18.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 384/11


INDKALDELSE AF FORSLAG — EACEA 40/2016

under Erasmus+-programmet

»KA3 — VET-forretningspartnerskab vedrørende arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser«

(2016/C 384/06)

1.   Mål og beskrivelse

På baggrund af den høje ungdomsarbejdsløshed og det manglende match mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer er det overordnede mål med indkaldelsen at mindske kløften mellem uddannelsesverdenen og erhvervslivet, at forbedre uddannelsernes relevans for arbejdsmarkedets behov og at hæve kvaliteten.

I den forbindelse er formålet med indkaldelsen at opfordre til indsendelse af forslag om VET-forretningspartnerskaber med henblik på at udvikle arbejdsbaseret læring og dermed bidrage til Rigamålet om fremme af arbejdsbaseret læring i enhver form med særlig vægt på lærlingeuddannelser.

Disse partnerskaber bør bidrage til at involvere erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af erhvervsuddannelser (VET) og sikre et stærkt arbejdsbaseret læringselement i VET.

Denne indkaldelse har også til formål at forbedre kvaliteten af arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser ved at fremme partnerskaber med deltagelse af virksomheder, udbydere af VET, andre relevante interessenter og formidlende organisationer med henblik på at udvikle mere relevante, systematiske og bæredygtige metoder ved at overføre viden og ved at drage lære af veletablerede modeller og veletableret praksis.

Fokus ligger på den regionale og lokale dimension med henblik på at skabe konkrete og bæredygtige resultater i praksis.

2.   Støtteberettigede ansøgere

Del 1:

Ansøgeren (projektkoordinatoren) skal være én af følgende organisationer:

en udbyder af erhvervsuddannelser (VET) (på gymnasialt eller postgymnasialt niveau)

en lille, mellemstor eller stor virksomhed (offentlig eller privat)

et industri-, handels- eller håndværkskammer eller lignende relevant branche-/fagorganisation

en lokal eller regional myndighed.

Partnerskabet skal bestå af mindst tre fuldgyldige partnere fra mindst to forskellige lande med et Erasmus+-program.

Disse tre enheder skal omfatte:

en udbyder af erhvervsuddannelser (VET),

en lokal eller regional myndighed,

en lille, mellemstor eller stor virksomhed (offentlig eller privat) eller et (industri-, handels- eller håndværks)kammer eller en branche-/fagorganisation.

Derudover bør partnerskabet omfatte mindst én arbejdsgiverorganisation og én arbejdstagerorganisation (arbejdsmarkedets parter) som associerede partnere.

Del 2:

Ansøgeren (projektkoordinatoren) skal være en europæisk paraplyorganisation med medlemmer eller tilknyttede organisationer i mindst 12 lande med et Erasmus+-program, hvoraf mindst seks deltager i projektet som partnere.

Støtteberettigede deltagende organisationer (del 1 og del 2) omfatter:

lokale eller regionale myndigheder

arbejdsmarkedets parter (arbejdsgiverorganisationer og arbejdstagerorganisationer)

små, mellemstore eller store virksomheder (offentlige eller private)

industri-, handels- eller håndværkskamre eller lignende relevante branche-/fagorganisationer

offentlige arbejdsformidlinger

erhvervsuddannelsesskoler og udbydere af erhvervsuddannelser (VET), agenturer, centre (herunder erhvervsuddannelser på postgymnasialt niveau)

ungdomsorganisationer

forældreorganisationer

andre relevante organer.

Støtteberettigede lande er:

For del 1 og del 2:

Lande med et Erasmus+-program:

Den Europæiske Unions 28 medlemsstater

EFTA-/EØS-landene: Island, Liechtenstein og Norge

EU-kandidatlandene: Albanien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet.

Forslag fra ansøgere i EFTA/EØS-lande eller fra kandidatlande eller associerede lande kan udvælges, forudsat at der på datoen for bevillingen er underskrevet aftaler indeholdende retningslinjerne for disse landes deltagelse i programmet.

3.   Støtteberettigede aktiviteter

I indkaldelsen af forslag sondres der mellem to forskellige typer af partnerskaber. Ansøgningerne skal derfor indsendes under en af følgende to dele:

1.   Lokale og regionale partnerskaber (del 1)

Indkaldelsen støtter partnerskaber mellem i) en udbyder af erhvervsuddannelser (VET), ii) en lille, mellemstor eller stor virksomhed (offentlig eller privat), eller et (industri-, handels- eller håndværks)kammer eller anden branche-/fagorganisation og iii) en lokal eller regional myndighed.

Disse projekter har til formål at styrke VET-forretningspartnerskaber vedrørende arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser i en lokal eller regional sammenhæng.

Partnerskabet bør omfatte mindst én arbejdsgiverorganisation og én arbejdstagerorganisation (arbejdsmarkedets parter) som associerede partnere.

