29.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 60/9


MEDIA 2007 — UDVIKLING, DISTRIBUTION, MARKEDSFØRING OG UDDANNELSE

Indkaldelse af forslag — EACEA/7/12

Støtte til grænseoverskridende distribution af europæiske film — DEN »automatiske« støtteordning 2012

2012/C 60/06

1.   Mål og beskrivelse

Denne meddelelse om indkaldelse af forslag er baseret på Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1718/2006/EF af 15. november 2006 om et støtteprogram for den europæiske audiovisuelle sektor (MEDIA 2007) (1).

Et af målene med programmet er at fremme og støtte bredere tværnational distribution af nylige europæiske film ved at yde tilskud til distributørerne ud fra deres markedsperformance, så de kan geninvestere i nye europæiske film fra andre lande.

Systemet skal også tilskynde til at skabe tættere forbindelser mellem produktions- og distributionssektorerne og dermed forbedre de europæiske films markedsandel og de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

2.   Støtteberettigede ansøgere

Denne meddelelse henvender sig til europæiske virksomheder, som er specialiserede i biografdistribution af europæiske filmværker, og hvis aktiviteter bidrager til at nå MEDIA-programmets mål, som er nævnt ovenfor og beskrevet i Rådets afgørelse.

Ansøgerne skal være etableret i et af følgende lande:

de 27 EU-medlemsstater

EØS-landene, Schweiz og Kroatien

Bosnien og Hercegovina (forudsat at landets deltagelse i MEDIA-programmet er formaliseret og færdigforhandlet).

3.   Støtteberettigede aktiviteter

Den »automatiske« støtteordning er inddelt i to faser:

Opnåelse af et støttebeløb, der beregnes i forhold til antallet af solgte billetter til europæiske biograffilm uden for produktionslandet i de stater, der deltager i programmet i referenceåret (2011), op til et fast loft for hver film og justeret for hvert land.

Forevisninger for grupper eller klubber, hvor der ikke opkræves enkeltbilletpris, er ikke støtteberettigede. Alle entréindtægter skal være omfattet af de relevante nationale indberetnings- og kontrolsystemer, som sætter den nationale myndighed i stand til at attestere dem. Vi forbeholder os ret til at afvise ansøgninger, hvis det ikke er dokumenteret, at alle betingelserne er opfyldt.

Geninvestering af støttebeløbet: når en virksomhed har modtaget sit støttebeløb, skal det geninvestere dette i 3 moduler (tre typer aktiviteter) senest den 1. oktober 2013:

1)

koproduktion af europæiske film uden for produktionslandet

2)

erhvervelse af distributionsrettigheder, f.eks. gennem garanterede minima, til europæiske film uden for produktionslandet og/eller

3)

redigeringsudgifter (kopier, eftersynkronisering og tekstning), markedsføring af og reklame for europæiske film uden for produktionslandet.

Støtteberettigede film må ikke have været ophavsretligt beskyttet før 2008.

 

Type 1- og 2-aktiviteter:

Aktiviteterne må højst vare 30 måneder, fra den 1. oktober 2012 til den 1. april 2015.

 

Type 3-aktiviteter:

Aktiviteterne må højst vare 42 måneder, fra den 1. april 2012 til den 1. oktober 2015.

Ansøgninger om geninvestering skal fremsendes til agenturet inden for tidsfristerne i nedenstående tabel.

Modul

Projektdatoer

Frist for præsentation af geninvesteringsprojekt

Periode for støtteberettigede omkostninger

1.

Koproduktion

Koproduktionskontrakten kan tidligst underskrives den 1.10.2012.

Senest tre måneder efter underskrivelse af koproduktionskontrakten og senest den 1.10.2013.

Fra den 1.10.2012 til den 1.4.2015.

2.

Minimumsgaranti

Distributionskontrakten/licensaftalen kan tidligst underskrives den 1.10.2012.

Senest tre måneder efter underskrivelse af distributionskontrakten/licensaftalen (aftalememo eller udførlig aftale accepteres begge) og senest den 1.10.2013.

Fra den 1.10.2012 til den 1.4.2015.

3.

Markedsføringsudgifter

Den første biograflancering af filmen i territoriet må tidligst finde sted den 1.10.2012 og senest den 1.10.2014.

Senest på dagen for den første biograflancering af filmen i territoriet og senest den 1.10.2013.

Fra den 1.4.2012 til den 1.10.2015.

4.   Tildelingskriterier

De potentielle støttebeløb gives til støtteberettigede europæiske distributionsvirksomheder på grundlag af antallet af solgte billetter til ikke-nationale europæiske film, som ansøgeren har distribueret i referenceåret (2011).

Den potentielle fond beregnes på baggrund af et fast beløb pr. valgbare bidrag. Hvis summen af de genererede midler inden for rammerne af denne indkaldelse af forslag overstiger 20 millioner EUR, reduceres hver potentielle fond proportionalt. Denne reduktion indebærer ikke, at støttebeløbet bliver lavere end de minimumsværdier for tilgængelige midler, som nævnes i retningslinjerne.

Støtten består i et potentielt støttebeløb (»støttebeløbet«), som distributørerne skal anvende til yderligere investeringer i nylige ikke-nationale europæiske film.

Støttebeløbet kan geninvesteres i:

1)

produktion af europæiske film uden for produktionslandet (dvs. film, som stadig er under produktion på datoen for ansøgningen om geninvestering)

2)

stillelse af minimumsdistributionsgarantier for europæiske film uden for produktionslandet

3)

afholdelse af distributionsudgifter til f.eks. markedsføring og reklame for nylige europæiske film uden for produktionslandet.

5.   Budget

Det samlede budget er 18 977 675 EUR.

Det tildelte finansielle bidrag er et tilskud. Den finansielle støtte fra Kommissionen må ikke overstige 40 %, 50 % eller 60 % af de samlede støtteberettigede udgifter. Der er ikke noget maksimumsbeløb.

Agenturet forbeholder sig ret til ikke at tildele alle de disponible midler.

6.   Frist for indsendelse af ansøgninger

Forslag med henblik på opnåelse af et potentielt støttebeløb indsendes senest den 30. april 2012 (poststemplets dato er afgørende).

Forslag til »geninvestering« af støttebeløbet skal fremsendes (poststemplet er gældende) inden for tidsfristerne for hvert enkelt modul i ovenstående skema og senest den 1. oktober 2013.

Forslagene skal fremsendes til denne adresse:

Education, Audiovisual and Culture Executive Agency (EACEA)

Mr Constantin DASKALAKIS

BOUR 3/66

Avenue du Bourget/Bourgetlaan 1

1140 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Det officielle ansøgningsskema skal anvendes og behørigt underskrives af den person, som har beføjelse til at indgå forpligtelser på ansøgerorganisationens vegne.

Ansøgningspakken med alle ansøgningsskemaerne og bilagene skal i henhold til retningslinjerne være tydeligt mærket med følgende reference:

MEDIA Programme — Distribution EACEA/7/12 — Automatic cinema

Ansøgninger, der indsendes pr. fax eller e-mail, vil ikke blive taget i betragtning.

7.   Yderligere oplysninger

De fuldstændige retningslinjer og ansøgningsskemaerne findes på følgende internetadresse:

http://ec.europa.eu/culture/media/programme/distrib/schemes/index_en.htm

Ansøgningerne skal indgives på de relevante ansøgningsskemaer. De skal desuden indeholde alle de påkrævede bilag og oplysninger.


(1)  EUT L 327 af 24.11.2006, s. 12.