29.1.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 26/6


INDKALDELSE AF FORSLAG — EACEA/05/14

Erasmus+-Programmet

Civilsamfundssamarbejde

2014/C 26/07

INDLEDNING

Samarbejde med civilsamfundets organisationer på uddannelses- og ungdomsområdet er vigtigt af hensyn til at skabe øget opmærksomhed om Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, Strategirammen for Det Europæiske Samarbejde på Uddannelsesområdet (ET2020), EU's ungdomsstrategi og andre sektorspecifikke dagsordener. Det er afgørende for at sikre, at aktørerne deltager aktivt i gennemførelsen af politiske reformer i de forskellige lande, for at fremme deres deltagelse i Erasmus+-Programmet og andre europæiske programmer og for at formidle politikkerne og programresultaterne og god praksis gennem deres omfattende netværk af medlemmer.

Der vil i denne forslagsindkaldelse inden for disse rammer blive ydet støtte via følgende to partier:

1.

Civilsamfundssamarbejde på uddannelsesområdet (parti 1)

2.

Civilsamfundssamarbejde på ungdomsområdet (parti 2)

Bemærk, at en organisation kun kan fremsende én ansøgning under denne indkaldelse af forslag, enten for parti 1 eller parti 2, men ikke for begge.

FÆLLES ELEMENTER GÆLDENDE FOR BEGGE PARTIER

1.   Generelle mål

Formålet med denne indkaldelse er at yde strukturstøtte (driftsstøtte) til ikke-europæiske organisationer (ENGO'er) og EU-netværk, der er aktive på uddannelses- eller ungdomsområdet, og som forfølger følgende generelle målsætninger:

at skabe øget opmærksomhed om de europæiske politiske dagsordener på uddannelses- og ungdomsområdet, navnlig Europa 2020, Uddannelse 2020, EU's ungdomsstrategi og andre sektorspecifikke politiske dagsordener;

at øge aktørernes engagement og samarbejde med offentlige myndigheder for at gennemføre politikker og reformer på uddannelses- og ungdomsområdet, navnlig de landespecifikke henstillinger, der er udfærdiget inden for rammerne af det europæiske semester;

at fremme aktørernes deltagelse på uddannelses- og ungdomsområdet;

at fremme aktørernes engagement med hensyn til udbredelsen af politikker og programaktioner og -resultater og god praksis blandt deres medlemmer.

2.   Støtteberettigelse

2.1.   Støtteberettigede ansøgere

Denne indkaldelse er åben for to kategorier af organisationer:

Kategori 1: Europæiske ikke-statslige organisationer (ENGO'er) på uddannelses- eller ungdomsområdet;

Kategori 2: EU-netværk på uddannelses- eller ungdomsområdet.

Ansøgerne skal for at komme i betragtning:

være en ikke-statslig organisation;

være en ikke-udbyttegivende organisation;

blandt sine medarbejdere have mindst én fastansat (aflønnet eller ikke) medarbejder (fuldtidsækvivalent).

Der henvises til de detaljerede definitioner af de to kategorier af støtteberettigede kandidater under hvert parti.

Hverken de nationale Erasmus+-kontorer eller organisationer, der i langt overvejende grad har nationale Erasmus+-kontorer som medlemmer (2/3 eller derover), er støtteberettigede organisationer i henhold til denne indkaldelse.

2.2.   Støtteberettigede lande

Ansøgninger fra juridiske enheder, der er oprettet i et af de følgende lande, er støtteberettigede:

EU-medlemsstaterne: Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige;

medlemslandene af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA): Island, Liechtenstein, Norge, Schweiziske Forbund under forbehold af at der indgås en bilateral aftale med dette land;

kandidatlande med en førtiltrædelsesstrategi i overensstemmelse med de almindelige principper og generelle vilkår og betingelser i de rammeaftaler, der er indgået med disse lande med henblik på deres deltagelse i EU-programmer: Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Tyrkiet.

3.   Tildelingskriterier

Kvaliteten af støtteberettigede ansøgninger behandles ud fra følgende kriterier (1):

Relevans (højst 30 point);

Kvaliteten af arbejdsplanens udformning og gennemførelse (højst 20 point);

Antal deltagere og deres profiler samt andre lande, der er involveret i aktiviteterne (højst 20 point);

Virkninger, formidling og bæredygtighed (højst 30 point).