2.   Partnerskaber mellem en europæisk paraplyorganisation og dens nationale medlemmer eller tilknyttede organisationer (del 2)

Indkaldelsen støtter også et begrænset antal projekter, der udføres af europæiske paraplyorganisationer. Disse projekter har til formål at støtte målrettede og strategiske aktiviteter mellem disse paraplyorganisationer på europæisk plan og deres nationale medlemmer eller tilknyttede organisationer med henblik på at styrke VET-forretningspartnerskaber vedrørende arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser i en lokal eller regional sammenhæng.

Støttemodtagerne skal udføre følgende aktiviteter:

Inden for begge dele skal støttemodtagerne oprette og gennemføre nye samarbejdsstrukturer for bæredygtige VET-forretningspartnerskaber baseret på en vurdering af kvalifikationsbehovet og eventuelt under hensyntagen til en sektorvis dimension.

Aktiviteterne skal være knyttet til grænseoverskridende eller tværregionale samarbejdsstrategier, lokale eller regionale økonomiske udviklingsstrategier eller makroregionale strategier.

Disse burde føre til kapacitetsopbygning, videnoverførsel og udveksling af erfaringer eller gøre eksisterende forpligtelser mere systematiske, målrettede og bæredygtige med henblik på et forbedret kvalitativt og kvantitativt udbud af lærlingeuddannelser og arbejdsbaseret læring.

Støttemodtagerne skal endvidere udføre to af følgende tre aktiviteter for begge deles vedkommende:

udforme og gennemføre læseplaner, kurser og moduler, uddannelsesmateriale om arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser afhængigt af kvalifikationsbehovet og i tråd med de europæiske gennemsigtighedsinstrumenter (f.eks. EQF, EQAVET, ECVET), eventuelt ved hjælp af digitale og innovative teknologier

opbygge effektive samarbejdsstrukturer mellem erhvervsuddannelseslærere og undervisere på interne uddannelseskurser med henblik på gennemførelse af arbejdsbaseret uddannelse og lærlingeuddannelser

oprette og styrke arbejdsbaseret læring og lærlingeuddannelser inden for erhvervsuddannelser på tertiært niveau (1) ved at lette samarbejdet mellem udbydere af erhvervsuddannelser (VET) på sekundært og tertiært niveau og erhvervslivet, herunder fremme af forskningsforbindelser til universiteter eller universiteter for anvendte videnskaber for at tackle manglen på kvalifikationer og fremme dagsordenen for ekspertise (2).

4.   Tildelingskriterier

De støtteberettigede ansøgninger vil blive vurderet ud fra følgende kriterier:

1.

projektets relevans (højst 30 point — minimumsgrænse 16 point)

2.

kvaliteten af projektets udformning og gennemførelse (højst 25 point — minimumsgrænse 13 point)

3.

projektkonsortiets og samarbejdsordningernes kvalitet (højst 25 point — minimumsgrænse 13 point)

4.

projektets virkning og udbredelse (højst 20 point — minimumsgrænse 11 point).

Minimumsgrænsen for forslag, der forelægges for evalueringsudvalget, er mindst 60 point (ud af i alt 100 point).

5.   Budget

Det samlede budget, der øremærkes til medfinansiering af projekter, anslås til højst 6 mio. EUR (4,5 mio. EUR for del 1 og 1,5 mio. EUR for del 2).

Hvert tilskud vil andrage mellem 250 000 EUR og 350 000 EUR. EACEA forventer at finansiere omkring 20 forslag (op til 15 projekter under del 1 og op til fem projekter under del 2).

EACEA forbeholder sig retten til ikke at fordele alle de midler, der er til rådighed.

6.   Ansøgningsfrist

Ansøgninger skal indsendes senest den 17. januar 2017 (12:00), lokal tid i Bruxelles.

Ansøgningerne skal opfylde følgende krav:

De kan udelukkende indsendes online ved hjælp af den korrekte officielle ansøgningsformular.

De skal være udarbejdet på et af de officielle EU-sprog.

Manglende overholdelse af disse krav medfører afvisning af ansøgningen.

7.   Fuldstændige oplysninger

Retningslinjerne samt den elektroniske ansøgningsformular findes på følgende internetadresse:

http://eacea.ec.europa.eu/erasmus-plus/actions/vet-business-partnerships-apprenticeshipswork-based-learning_en

Ansøgninger skal overholde samtlige krav i retningslinjerne.


(1)  Erhvervsuddannelsernes omfang strækker sig ud over det gymnasiale niveau og omfatter ikke blot det postgymnasiale niveau, der forbereder til en videregående uddannelse, men også det videregående uddannelsesniveau, forudsat at læseplanen indeholder en stærk arbejdsbaseret læringskomponent.

(2)  Med hensyn til VET-ekspertise henvises til Kommissionens arbejdsdokument »Rethinking Education« (2012) (Nytænkning af uddannelsessystemet) http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?qid=1389778594543&uri=CELEX:52012DC0669