7.6.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CA 195/1 |
Generaldirektoratet for Budget (GD BUDG)
Meddelelse om en ledig stilling som direktør (AD 14) i Bruxelles
(personalevedtægtens artikel 29, stk. 2)
COM/2018/10380
(2018/C 195 A/01)
Hvem er vi?
Generaldirektoratet for Budget (GD BUDG) er den centrale tjeneste i Kommissionen med ansvar for forvaltningen af EU's budget gennem den årlige og flerårige cyklus; fra udarbejdelse af det årlige budgetforslag og den flerårige finansielle ramme til gennemførelsen og den endelige decharge fra Europa-Parlamentet. GD BUDG er også ansvarlig for de retlige rammer, der gælder for de forskellige institutioners, agenturers og medlemsstaters gennemførelse af EU-budgettet, og det spiller en central rolle i at fremme forsvarlig økonomisk forvaltning og en resultatorienteret kultur med fokus på at skabe de bedst mulige konkrete resultater af de offentlige udgifter.
Direktøren for budgetgennemførelse har ansvaret for at sikre en effektiv og virkningsfuld drift af den centrale regnskabs- og likviditetsstyring og for at lede direktoratets arbejde, så generaldirektoratets og navnlig Kommissionens overordnede målsætninger opfyldes. Direktoratet består af 6 kontorer med sammenlagt ca. 130 fastansatte.
Hvad kan vi tilbyde?
GD BUDG søger en direktør til at lede budgetgennemførelsen for direktoratet. Direktøren for budgetgennemførelse referer direkte til vicegeneraldirektøren — regnskabsføreren og bidrager gennem sit arbejde, der lever op til de højeste standarder, til at generaldirektoratet behørigt opfylder sine pligter.
De vigtigste ansvarsområder og udfordringer omfatter for indeværende:
— |
sikring af kvaliteten af de finansielle oplysninger i de af Kommissionens afdelinger, der afholder udgifterne, via tilrådighedsstillelse af passende systemer, indberetningsværktøjer, vejledning og støtte til at fastholde målet om en positiv revisionserklæring (DAS) fra Revisionsretten om regnskabernes rigtighed |
— |
styring af likviditetsfunktionen og gennemførelse af alle betalinger og modtagelse af indtægter for både Kommissionen, Den Europæiske Udviklingsfond og ca. 15 andre EU-organer. Likviditetsfunktionen foretog 2,5 mio. betalinger for et samlet beløb på ca. 160 mia. EUR om året |
— |
udarbejdelse af årsregnskaberne og Europa-Kommissionens andre officielle finansielle indberetninger |
— |
gældsinddrivelse og kontakt med de anvisningsberettigede og Kommissionens Juridiske Tjeneste for at sikre, at Unionens interesser beskyttes. Direktoratet spiller en vigtig rolle i inddrivelsen af de af Kommissionen pålagte bøder i konkurrencesager |
— |
i forbindelse med udviklingen af det centrale regnskabssystem (ABAC) spiller direktoratet i kraft af sin position som central bruger en vigtig rolle med hensyn til fastlæggelse, udformning og implementering af de efterfølgende systemer |
— |
yde rådgivning til alle Kommissionens afdelinger, der afholder udgifter, institutioner, EU-agenturer og yde regnskabstjenester til et stigende antal af disse enheder. |
Direktøren kan få til opgave at repræsentere generaldirektoratet i relevante møder mellem Kommissionens tjenestegrene samt at repræsentere Kommissionen i Parlamentet og i Rådet vedrørende forhold, der falder under direktoratets kompetenceområder.
Hvem søger vi?
Den ideelle ansøger har:
— |
indgående kendskab til og dokumenteret erfaring inden for offentlige finanser, likviditetsstyring, budgetregler og -procedurer, internationale regnskabsstandarder og finansiel indberetning |
— |
dokumenteret erfaring med finans- og regnskabsinformationssystemer og evne til at forstå og anvende metoder til styring af IT-projekter |
— |
godt kendskab til forhold og procedurer vedrørende ekstern revision og intern kontrol samt til Europa-Kommissionens dechargeprocedure (den afgørelse, der træffes af den myndighed, som har beføjelse — Parlamentet — til at fritage eksekutivorganet — Kommissionen — fra dets opgave med at gennemføre budgettet, hvilket markerer den endelige afslutning på budgetcyklussen) |
— |
bevis for at have opnået gode resultater i en lederstilling med behov for stærke lederevner og evne til at lede, motivere og inspirere store tværfaglige teams af højt kvalificeret personale, evne til at opstille prioriteter og træffe beslutninger |
— |
fortrinlig evne til at løse problemer og gode intellektuelle evner |
— |
solid dømmekraft og særdeles gode analytiske og konceptuelle evner, der afspejler en veludviklet sans for strategisk og kreativ tænkning og evne til at skabe innovative, sammenhængende og konkrete handlingsplaner |
— |
veludviklede kommunikations- og samarbejdsevner, evne til at indgå i dialog på effektiv vis med interne og eksterne interessenter samt solid erfaring med koordinering og forhandling på højt plan. |
Ansøgerne skal (udvælgelseskrav)
For at komme i betragtning ved udvælgelsen skal ansøgerne opfylde følgende formelle kriterier ved ansøgningsfristens udløb:
— |
Nationalitet: Som ansøger skal man være statsborger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater. |
— |
Universitetsuddannelse eller eksamensbevis: Ansøgerne skal have:
|
— |
Erhvervserfaring: Ansøgerne skal have mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse på et niveau, som ovennævnte kvalifikationer giver adgang til. |
— |
Ledelseserfaring: Mindst 5 år af denne erhvervserfaring skal være opnået som leder på højt niveau (1) og have direkte tilknytning til det for denne stilling relevante arbejdsområde. |
— |
Sprog: Der kræves et indgående kendskab til et af de officielle sprog i Den Europæiske Union (2) og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse sprog. Udvælgelsespanelerne vil under samtalen eller samtalerne afprøve, om ansøgerne opfylder kravet om at have et tilfredsstillende kendskab til et andet officielt EU-sprog. En del af eller hele samtalen kan således finde sted på dette andet sprog. |
— |
Aldersgrænse: Som ansøger skal man være under pensionsalderen, som for EU-tjenestemænd er udgangen af den måned, hvor tjenestemanden fylder 66 år, jf. personalevedtægtens artikel 52, litra a) (3). |
Uafhængighed og erklæring om interesser
Ansøgerne skal inden ansættelsen afgive en erklæring om, at de forpligter sig til at optræde uafhængigt og i almenhedens interesse, og en erklæring om eventuelle interesser, der kan påvirke deres uafhængighed.
