15.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 387/1


Offentliggørelse af en stilling som administrerende direktør i Dublin, Irland

(Midlertidigt ansat — lønklasse AD 14)

COM/2019/20046

(2019/C 387 A/01)

 

Hvem er vi?

Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) er et agentur under Den Europæiske Union (EU) i Irland. Det er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/127 (1).

Eurofounds mål er at yde støtte til Kommissionen, andre EU-institutioner, -organer og agenturer, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter med henblik på udformning og gennemførelse af politikker, der vedrører forbedring af leve- og arbejdsvilkår, udarbejdelse af beskæftigelsespolitikker og fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter.

I det øjemed skal Eurofound styrke og udbrede viden, tilvejebringe dokumentation og tjenesteydelser med henblik på politikudformning, herunder forskningsbaserede konklusioner, og fremme vidensdeling blandt aktører i Unionen og nationale aktører.

Yderligere oplysninger kan findes på følgende websted: https://www.eurofound.europa.eu/.

Hvad kan vi tilbyde?

Vi tilbyder en stilling på højt niveau i et meget fremtrædende agentur inden for leve- og arbejdsvilkår, beskæftigelsespolitikker og social dialog.

Den administrerende direktør er ansvarlig for den overordnede ledelse af Eurofound i overensstemmelse med de strategiske retningslinjer, der er fastsat af bestyrelsen, herunder den daglige administration og forvaltningen af finansielle og menneskelige ressourcer. Den administrerende direktør er Eurofounds repræsentant i retlig henseende.Den administrerende direktørs opgaver og ansvarsområde omfatter følgende:

at varetage den daglige administration af Eurofound

at forvalte de menneskelige ressourcer i Eurofound

under hensyntagen til behovene i forbindelse med Eurofounds aktiviteter og forsvarlig budgetforvaltning at beslutte Eurofounds interne strukturer

at udvælge og udnævne vicedirektøren

udarbejde og forelægge programmeringsdokumentet for bestyrelsen til godkendelse efter høring af Kommissionen

at gennemføre programmeringsdokumentet og rapportere om gennemførelsen heraf

at udarbejde den konsoliderede årlige rapport om Eurofounds aktiviteter og præsentere den for bestyrelsen til vurdering og godkendelse

at indføre et effektivt overvågningssystem til at muliggøre regelmæssige evalueringer af Eurofounds programmer og aktiviteter

at udarbejde udkast til finansielle bestemmelser for Eurofound

at udarbejde Eurofounds udkast til overslag over indtægter og udgifter og gennemføre Eurofounds budget

at udarbejde en handlingsplan, der følger op på konklusionerne i auditrapporter og evalueringer samt undersøgelser foretaget af OLAF, og aflægge statusrapport

at tilstræbe en ligelig kønsfordeling inden for Eurofound

at beskytte Unionens finansielle interesser

at udarbejde Eurofounds strategi for bekæmpelse af svig

at samarbejde med andre EU-agenturer, hvor det er relevant, og indgå samarbejdsaftaler med dem.

Hvem søger vi? (udvælgelseskriterier)

Den ideelle ansøger skal have fremragende faglige egenskaber, være dynamisk og bør desuden opfylde følgende udvælgelseskriterier:

a)

Ledelseserfaring, navnlig:

Dokumenterede lederevner, både på strategisk og operationelt niveau

Fremragende evner til at udvikle og gennemføre en strategi og fastsætte mål og til at motivere og lede store hold i et multikulturelt og flersprogligt miljø

Dokumenteret evne til at træffe beslutninger i et komplekst politisk miljø og i krisesituationer

Praktisk ledelseserfaring på budget-, finans- og HR-området fra en national, europæisk og/eller international sammenhæng.

b)

Teknisk viden og erfaring, navnlig:

Særdeles godt kendskab til arbejdsmarkedsrelationer, leve- og arbejdsvilkår og beskæftigelsespolitik

Evne til at interagere og forhandle på højeste ledelsesniveau med EU's institutioner og organer, offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter

Indgående kendskab til EU-institutionerne, deres funktionsmåde og indbyrdes forhold samt EU's administrative og finansielle procedurer, EU-politikker og internationale aktiviteter med relevans for Eurofounds aktiviteter.

c)

Kommunikations-/forhandlingsevner, navnlig:

Evne til at kommunikere effektivt til interessenter og offentligheden

Særdeles gode evner til skriftlig og mundtlig kommunikation og forhandling

En væsentlig del af den administrerende direktørs opgaver er at repræsentere agenturet i internationale fora og indgå i et samspil med interessenter i en international sammenhæng. Et særdeles godt kendskab til engelsk er helt afgørende for straks at kunne bestride stillingen som administrerende direktør.

d)

Eventuelt:

Erfaring fra arbejde i et multikulturelt miljø

Forskningsmæssig baggrund.

