|
11.9.2020 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 301/10 |
Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb
(2020/C 301/06)
National side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Andorra
Euromønter, der er bestemt til at blive sat i omløb, har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. Kommissionen offentliggør alle nye euromønters design for at informere den brede offentlighed og alle, der beskæftiger sig professionelt med mønter (1). I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, der har indgået monetære aftaler med Den Europæiske Union om udstedelse af euromønter, på visse betingelser udstede euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb. Der må således kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning i national eller europæisk henseende.
Udstedende stat: Andorra
Anledning til erindringsmønten: 50-året for indførelsen af kvinders valgret
Beskrivelse af designet: Møntens motiv viser et kvindeansigt omgivet endeløse linjer i bevægelse. Disse linjer består af pigenavne på catalansk tæt på hinanden, som gør det vanskeligt at læse dem individuelt, som en hyldest til solidariteten blandt kvinder i kampen for deres rettigheder. Kun et navn optræder flere gange, nemlig »VICTORIA«, der symboliserer retten til at stemme.
Inskriptionerne »50 ANYS DEL SUFRAGI UNIVERSAL FEMENÍ« (50-året for indførelsen af kvinders valgret) og »ANDORRA 1970-2020« fuldender designet. Disse inskriptioner er også inkorporeret i linjernes bevægelse for at fremhæve betydningen af den begivenhed, der fejres.
På møntens ydre ring ses EU-flagets tolv stjerner.
Antal udstedte mønter: 60 000
Udstedelsesdato: Andet halvår 2020
(1) Jf. EFT C 373 af 28.12.2001, s. 1, hvor man kan se de nationale sider af alle de mønter, der blev udstedt i 2002.
(2) Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).