29.11.2016 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
CA 442/1 |
Indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på udvælgelse af eksterne medlemmer af revisionsopfølgningsudvalget (APC)
Særlig rådgiver i henhold til artikel 5 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union: eksternt medlem af Kommissionens Revisionsopfølgningsudvalg
(2016/C 442 A/01)
I. Hvem er vi?
Revisionsopfølgningsudvalget bistår Kommissionens kommissærkollegium med at opfylde sine forpligtelser i henhold til traktaterne og andre lovgivningsinstrumenter ved at: sikre den interne revisionstjenestes uafhængighed, overvåge kvaliteten af det interne revisionsarbejde og ved at sikre, at henstillingerne tages behørigt i betragtning af Kommissionens generaldirektorater og tjenester, og sørge for passende opfølgning. Revisionsopfølgningsudvalget refererer til kommissærkollegiet og bidrager til samlet set at forbedre institutionens effektivitet yderligere med hensyn til at nå dens mål og til kollegiets tilsyn med Kommissionens forvaltning, risikostyring og interne kontrolpraksis.
Revisionsopfølgningsudvalget er et tilsynsorgan og har ikke nogen forvaltningsbeføjelser. Revisionsopfølgningsudvalget er sammensat af medlemmer af Kommissionen og eksterne medlemmer med dokumenteret ekspertise inden for revision og beslægtede områder og ledes af Kommissionens førstenæstformand. Efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesproces udpeges eksterne medlemmer formelt for en periode på fire år, der kan forlænges én gang.
Fuldstændige oplysninger vedrørende revisionsopfølgningsudvalgets mandat er fastsat i dets charter (foreligger på engelsk, tysk eller fransk):
http://ec.europa.eu/dgs/internal_audit/about/what-we-do/index_en.htm
II. Hvad kan vi tilbyde?
Revisionsopfølgningsudvalget ønsker at opstille en reserveliste og ansætte ansøgere med dokumenteret ekspertise inden for revision og beslægtede områder som eksterne medlemmer alt efter revisionsopfølgningsudvalgets behov. Bemærk, at optagelse på reservelisten ikke er nogen garanti for ansættelse.
Hvert eksternt medlem forventes at afsætte ca. 30 til 45 hele dage om året til deres respektive forpligtelser, herunder ca. 10 til 15 møder i Bruxelles om året. De eksterne medlemmer udnævnes som særlige rådgivere i henhold til Kommissionens regler og aflønnes på dagsbasis som anført i »ansættelsesvilkår« nedenfor.
De Udvalgte ansøger(e) skal bidrage til tilsyn på højeste niveau i en stor international organisation med henblik på yderligere at forbedre effektiviteten af forvaltning, risikoforvaltning og intern kontrolpraksis.
De eksterne medlemmer bidrager i deres egenskab af anerkendte eksperter på området til og deltager aktivt i revisionsopfølgningsudvalgets aktiviteter, hovedsagelig med bistand i forbindelse med den forberedende gruppe samt ved egentlige møder i revisionsopfølgningsudvalget på grundlag af det årlige arbejdsprogram, som vedtages af udvalget og mødedagsordener foreslået af formanden. Revisionsopfølgningsudvalget har mindst tre møder om året, herunder flere forberedende møder. Baggrundsdokumenterne er forfattet og møderne afholdes på engelsk.
Selv om revisionsopfølgningsudvalget ikke har nogen forvaltningsbeføjelser, kan udvalget til enhver tid aflægge rapport til Kommissionen om alle spørgsmål, som opstår i forbindelse med udvalgets arbejde.
III. Hvem søger vi?
Udvælgelseskriterier
For at komme i betragtning ved udvælgelsen skal ansøgerne opfylde følgende formelle kriterier ved ansøgningsfristens udløb:
— |
Nationalitet: være statsborger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater |
— |
Universitetsuddannelse eller eksamensbevis: Ansøgerne skal
|
— |
Relevant erhvervserfaring: have mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse på et niveau svarende til de ovenfor nævnte kvalifikationer, hvoraf mindst 5 år skal stamme fra arbejde på det revisionsmæssige, retlige, økonomiske og/eller finansielle område |
— |
Sprogkundskaber: have et indgående kendskab til et af EU's officielle sprog og et tilfredsstillende kendskab til mindst et andet af disse sprog. |
— |
Uafhængighed og interessekonflikter: Det eksterne medlem varetager sit hverv i uafhængighed. Der må ikke være interessekonflikt mellem vedkommendes hverv som eksternt medlem og eventuelle andre officielle hverv. |
Udvælgelseskriterier
De eksterne medlemmer udvælges på grundlag af deres personlige og faglige kvalifikationer og dokumenteret omfattende erfaring inden for revision og beslægtede områder.