Kun de ansøgninger, der opnår mindst halvdelen af det højeste antal point inden for hvert af de ovennævnte tildelingskriterier (dvs. mindst 15 point for kriterierne »Relevans« og »Virkninger, formidling og bæredygtighed«, 10 point for kriterierne »Kvaliteten af arbejdsplanens udformning og gennemførelse« og »Antal deltagere og deres profiler samt andre lande, der er involveret i aktiviteterne«) vil komme i betragtning til finansiering.

4.   Budget

Formålet med denne forslagsindkaldelse er at udvælge de organisationer, med hvilke der kan indgås årlige aftaler om tildeling af driftsstøtte for budgetåret 2014.

Det samlede EU-budget for medfinansiering af civilsamfundssamarbejde udgør 5 800 000 EUR.

Kommissionen forbeholder sig retten til ikke at fordele alle de midler, der er til rådighed.

5.   Indsendelse af ansøgninger

Ansøgninger om støtte skal indgives ved udfyldelse af online-ansøgningsskemaet (eForm).

Det officielle online-ansøgningsskema (eForm) findes på engelsk, fransk og tysk på følgende webadresse:

https://eacea.ec.europa.eu/erasmus-plus/funding/call-for-proposals-eacea052014-erasmusplus-ka3-support-for-policy-reform-civil_en

og skal indgives behørigt udfyldt på et af EU's officielle sprog.

Online-ansøgningsskemaet skal fremsendes behørigt udfyldt senest kl. 12.00 (middag, lokal tid i Bruxelles) den 17. marts 2014, inkl. de relevante bilag (2):

1)

Budget;

2)

Erklæring på tro og love;

3)

Formular med bankoplysninger.

6.   Yderligere oplysninger

Ansøgerne skal overholde bestemmelserne i retningslinjerne for ansøgning — Indkaldelse af forslag EACEA/05/14, der findes på følgende adresse:

https://eacea.ec.europa.eu/erasmus-plus/funding/call-for-proposals-eacea052014-erasmusplus-ka3-support-for-policy-reform-civil_en

PARTI 1

Civilsamfundssamarbejde: Uddannelse

1.   Specifikke mål

De organisationer, der er aktive på uddannelsesområdet forventes at:

fremme elevcentreret tilvejebringelse af grundlæggende og tværfaglige kvalifikationer og kompetencer, herunder fremmedsprog, digitale kompetencer og iværksætterkompetencer, og at øge opmærksomheden om åbne uddannelsesressourcer (OER);

støtte gennemførelsen af reformer, der skal nedbringe skolefrafald, fremme social inklusion og forbedre skolelæreres og -underviseres faglige profil;

fremme værktøjer for gennemsigtighed og anerkendelse på europæisk plan og om- og opkvalificering af lavtuddannede voksne, fremme udviklingen af erhvervsuddannelsessystemer af høj kvalitet, der omfatter læring på arbejdspladsen, fremme partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og arbejdsmarkedsparter og aktioner for at tilpasse erhvervsuddannelsespolitikken til økonomiske udviklingsstrategier; fremme nye kvalifikationsforløb på potentielle vækstområder eller områder med mangel på kvalificeret arbejdskraft;

støtte gennemførelsen af EU's dagsorden for modernisering af strategierne for højere uddannelse og internationalisering af højere uddannelse;

fremme analyser og debatter på europæisk, nationalt og regionalt plan om effektive og bæredygtige investeringer på uddannelsesområdet på europæisk og nationalt plan samt undersøge/udvikle innovative støttemetoder.

2.   Ansøgende organisationer

Kategori 1: Europæisk ikke-statslig organisation (ENGO)

I forbindelse med Parti 1, skal de ansøgende organisationer være aktive i en af sektorerne for uddannelse (førskoleundervisning, almen uddannelse, erhvervsfaglig læring, videregående uddannelse, voksenuddannelse) eller på centrale tværsektorielle europæiske uddannelses- og træning prioriteter, eller med repræsentative interessenter (fx studerende, lærere, undervisere, forældre …). De skal:

operere via en formelt anerkendt struktur, der er sammensat af en a) europæisk organisation/et sekretariat (ansøgeren), der har været lovligt etableret i mindst to år i et programland på datoen for indgivelsen af ansøgningen og b) nationale organisationer/filialer i mindst tolv programlande, der er lovmæssigt forbundet med den europæiske organisation/sekretariatet;

være aktiv på uddannelsesområdet og udøve aktiviteter, der understøtter gennemførelsen af den strategiske ramme for europæisk samarbejde inden for uddannelse (ET2020);

være uafhængig af offentlige myndigheder og politiske partier eller kommercielle organisationer.