Ansøgerne skal (udvælgelseskrav)

For at komme i betragtning ved udvælgelsen skal ansøgerne opfylde følgende formelle krav ved ansøgningsfristens udløb:

Nationalitet: Som ansøger skal man være statsborger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

Universitetsuddannelse eller eksamensbevis: Ansøgerne skal have:

enten en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år

eller en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og mindst et års relevant erhvervserfaring, hvis den normerede studietid er på mindst tre år (erhvervserfaringen på et år kan ikke medregnes i den erfaring, der nedenfor kræves efter endt uddannelse).

Erhvervserfaring: Ansøgerne skal have mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse på et niveau, som ovennævnte kvalifikationer giver adgang til. Mindst fem år af denne erhvervserfaring skal være opnået inden for agenturets aktivitetsområde.

Ledelseserfaring: Mindst fem år af erhvervserfaringen efter endt uddannelse skal være erhvervet fra en ledelsesfunktion på højt niveau (2) inden for et område med relevans for denne stilling.

Sprog: Ansøgerne skal have et indgående kendskab til et af Den Europæiske Unions (3) officielle sprog og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse sprog. Udvælgelsespanelet vil under samtalen eller samtalerne afdække, om ansøgerne opfylder kravet om at have et tilfredsstillende kendskab til et andet officielt EU-sprog. En del af eller hele samtalen kan således finde sted på dette andet sprog.

Aldersgrænse: Ansøgerne skal ved ansøgningsfristens udløb kunne afslutte hele den femårige ansættelsesperiode, indenpensionsalderen nås. For midlertidigt ansatte ved Den Europæiske Union er pensioneringstidspunktet udgangen af den måned, hvori de fylder 66 år (jf. artikel 47 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (4)).

Desuden skal ansøgerne have opfyldt eventuelle forpligtelser i henhold til gældende love om værnepligt, opfylde de vandelskrav, der stilles for at udføre de pågældende opgaver, og være fysisk i stand til at udføre deres opgaver.

Udvælgelse og udnævnelse

Den administrerende direktør udnævnes af Eurofounds bestyrelse på grundlag af en af Europa-Kommissionen opstillet slutliste.

Med henblik på at oprette denne liste tilrettelægger Europa-Kommissionen en udvælgelse i henhold til de gældende udvælgelses- og ansættelsesprocedurer (se »Document on Senior Officials Policy« (5)).

Europa-Kommissionen nedsætter som en del af denne udvælgelsesprocedure et udvælgelsespanel. Dette panel gennemgår alle ansøgningerne, gennemfører en indledende kontrol af kravenes opfyldelse og identificerer de ansøgere, der har den bedst egnede profil set i forhold til de ovennævnte udvælgelseskriterier, og som kan indkaldes til samtale med udvælgelsespanelet.

Efter samtalerne udfærdiger udvælgelsespanelet en liste over de ansøgere, der foreslås indkaldt til en uddybende samtale med Europa-Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser (herefter benævnt »udvalget«). Udvalget afgør under hensyntagen til udvælgelsespanelets konklusioner, hvilke ansøgere der indkaldes til en samtale.

Ansøgere, der indkaldes til en samtale med udvalget, vil skulle deltage i et assessmentcenter for ledere af en dags varighed, som varetages af eksterne rekrutteringskonsulenter. På grundlag af samtalen og assessmentcentrets rapport udfærdiger udvalget en liste over de ansøgere, som det anser for egnede til at varetage stillingen som administrerende direktør for Eurofound.

Ansøgerene på udvalgets liste vil blive interviewet af de(t) medlem(mer) af Kommissionen, som har ansvaret for det generaldirektorat, under hvilket agenturet hører (6).

Efter samtalerne opstiller Europa-Kommissionen en slutliste over de bedst egnede ansøgere, som sendes til Eurofounds bestyrelse. Sidstnævnte kan beslutte at indkalde ansøgerne til samtale, inden der udnævnes en direktør blandt ansøgerne på Kommissionens liste. At være opført på denne liste er ingen garanti for ansættelse.

Ansøgerne kan blive indkaldt til yderligere samtaler og/eller prøver ud over de allerede nævnte.

Den valgte kandidat opfordres til at afgive en redegørelse over for Europa-Parlamentet og besvare spørgsmål fra Parlamentets medlemmer.

Af praktiske grunde og for at sikre et så kort forløb som muligt, både af hensyn til ansøgerne og institutionen, vil udvælgelsesproceduren blive gennemført på engelsk (7).

Lige muligheder

Europa-Kommissionen og Eurofound fører en politik for ligestilling og ikkeforskelsbehandling i overensstemmelse med artikel 1d i personalevedtægten (8).

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkårene er fastsat i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte (9).

Den udvalgte ansøger ansættes af Eurofound som midlertidigt ansat i lønklasse AD 14 (10). Vedkommende vil afhængigt af varigheden af hans eller hendes erhvervserfaring blive indplaceret på trin 1 eller trin 2 i lønklassen.