Væsentlige kriterier:
— |
Dokumenterede kompetencer på højt niveau og stor erfaring inden for revisionsområdet, herunder helst erfaringer med Den Europæiske Revisionsret eller nationale offentlige revisionsorganer og/eller private revisionsfirmaer |
— |
Et indgående kendskab til de internationale standarder for intern revision og intern kontrol og risikostyringsrammer |
— |
Erhvervsmæssige kvalifikationer på revisionsområdet |
— |
Integritet, sund dømmekraft og gode analytiske evner, en veludviklet evne til at tænke strategisk og evnen til at foretage en grundig undersøgelse på konstruktiv vis under inddragelse af omfattende erfaringer |
— |
Udmærkede mundtlige og skriftlige kommunikationsfærdigheder, som gør ansøgeren i stand til at lede drøftelser og udfordre de revideredes holdninger og kommunikere klart med interne interessenter i forbindelse med forberedelsen af og under møder i den forberedende gruppe og revisionsopfølgningsudvalget. |
Ønskelige kvalifikationer:
— |
Indgående kendskab til EU-institutionerne og Kommissionens rolle |
— |
Særdeles godt kendskab til EU's finansforordning og dechargestruktur samt til Kommissionens regler, forvaltning og procedurer samt ansvarsområder og aktiviteter. |
IV. Uafhængighed og erklæring om interesser
De eksterne medlemmer skal i udførelsen af deres opgaver handle uafhængigt og må ikke søge eller modtage instrukser fra EU-institutioner eller -organer eller andre offentlige eller private organer. De skal inden ansættelsen fremlægge:
— |
en erklæring om, at vedkommende forpligter sig til at optræde uafhængigt og handle i almenhedens interesse |
— |
en erklæring med en liste over alle andre aktiviteter, de har udført, og |
— |
en erklæring om særlige interesser, som kan have betydning for deres uafhængighed. |
Ved at søge bekræfter ansøgerne, at de er villige til at afgive disse erklæringer.
V. Betingelser for udnævnelse
Kommissionen opstiller en liste over egnede ansøgere og udnævner de eksterne medlemmer på grundlag af en udvælgelsesprocedure. Med henblik herpå oprettes der et udvælgelsespanel, som vurderer alle ansøgningerne.
De bedst kvalificerede ansøgere, som anses for at have den bedst egnede profil, kan indkaldes til samtale. Efter denne samtale opstiller udvælgelsespanelet en reserveliste over de bedst kvalificerede ansøgere, hvorfra Kommissionen udnævner eksterne medlemmer, alt efter hvordan behovet udvikler sig.
VI. Ligestilling
EU-institutionerne fører en aktiv ligestillingspolitik og tager imod ansøgninger uden forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk oprindelse, social baggrund, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering.
VII. Ansættelsesvilkår
De eksterne medlemmer af revisionsopfølgningsudvalget udnævnes for en periode på fire år, der kan forlænges én gang. De udnævnes på grundlag af kontrakter til særlige rådgivere som omhandlet i artikel 5 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union. De eksterne medlemmer vil for de dage, hvor de arbejder, blive aflønnet på dagsbasis på grundlag af en grundløn i lønklasse AD 12, løntrin 1.
Udgifter til rejse og ophold, der afholdes af de eksterne medlemmer, refunderes af Kommissionen ved indgivelsen af en anmodning samt dokumentation for udgifterne i overensstemmelse med de i Kommissionen gældende bestemmelser. Der vil desuden blive udbetalt dagpenge til at dække andre udgifter.
VIII. Hvordan søger man?
Bemærk:
Ansøgninger skal indgives i elektronisk format til Kommissionen på følgende adresse: IAS-APC-SECRETARIAT@ec.europa.eu.
En ansøgning er kun gyldig, hvis der sendes et CV i Word- eller PDF-format, og en begrundelse på enten engelsk, fransk eller tysk.
Udvælgelsesproceduren vil af praktiske grunde og for at afslutte den så hurtigt som muligt, både af hensyn til ansøgerne og institutionerne, blive afholdt på engelsk og/eller fransk.
Ansøgerne skal have en gyldig e-mailadresse. Den benyttes til at informere om resultatet af udvælgelsesproceduren. Enhver ændring af e-mailadresse skal derfor meddeles Kommissionen.
IX. Frist
Ansøgningsfrist: 15 arbejdsdage efter datoen for offentliggørelsen af indkaldelsen af interessetilkendegivelser i Den Europæiske Unions Tidende.
Kommissionen forbeholder sig ret til at forlænge ansøgningsfristen for denne indkaldelse af interessetilkendegivelser alene ved en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
X. Beskyttelse af personoplysninger
Kommissionen sikrer, at ansøgernes personoplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (1).
(1) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.