Kategori 2: Et EU-netværk (formelt netværk)

I forbindelse med Parti 1, er et EU-netværk en paraplyorganisation for europæiske ikke-statslige organisationer (ENGO'er, som defineret i kategori 1). Et EU-dækkende netværk skal selv have en juridisk person og være en non-profit organisation. Det skal:

være sammensat af juridisk selvstændige nonprofit-organisationer, der er aktive på uddannelsesområdet, og som udøver aktiviteter, der understøtter gennemførelsen af den strategiske ramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet (ET2020) inden for mere end én uddannelsessektor;

har været lovligt registreret i mindst to år i et programland på datoen for indgivelsen af ansøgninger (ansøgere skal fremsende en kopi af ansøgerorganisationens vedtægter og et officielt registreringsbevis;

have lovfæstede medlemsorganisationer (ENGO'er) i mindst tyve programlande;

være uafhængigt af offentlige myndigheder og politiske partier eller kommercielle organisationer.

Kun organisationer, der lever op til definitionerne ovenfor, vil blive betragtet som støtteberettigede under parti 1.

3.   Aktiviteter

Støtteberettigede aktiviteter skal være direkte knyttet til de generelle og specifikke mål, der er opstillet i denne indkaldelse og skal være specificeret i et årligt arbejdsprogram.

De skal udføres på europæisk, grænseoverskridende, nationalt, regionalt eller lokalt plan og kan omfatte (vejledende, ikke-udtømmende liste):

Aktiviteter, der letter aktørers adgang til og deltagelse i gennemførelsen af de politiske prioriteter;

Udveksling af erfaringer og god praksis;

Uddannelse i EU's politikker for medlemmer af ENGO/EU-netværket (kurser, peer-learning-aktiviteter, vejledning, og coaching, osv.);

Kapacitetsopbygning for medlemsorganisationerne;

Oprettelse af netværk og partnerskaber med andre aktører med det formål mere effektivt at nå de mål, der er afstukket for det støttemodtagende ENGO/EU-netværk;

Udvikling af medlemskabet af det støttemodtagende ENGO/EU-netværk;

Analyse af landepolitikker inden for ENGO/EU-netværkets kompetence, navnlig vedrørende landespecifikke henstillinger besluttet af EU;

Studier, analyser, undersøgelser, rapporter om uddannelsespolitikker i EU;

Samarbejdsprojekter;

Opmærksomhedsskabelse, information, formidlings- og markedsføringsaktiviteter (seminarer, workshopper, kampagner, møder, offentlig debat, høringer, osv.).

Aktiviteter, der skaber synergier mellem Erasmus+-Programmet og andre støttekilder på EU-plan eller nationalt/regionalt plan, fremmes.

4.   Budget

Det samlede EU-budget for medfinansiering af civilsamfundssamarbejde på uddannelsesområdet udgør 2 000 000 EUR.

Til orientering:

ENGO'er under kategori 1 vil tegne sig for ca. 90 % af det disponible uddannelsesbudget

EU-netværk under kategori 2 vil tegne sig for ca. 10 % af det disponible uddannelsesbudget.

Den højeste årlige driftsstøtte vil udgøre:

ENGO'er (kategori 1): 125 000 EUR;

EU-netværk (kategori 2): 200 000 EUR.

EU's finansielle bidrag kan ikke overstige 75 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.

PARTI 2

Civilsamfundssamarbejde: Ungdom

1.   Specifikke mål

De organisationer, der er aktive på ungdomsområdet, og som vil blive støttet under denne indkaldelse, forventes at udføre aktiviteter, der har til formål at:

fremme unges beskæftigelsesegnethed, især gennem aktiviteter, der fremmer kompetence- og kvalifikationsudvikling gennem ikke-formel uddannelse;

fremme unges integrering i samfundet, samt give dem øget adgang til beslutningsprocesserne,

bidrage til den personlige, samfunds- og uddannelsesmæssige og faglige udvikling af unge i Europa;

bidrage til udviklingen af ungdomsarbejde på europæisk, nationalt, regionalt eller lokalt plan;

bidrage til debatten om/udviklingen af politiske problemformuleringer, der berører unge og ungdomsorganisationer på europæisk, nationalt, regionalt eller lokalt plan;

fremme interkulturel læring, respekt for mangfoldighed, og værdierne om solidaritet, lige muligheder og menneskerettigheder blandt unge i Europa;

fremme inddragelsen af unge med færre muligheder i samfundet.

