26.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 282/10


INDKALDELSE AF FORSLAG

»Tilskud til informationsforanstaltninger vedrørende EU's samhørighedspolitik«

(2017/C 282/06)

1.   Mål og temaer

Med denne forslagsindkaldelse ønsker Europa-Kommissionen at udvælge potentielle støttemodtagere til gennemførelsen af en række informationsforanstaltninger (1), der er medfinansieret af EU. Hovedformålet er at støtte udarbejdelsen og udbredelsen af information og indhold i tilknytning til EU's samhørighedspolitik, samtidig med at de involverede aktørers fuldstændige redaktionelle uafhængighed respekteres.

Specifikke mål for denne forslagsindkaldelse:

Fremme og udvikling af bedre forståelse af samhørighedspolitikkens rolle i forbindelse med støtte til alle EU's regioner

Øget kendskab til projekter finansieret af EU — navnlig gennem samhørighedspolitikken — og til projekternes indvirkning på menneskers liv.

Formidling af information og opfordring til en åben dialog om samhørighedspolitikken og dens resultater samt dens rolle i forbindelse med indfrielse af EU's politiske prioriteter og fremtid.

Tilskyndelse til aktivt medborgerskab i sager vedrørende samhørighedspolitikken samt fremme af borgernes deltagelse i fastsættelse af fremtidige prioriteter for denne politik.

Forslagene skal illustrere og vurdere samhørighedspolitikkens rolle i forbindelse med sikring af Europa-Kommissionens politiske prioriteter og håndtering af nuværende og fremtidige udfordringer for EU, medlemsstaterne, regionerne samt lokale aktører. Mere specifikt bør forslagene vedrøre samhørighedspolitikkens bidrag til følgende områder:

fremme af beskæftigelse, vækst og investeringer på regionalt og nationalt plan samt forbedring af borgernes livskvalitet

støtte til opfyldelse af EU's og medlemsstaternes vigtigste prioriteter — som ud over jobskabelse og vækst bl.a. omfatter håndtering af klimaændringer, beskyttelse af miljøet samt styrkelse af forskning og innovation

fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i EU og samt reducering af forskelle mellem og inden for EU-lande og -regioner

støtte til regionerne til at udnytte mulighederne ved globalisering ved at finde deres niche i verdensøkonomien

styrkelse af det europæiske projekt, da samhørighedspolitikken direkte kommer EU-borgerne til gode.

2.   Hvem kan ansøge om støtte?

Ansøgerne (hoved- og medansøgere samt eventuelle tilknyttede enheder) skal være juridiske enheder, der er oprettet og registreret i en EU-medlemsstat. Eksempler på ansøgere:

medievirksomheder/nyhedsbureauer (fjernsyn, radio, den skrevne presse, online-medier, nye medier eller en kombination af forskellige medier)

nonprofitorganisationer

universiteter og uddannelsesinstitutioner

forskningscentre og tænketanke

offentlige myndigheder (nationale, regionale og lokale), der ikke er forvaltningsmyndigheder (2)

Fysiske personer samt enheder, der udelukkende er etableret med henblik på gennemførelse af projekter inden for rammerne af denne forslagsindkaldelse, kan ikke godkendes som ansøgere.

For ansøgere fra Det Forenede Kongerige: Kriterierne for at kunne ansøge om støtte skal overholdes i hele tilskudsperioden. Hvis Det Forenede Kongerige forlader EU i løbet af tilskudsperioden uden at indgå en aftale med EU, der sikrer, at ansøgere fra det Forenede Kongerige også fremover kan ansøge om støtte, vil De ikke længere modtage EU-støtte (ej heller ved fortsat deltagelse, hvor det er muligt), eller De må forlade projektet i henhold til artikel II.17 i tilskudsaftalen.

3.   Udelukkelses- og udvælgelseskriterier

Ansøgeren (hoved- og medansøgerne) og tilknyttede enheder skal underskrive en erklæring på tro og love om, at de ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 106, stk. 1, og 107 i finansforordningen (3) (om udelukkelse fra proceduren).

Ansøgeren (hoved- og medansøgerne) skal have operationel kapacitet samt råde over stabile finansieringskilder, som er tilstrækkelige til, at vedkommende kan opretholde sin aktivitet i hele den periode, hvor projektet gennemføres, eller i hele det regnskabsår, hvortil der ydes tilskud, og til, at vedkommende kan deltage i finansieringen heraf.

4.   Tildelingskriterier

De forskellige værktøjer og aktiviteter i relation til projekterne bør være indbyrdes forbundne og indeholde en klar beskrivelse af den overordnede metode og de tilstræbte resultater. De bør også have en betydelig indvirkning, der kan måles på relevante indikatorer. De bør have et regionalt fokus.