Udnævnelse og ansættelsesvilkår
Europa-Kommissionen udvælger og udnævner direktøren i henhold til gældende udvælgelses- og ansættelsesprocedurer (se også Compilation Document on Senior Officials Policy (4)). Som led i udvælgelsesproceduren skal ansøgere, der indkaldes til en samtale med Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser, inden samtalen deltage i et assessmentcenter under ledelse af eksterne ansættelseskonsulenter.
Udvælgelsesproceduren vil af praktiske grunde og for at afslutte den så hurtigt som muligt, både af hensyn til ansøgerne og institutionerne, udelukkende blive afholdt på engelsk og/eller fransk (5).
Løn- og ansættelsesvilkår fremgår af personalevedtægtens bestemmelser for Den Europæiske Unions tjenestemænd i lønklasse AD 14. Der gøres opmærksom på, at alle nyansatte skal gennemgå en 9-måneders prøvetid i henhold til personalevedtægten.
Direktøren har tjenestested i Bruxelles.
Ligestilling
Europa-Kommissionen fører en aktiv ligestillingspolitik, som tager sigte på yderligere at øge andelen af kvinder i ledelsesstillinger, og opfordrer især kvinder til at ansøge.
Ansøgningsprocedure
Inden ansøgerne indsender deres ansøgning, opfordres de til nøje at kontrollere, om de opfylder alle ansøgningskravene (»Ansøgerne skal«), især hvad angår eksamensbevis, erhvervserfaring og sprogfærdigheder. Hvis et af kravene ikke er opfyldt, udelukkes ansøgeren automatisk fra udvælgelsesproceduren.
Interesserede bedes søge via internettet på webstedet:
https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/
og følge anvisningerne for de forskellige trin i proceduren.
Ansøgerne skal have en gyldig e-mailadresse. Den benyttes til at identificere ansøgningen og til al kontakt undervejs i udvælgelsesforløbet. Enhver ændring af e-mailadresse skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.
Ansøgningen er først færdiggjort, når der er uploadet et CV i PDF-format og udfyldt en motivationsskrivelse online (maks. 8 000 skrifttegn).
Når onlineansøgningen er færdiggjort, modtager ansøgeren en e-mail, der bekræfter, at ansøgningen er blevet registreret. E-mailen indeholder desuden et ansøgningsnummer, som vil være referencenummer i alle spørgsmål vedrørende ansøgningen. Hvis ansøgeren ikke modtager nogen e-mail med bekræftelse af ansøgningen, er ansøgningen ikke blevet registreret!
Bemærk, at det ikke er muligt at følge forløbet for ansøgningen online. Med hensyn til ansøgningens status kontaktes ansøgerne direkte af Europa-Kommissionen.
Hvis der ønskes yderligere oplysninger, og/eller der opstår tekniske problemer, kan der sendes en e-mail til: HR-MANAGEMENT-ONLINE@ec.europa.eu.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er 5. juli 2018, kl. 12.00 lokal tid i Bruxelles, hvorefter det ikke længere vil være muligt at søge online.
Ansøgerne har selv ansvaret for, at den elektroniske ansøgning indsendes inden fristens udløb. Det anbefales på det kraftigste ikke at vente til få dage, inden fristen udløber, eftersom stor trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske registrering afbrydes, før den er afsluttet, hvorpå hele processen skal gentages. Når ansøgningsfristen er udløbet, kan der ikke længere indføres nogen form for oplysninger. Ansøgninger, som indkommer efter fristens udløb, godtages ikke.
Vigtige oplysninger til ansøgerne
Ansøgerne gøres opmærksom på, at en udvælgelseskomités arbejde er fortroligt. Det er forbudt for ansøgere og andre, der optræder på deres vegne, at henvende sig direkte eller indirekte til medlemmerne af et ansættelsesudvalg.
Beskyttelse af personlige oplysninger
Kommissionen sikrer, at ansøgernes personlige oplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6).
(1) Ansøgerne skal som minimum for de 5 år, hvor erhvervserfaringen som leder på højt niveau er opnået, anføre følgende i deres CV: 1) lederstillingernes titel og ledelsesfunktion, 2) antallet af underordnede i disse stillinger, 3) størrelsen af de forvaltede budgetter og 4) antallet af overordnede og underordnede ledelsesniveauer samt antallet af kolleger på samme niveau.
(2) http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:01958R0001-20130701&qid=1408533709461&from=DA.
(3) http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:1962R0031:20140101:DA:PDF.
(4) https://ec.europa.eu/info/sites/info/files/compilation-of-the-senior-official-policy-at-the-european-commission_en.pdf.
(5) Udvælgelsespanelet sikrer, at personer med et af disse sprog som modersmål ikke uberettiget opnår nogen fordele.
(6) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.