2.   Ansøgende organisationer

Inden for rammerne af civilsamfundssamarbejde på ungdomsområdet finder følgende definitioner anvendelse:

Kategori 1: En europæisk ikke-statslig organisation (ENGO) skal:

operere via en formelt anerkendt struktur, der er sammensat af en a) europæisk organisation/et sekretariat (ansøgeren), der har været lovligt oprettet i mindst ét år i et programland på datoen for indgivelsen af ansøgningen og b) nationale organisationer/filialer i mindst tolv programlande, der er lovmæssigt forbundet med den europæiske organisation/sekretariatet;

være aktiv på ungdomsområdet og gennemføre aktiviteter, der understøtter gennemførelsen af indsatsområderne inden for EU's ungdomsstrategi;

inddrage unge i ledelse og styring af organisationen.

Kategori 2: Et EU-netværk (uformelt netværk) skal:

være sammensat af juridisk selvstændige nonprofit-organisationer, der er aktive på ungdomsområdet og gennemfører aktiviteter, der understøtter gennemførelsen af indsatsområderne inden for EU's ungdomsstrategi;

operere via en uformel styringsstruktur, der er sammensat af a) en organisation, der har været lovligt etableret i mindst ét år på datoen for indgivelsen af ansøgningen i et programland, og som har til opgave at koordinere og støtte netværket på europæisk plan (ansøgeren); og b) andre organisationer, der er etableret i mindst tolv programlande;

inddrage unge i ledelsen og styringen af netværket.

Kun organisationer, der lever op til de anførte definitioner, vil blive betragtet som støtteberettigede under parti 2.

3.   Aktiviteter

De ansøgende organisationer skal fremlægge en konsistent arbejdsplan, der integrerer ikke-overskudsgivende aktiviteter under ledelse af unge, som bidrager til at forfølge målene i indkaldelsen.

Navnlig:

ikke-formelle og uformelle lærings- og aktivitetsprogrammer rettet mod unge og unge arbejdstagere;

aktiviteter for kvalitativ udvikling af ungdomsarbejde;

aktiviteter for udvikling og fremme af værktøjer til anerkendelse og gennemsigtighed på ungdomsområdet;

seminarer, møder, workshopper, høringer, debatter blandt unge om ungdomspolitikker og/eller europæiske anliggender;

høringer af unge, der kommer til at indgå i den strukturerede dialog på ungdomsområdet,

aktiviteter til fremme af unges aktive deltagelse i det demokratiske liv;

aktiviteter til fremme af interkulturel læring og forståelse i Europa;

medie- og kommunikationsaktiviteter og -værktøjer om unge og europæiske anliggender.

4.   Budget

Det samlede EU-budget for medfinansiering af civilsamfundssamarbejde på ungdomsområdet udgør 3 800 000 EUR.

Til orientering:

Organisationer under kategori 1 (ENGO'er), der udelukkende er rettet mod unge, vil tegne sig for ca. 70 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende unge;

Organisationer under kategori 1 (ENGO'er), der har et bredere anvendelsesområde, men som også omfatter et afsnit rettet mod unge, vil tegne sig for ca. 10 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende unge;

Organisationer under kategori 2 (EU-netværk), der udelukkende er rettet mod unge, vil tegne sig for ca. 20 % af det disponible budgets aktionsdel, der er afsat til ungdomsområdet.

Den højeste årlige driftsstøtte vil udgøre 50 000 EUR for begge kategorier (ENGO'er og EU-netværk).

EU's finansielle bidrag kan ikke overstige 80 % af de samlede støtteberettigede omkostninger.


(1)  For yderligere oplysninger om tildelingskriterierne henvises til afsnit 10 i retningslinjerne for ansøgning.

(2)  Alle andre administrative dokumenter, der kræves i forbindelse med retningslinjerne for indgivelse af ansøgning, skal fremsendes pr. e-mail til Forvaltningsudvalget for Undervisning, Medier og Kultur senest den 17. marts 2014 (middag, lokal tid i Bruxelles) på følgende e-mailadresse: Parti 1: EACEA-CIVIL-EDU@ec.europa.eu — Parti 2: EACEA-YOUTH@ec.europa.eu