|
26.3.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 104/4 |
Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb
(2021/C 104/04)
National side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Litauen
Euromønter, der er bestemt til at blive sat i omløb, har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. Kommissionen offentliggør alle nye euromønters design for at informere den brede offentlighed og alle, der beskæftiger sig professionelt med mønter (1). I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, der har indgået monetære aftaler med Den Europæiske Union om udstedelse af euromønter, på visse betingelser udstede euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb. Der må således kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning i national eller europæisk henseende.
Udstedende stat: Litauen
Anledning til erindringsmønten: UNESCO’s program »Man and the Biosphere« - biosfærereservatet Žuvintas
Beskrivelse af designet: Designet viser en række detaljer fra biosfærereservatet, der er en del af det verdensomspændende netværk af biosfærereservater under UNESCO’s program »Man and the Biosphere«. Žuvintas er en unik fuglesø med isolerede øer og er Litauens største vådområde med et særpræget dyreliv.
I forgrunden ses en rørdrum med næbbet rettet mod en klokkefrø, der flyder i vandet. Til højre i siv ses en vandsanger og øverst nogle traner og en knopsvane, der symboliserer oprettelsen af reservatet.
Øverst i omskrift står der LIETUVA (Litauen) og nederst står der ŽUVINTAS og UNESCO sammen med udstedelsesåret (2021) og den litauiske møntanstalts møntmærke.
Mønten er designet af Eglė Ratkutė og Ernestas Žemaitis.
På møntens ydre ring ses EU-flagets tolv stjerner.
Antal udstedte mønter: 500 000
Udstedelsesdato: Andet kvartal 2021
(1) Jf. EFT C 373 af 28.12.2001, s. 1, hvor man kan se de nationale sider af alle de mønter, der blev udstedt i 2002.
(2) Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).