer fra efterfølgende møder af samme art.

(4) Se også Domstolens dom af 26. september 1996 i sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen ("Kimberly Clark"), Sml. 1996 I, s. 4551.

(5) Det drejer sig p.t. om skibsbygningsindustrien, kunstfiberindustrien, motorkøretøjsindustrien, stålindustrien og transportsektoren.

(6) Se kapitel 18: Støtte til fremme af beskæftigelsen.

(7) Eurostat: "Statistics in Focus, Population and social conditions", 1996, nr. 7, tabel 2.

(8) Se kapitel 10.2 i nærværende retningslinjer for statsstøtte for en definition på SMV.

(9) Eurostat: "Statistics in Focus, Population and social conditions", 1996, nr. 7, figur 1.