Ansøgningerne vil blive bedømt efter følgende kriterier:

 

Kriterier

Elementer, der skal tages i betragtning

Pointvægt

1.

Foranstaltningens relevans og bidrag til målene for forslagsindkaldelsen

Relevans af forslagets formål i forhold til indkaldelsens mål og prioriterede områder

Relevans af de anvendte typer af informationsaktioner i forhold til regionen(rne)

Merværdi for eksisterende initiativer i de europæiske regioner

Projektets innovative karakter med hensyn til udvikling af kommunikationslandskabet, f.eks. multimediedimensionen i den foreslåede foranstaltning

Forudgående analyse af informationsforanstaltningen med henblik på målgruppen

35 point (minimumstærskel 50 %)

2.

Foranstaltningens rækkevidde og måleffektivitet

Specifikke, målbare, opnåelige og relevante mål med hensyn til rækkevidde og formidling

Kommunikationsplanens (herunder f.eks. sendeplan, distributionskanal(er) og antal garanterede kontakter baseret på tidligere resultater) evne til at nå flest mulige mennesker i målgruppen på lokalt, regionalt, tværregionalt og nationalt plan (multiplikatoreffekt), f.eks. gennem samarbejde mellem ansøgerne og netværker og/eller regionale aktører/medier

Måleffektiviteten af de foreslåede metoder til opnåelse af målene i denne indkaldelse, herunder metoder til indholdsproduktion, mekanismer til sikring af redaktionel uafhængighed og metoder til udvikling af tekniske løsninger

Planlagte PR-aktioner for aktiviteterne og metoderne til offentliggørelse af resultaterne

Foranstaltninger til overvågning af udviklingen

Metoder til efterfølgende evaluering

Muligheder for fortsættelse af projektet ud over den periode med EU-støtte, der er ansøgt om

35 point (minimumstærskel 50 %)

3.

Foranstaltningens omkostningseffektivitet

Omkostningseffektivitet for så vidt angår de foreslåede ressourcer under hensyntagen til omkostninger samt forventede resultater

20 point (minimumstærskel 50 %)

4.

Projektteamets organisation og projektstyringens kvalitet

Kvaliteten af de foreslåede koordineringsmekanismer, kvalitetskontrolsystemer og ordninger til risikostyring

Kvaliteten af tildelingen af opgaver med henblik på gennemførelse af aktiviteter i forbindelse med den foreslåede foranstaltning.

10 point (minimumstærskel 50 %)

Der kan tildeles op til 100 points for forslagets kvalitet. Det samlede antal point skal mindst være 60 point ud af 100, og for hvert kriterium er der en minimumstærskel på 50 %. Kun forslag, der opfylder alle ovennævnte kvalitetstærskler, vil blive opført på prioriteringslisten. Selv om tærsklen nås, betyder det ikke automatisk, at tilskuddet ydes.

5.   Budget og projektets varighed

Det samlede budget, der er øremærket til medfinansiering af foranstaltningerne under denne indkaldelse, er på 4 000 000 EUR.

Tilskudsbeløbet vil være på mellem 70 000 EUR og 500 000 EUR. Tilskudsbeløbet kan ikke være højere end maksimumbeløbet. EU-tilskuddet består af en godtgørelse på op til 80 % af de faktiske støtteberettigede udgifter forbundet med foranstaltningen. Ansøgerne skal garantere medfinansieringen af det resterende beløb, som skal dækkes af egne midler.

Foranstaltningerne har en forventet varighed på 12 måneder (1. februar 2018-31. januar 2019).

6.   Tidsplan og ansøgningsfrist

Etaper

Dato og tidspunkt

Frist for indgivelse af ansøgninger

Den 16. oktober 2017

Evalueringsperiode (forventet)

November-december 2017

Informering af ansøgere (forventet)

Januar 2018

Undertegnelse af tilskudsaftaler (forventet)

Februar 2018

7.   Yderligere oplysninger

Ansøgningsformularerne samt yderligere oplysninger om indkaldelse af forslag findes i ansøgningsvejledningen på http://ec.europa.eu/regional_policy/en/newsroom/funding-opportunities/calls-for-proposal/

Ansøgningerne skal overholde kravene i ovennævnte ansøgningsvejledning.


(1)  I forbindelse med denne forslagsindkaldelse forstås ved en »informationsforanstaltning« en selvstændig og sammenhængende oplysningsaktivitet i tilknytning til EU's samhørighedspolitik.

(2)  http://ec.europa.eu/regional_policy/da/policy/what/glossary/m/managing-authority

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).