14.5.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 166/2


Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb

(2020/C 166/02)

Image 1

National side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Malta

Euromønter, der er bestemt til at blive sat i omløb, har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. Kommissionen offentliggør alle nye euromønters design for at informere den brede offentlighed og alle, der beskæftiger sig professionelt med mønter (1). I overensstemmelse med Rådets konklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, der har indgået monetære aftaler med Den Europæiske Union om udstedelse af euromønter, på visse betingelser udstede euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb. Der må således kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning i national eller europæisk henseende.

Udstedende stat: Malta

Anledning til erindringsmønten: UNESCO's verdensarvsliste — de forhistoriske templer Skorba

Beskrivelse af designet: Motivet viser Skorba, et forhistorisk tempelkompleks i nærheden af lokaliteten Zebbiegh på den nordvestlige del af Malta. Komplekset består af to templer, der er bygget side om side. De blev opført på en betydeligt ældre bosættelse, hvis rester er fundet uden for tempelkomplekset. Skorba er ikke lige så monumentalt som andre templer på de maltesiske øer. Ikke desto mindre er området af stor betydning, da det har givet arkæologerne kendskab til Maltas forhistoriske kulturudvikling og gjort det muligt at fastslå, at de første bosættelser på øerne stammer fra omkring 5 000 f.Kr. Øverst på mønten står påskriften »SKORBA TEMPLES 3600-2500 BC«. Nederst ses navnet på den udstedende stat »MALTA« og udstedelsesåret »2020«.

På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.

Antal udstedte mønter: 170 000

Udstedelsesdato: maj/juni 2020


(1)  Jf. EFT C 373 af 28.12.2001, s. 1, hvor man kan se de nationale sider af alle de mønter, der blev udstedt i 2002.

(2)  Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).