|
28.4.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CA 174/1 |
INDKALDELSE AF ANSØGNINGER — DIREKTØR FOR KOMMUNIKATION (LØNKLASSE AD 14 ELLER AD 15)
(2022/C 174 A/01)
Stillingen som direktør for Kommunikation (lønklasse AD 14 eller AD 15) i Generaldirektoratet for Information ved Den Europæiske Unions Domstol vil snarest blive ledig til besættelse. Stillingen besættes i henhold til artikel 29, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (1).
I. STILLINGSBESKRIVELSE
Stillingsindehaveren er underordnet generaldirektøren for Information og har til opgave at lede Direktoratet for Kommunikation, hvis aktiviteter han eller hun iværksætter og koordinerer.
Direktoratet for Kommunikation har ansvaret for opgaver vedrørende kommunikation og udsendelse af informationer om judicielle og institutionelle aktiviteter i Den Europæiske Unions Domstol (herefter »Domstolen«) og varetager tilrettelæggelsen af alle arrangementer og aktiviteter, der vedrører kommunikation og oplysning, både internt og eksternt.
Direktoratet for Kommunikation fungerer som bindeled mellem Domstolen og samfundet udenfor og foreslår og gennemfører institutionens eksterne kommunikationspolitik. I denne sammenhæng varetager direktoratet forholdet til pressen og til andre medier, besvarer borgernes anmodninger om oplysninger, arrangerer forskellige begivenheder for borgerne (såsom institutionens »Åbent hus«-dag) og varetager den kontinuerlige tilpasning af de kommunikationskanaler og IT-kommunikationsværktøjer, som institutionen anvender til at præsentere eller offentliggøre oplysninger (som f.eks. institutionens hjemmeside eller sociale medier).
Desuden koordinerer Direktoratet for Kommunikation institutionens publikationspolitik og har opsyn med udarbejdelsen af ikke-judicielle publikationer, bl.a. institutionens årsrapport.
Endelig er Direktoratet for Kommunikation ansvarlig for den interne kommunikation og for video- og fototjenesterne, for grafiktjenesterne samt for Domstolens visuelle identitet.
Direktoratet, der p.t. består af to kontorer, kontoret for presse og information og kontoret for publikationer og elektroniske medier, udgøres af et hold medarbejdere på ca. 40 ansatte og råder over et budget på ca. 1 mio. EUR til udførelsen af sine opgaver.
Direktøren for Kommunikation er ansvarlig for gennemførelsen af de strategiske linjer, der fastsættes af Generaldirektoratet for Information, og foreslår i denne sammenhæng de politikker, der henhører under vedkommendes kompetenceområde, såsom politikker for ekstern og intern kommunikation. Med henblik på at sikre sammenhængen i sit virke udarbejder direktøren en overordnet plan, som indeholder flerårige arbejdsplaner med hensyn til de retninger, som er blevet fastlagt, og de prioriteringer, der følger heraf.
Direktøren har ligeledes ansvaret for budgetplanlægning, for gennemførelsen af de årlige arbejdsplaner og for udarbejdelsen af de rapporter, hvori der redegøres for direktoratets aktiviteter. Direktøren sikrer, at direktoratets handlinger er i overensstemmelse med gældende lovgivning, og overvåger, i sin egenskab af delegeret anvisningsberettiget for udgifterne til kommunikation, finansforordningens overholdelse, bl.a. for så vidt angår offentlige udbud.
Endelig repræsenterer direktøren institutionen i eksterne organer og instanser og navnlig i interinstitutionelle udvalg på kommunikationsområdet.
II. ANSØGERPROFIL
|
— |
godt kendskab til Den Europæiske Unions Domstols opgaver, funktionsmåde og struktur |
|
— |
evne til at lede og motivere et stort antal kompetente medarbejdere, som er specialister på kommunikationsområdet |
|
— |
fremragende lederevner og evne til at lede en serviceorienteret administrativ enhed i et multikulturelt miljø |
|
— |
evne til at forstå de udfordringer, som store organisationer står over på kommunikationsområdet |
|
— |
dokumenteret erfaring med planlægning og ledelse af menneskelige og økonomiske ressourcer |
|
— |
gode kommunikations- og forhandlingsevner samt en veludviklet sans for personlige relationer med henblik på at udvikle og opretholde gode forbindelser dels med Domstolens kabinetter, justitskontorer og tjenestegrene, dels med de øvrige institutioner og eksterne partnere |
|
— |
dokumenteret praktisk erfaring med planlægning og ledelse af projekter |
|
— |
evne til at udarbejde strategiske mål på kommunikationsområdet, til at oversætte disse til konkrete handlingsforslag og til at iværksætte disse under ligelig hensyntagen til behov, disponible ressourcer og krav |
|
— |
evne til at rådgive Domstolens kabinetter, justitskontorer og tjenestegrene på kommunikationsområdet |
|
— |
fortræffelige analytiske evner og evne til at identificere nøglespørgsmål |
|
— |
godt kendskab til de økonomiske regler, der gælder for Unionens institutioner, eller godt kendskab til budgetstyring og store kontrakter. |
III. KVALIFIKATIONSKRAV
Ansøgerne skal opfylde de betingelser for udnævnelse til tjenestemand, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union. For så vidt angår denne stilling skal ansøgerne mindst opfylde følgende betingelser:
|
— |
have et uddannelsesniveau svarende til et fuldt universitetsstudium afsluttet med et eksamensbevis |
|
— |
have mindst ti års relevant erhvervserfaring |
|
— |
have et indgående kendskab til et af Den Europæiske Unions officielle sprog og et tilfredsstillende kendskab til et andet af Den Europæiske Unions officielle sprog. Af tjenstlige grunde kræves et godt kendskab til engelsk og fransk. |
IV. LØN OG ANSÆTTELSESVILKÅR
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union for tjenestemænd i lønklasse AD 14 eller AD 15. Til orientering kan det oplyses, at den månedlige grundlæn for en tjenestemand i lønklasse AD 14, løntrin 1, er på 15 255 EUR, og at den månedlige grundløn i lønklasse AD 15, løntrin 1, er på 17 226 EUR. Der gøres opmærksom på, at alle nyansatte i henhold til tjenestemandsvedtægten skal gennemgå en prøvetid på ni måneder.
V. ANSÆTTELSESPOLITIK
Med forbehold for den komparative vurdering af ansøgernes kompetencer garanterer Domstolen samme muligheder for alle ansøgere og ligebehandling af alle personer, der viser interesse for en ledig stilling. Domstolen opfordrer aktivt til, at der indgives forskelligartede ansøgninger fra ansøgere blandt EU-medlemsstaternes statsborgere med forskellig erfaring, kompetencer og kundskaber og fra det geografisk størst mulige område.
For informationer om beskyttelse af personlige oplysninger henvises til følgende websted: https://curia.europa.eu/jcms/jcms/P_95038/.
VI. INDGIVELSE AF ANSØGNINGER
Ansøgerne til denne stilling bedes indsende en ansøgning pr. e-mail udelukkende til e-mailadressen: DIR-COM@curia.europa.eu, senest den 30. maj 2022. Ansøgningerne vedlægges et udførligt curriculum vitae samt alle andre relevante dokumenter. Ansøgerne bedes ligeledes vedlægge en motiveret ansøgning samt en kort fremstilling (maksimalt fem sider) af deres vision med hensyn til aktiviteterne for og ledelsen af det direktorat, der er omhandlet i indkaldelsen af ansøgninger.
(1) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:01962R0031-20220101&qid=1612273468772&from=DA