Vedkommende udnævnes for en første ansættelsesperiode på fem år med mulighed for forlængelse i højst fem år i overensstemmelse med den forordning om agenturets oprettelse, der er gældende på ansættelsestidspunktet.

Der gøres opmærksom på, at alle nyansatte skal gennemgå en ni måneders prøvetid i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Tjenestestedet er Dublin, Irland, hvor Eurofound er beliggende.

Stillingen er ledig fra den 1. december 2020.

Uafhængighed og erklæring om interesser

Inden tiltrædelsen skal direktøren afgive en erklæring om, at vedkommende forpligter sig til at optræde uafhængigt og handle i almenhedens interesse og til at oplyse om interesser, som eventuelt kan have betydning for vedkommendes uafhængighed.

Ansøgningsprocedure

Ansøgerne opfordres til, inden de indsender ansøgningen, omhyggeligt at kontrollere, om de opfylder alle udvælgelseskravene (»Ansøgerne skal«), navnlig hvad angår kravene til eksamensbevis og erhvervserfaring på højt niveau samt sprogfærdigheder. Hvis et af kravene ikke er opfyldt, udelukkes ansøgeren automatisk fra udvælgelsesproceduren.

Interesserede bedes søge via internettet på nedenstående websted og følge anvisningerne for de forskellige trin i proceduren:

https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/CV_Encadext/index.cfm?&langue=EN

Ansøgerne skal have en gyldig e-mailadresse. Den benyttes til at bekræfte ansøgningen og til al kontakt undervejs på de forskellige trin i udvælgelsesproceduren. Enhver ændring af e-mailadresse skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.

Ansøgningen er først færdiggjort, når der er uploadet et CV i PDF-format og udfærdiget en motivation online (maks. 8 000 tegn). Ansøgerne kan indgive deres CV og motivation på hvilket som helst af Den Europæiske Unions officielle sprog.

Når onlineregistrerningen er færdiggjort, modtager ansøgeren en e-mail, der bekræfter, at ansøgningen er registreret. Hvis ansøgeren ikke modtager en e-mail med bekræftelse af ansøgningen, er ansøgningen ikke blevet registreret!

Bemærk, at det ikke er muligt at følge ansøgningens videre forløb online. Med hensyn til ansøgningens status kontaktes ansøgerne direkte af Europa-Kommissionen.

Hvis der ønskes yderligere oplysninger og/eller der opstår tekniske problemer, kan der sendes en e-mail til: HR-MANAGEMENT-ONLINE@ec.europa.eu

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 13. december 2019 kl. 12.00 lokal tid i Bruxelles, hvorefter registrering ikke længere vil være mulig.

Ansøgerne har selv ansvaret for at indsende den elektroniske ansøgning inden fristens udløb. Det anbefales på det kraftigste ikke at vente med at ansøge til sidste øjeblik, eftersom stor trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske registrering afbrydes, før den er afsluttet, hvorpå hele processen skal gentages. Når registreringsfristen er udløbet, kan der ikke længere indføres oplysninger. Registrering efter fristens udløb accepteres ikke.

Vigtige oplysninger til ansøgerne

Ansøgerne gøres opmærksom på, at udvælgelsespanelets arbejde er fortroligt. Det er forbudt for ansøgerne og andre, der optræder på deres vegne, at henvende sig direkte eller indirekte til dets medlemmer. Alle spørgsmål skal rettes til det relevante panels sekretariat.

Beskyttelse af personoplysninger

Kommissionen sikrer, at ansøgernes personlige oplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (11). Dette gælder især oplysningernes fortrolighed og sikkerhed.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/127 af 16. januar 2019 om oprettelse af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1365/75 (EUT L 30 af 16. januar 2019, s. 74) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=uriserv:OJ.L_.2019.030.01.0074.01.DAN.

(2)  Ansøgerne skal for alle de år, hvor ledelseserfaringen er opnået, tydeligt anføre følgende i deres CV: 1) lederstillingernes titel og ledelsesfunktion, 2) antallet af underordnede, 3) størrelsen af de forvaltede budgetter, 4) antallet af hierarkisk overordnede og underordnede niveauer og 5) antallet af ligestillede.

(3)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:01958R0001-20130701&qid=1408533709461&from=DA

(4)  http://eurlex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:1962R0031:20140101:DA:PDF

(5)  https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/compilation-of-the-senior-official-policy-at-the-european-commission_en.pdf

(6)  Med mindre det pågældende medlem af Kommissionen i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse af 5. december 2007 (PV(2007) 1811) har uddelegeret denne opgave til et andet medlem af Kommissionen.

(7)  Udvælgelsespanelet sikrer, at personer med engelsk som modersmål ikke får nogen uberettigede fordele.

(8)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:01962R0031-20140701&from=DA

(9)  http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:01962R0031-20140701&from=DA

(10)  Justeringskoefficienten for løn og pension for tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union er for Irlands vedkommende fastsat til 117,7 % med virkning fra den 1. juli 2018. Denne koefficient revideres årligt.

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).