12.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 10/1


GENERALDIREKTORATET FOR INFORMATIONSSAMFUNDET OG MEDIER (GD INFSO)

søger en direktør (lønklasse AD 14) i Bruxelles

(jf. personalevedtægtens artikel 29, stk. 2)

COM/2011/10322

(2012/C 10 A/01)

Hvem er vi?

Generaldirektoratet for Informationssamfundet og Medier (GD INFSO) støtter udviklingen og brugen af informations- og kommunikationsteknologier (ikt) til fordel for borgerne. Det er vores opgave at lede »den digitale dagsorden for Europa«, hvor ikt er et middel til vækst og arbejdspladser. Generaldirektoratet har omkring 1 200 ansatte og forvalter et budget på 1,4 mia. EUR.

Direktorat B »Politik for elektronisk kommunikation« har til opgave at muliggøre og fremme udviklingen af et åbent og konkurrencedygtigt indre marked for kommunikationsnet og -tjenester. Markedet er et stort bidrag til den digitale dagsorden for Europa, der fører til vækst, innovation og effektivitet i denne sektor og er fordelagtig for forbrugerne. Tjenesteydelser inden for elektronisk kommunikation omfatter fastnettelefoni, mobiltelefoni, satellitbåret telekommunikation og radio og fjernsyn, men ikke levering af indholdet.

Direktoratet:

har det overordnede ansvar for at udarbejde politikkerne og lovgivningen på europæisk niveau inden for området elektronisk kommunikation. Dette omfatter:

at udvikle aktiviteter (1) inden for radiofrekvenspolitikken for at styrke skabelsen af det indre marked i EU for udstyr og tjenesteydelser, støtte frekvensbehovene i EU's politikker eller initiativer og optimere den økonomiske og sociale værdi af frekvensbaseret brug ved at fremme reformen af frekvensforvaltningen

et antal specifikke spørgsmål (2) som roaming og det fælleseuropæiske alarmnummer 112, det sidste i samarbejde med Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (GD ECHO)

kontrollerer og sikrer gennemførelsen af EU's lovgivning om elektronisk kommunikation i alle medlemsstater

spiller en grundlæggende rolle med hensyn til de organer, grupper og udvalg, der er oprettet under de lovgivningsmæssige rammer for elektronisk kommunikation: Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dets støttekontor, Frekvenspolitikgruppen (RSPG), Kommunikationsudvalget (COCOM) og Frekvensudvalget (RSC)

vurderer de nationale udkast til lovgivningsmæssige foranstaltninger som fastsat i artikel 7 i rammedirektivet om elektronisk kommunikation.

Direktorat B består af 5 kontorer og en operationel sektor, der refererer til direktøren. Der er omkring 100 ansatte i direktoratet, der forvalter et budget på omkring 3 mio. EUR.

Hvad tilbyder vi?

Direktørens opgaver (der afhænger af de strukturelle tilpasninger i tidsrummet forud for udnævnelsen) omfatter

udarbejdelse af direktoratets strategi og politikker, jf. generaldirektoratets politikker og den digitale dagsorden og visionerne herfor

sikring af en effektiv planlægning (herunder udarbejdelse af arbejdsprogrammet) og forvaltning af direktoratet, herunder kvalitetsstandarder, kontrol af frister, arbejdsgang og gennemførelse af målsætningerne

koordinering af aktiviteterne i de forskellige kontorer i direktoratet, samtidig med at det sikres, at virkningerne heraf bliver størst mulig, og at aktiviteterne er kohærente med den bredere politik i EU/Kommissionen

sikring af en effektiv planlægning, gennemførelse og forvaltning af direktoratets menneskelige ressourcer med henblik på at optimere anvendelsen og fordelingen af disse ressourcer

sikre en effektiv planlægning, gennemførelse og forvaltning af de budgetmæssige ressourcer i hele direktoratet og bidrage til udarbejdelsen af generaldirektoratets politik vedrørende forvaltningen af de budgetmæssige og finansielle ressourcer på baggrund af Kommissionens overordnede politiske rammer

repræsentere Kommissionen i interinstitutionelle drøftelser, udvalg og relevante begivenheder, repræsentere direktoratet og/eller generaldirektoratet i de relevante arbejdsgrupper og interne møder

repræsentere direktoratet og/eller generaldirektoratet i internationale fora

oprette og opretholde en regelmæssig kontakt til eksterne organer og de relevante interne tjenestegrene i Kommissionen i forbindelse med direktoratets aktivitetsområde.

Hvem søger vi? (udvælgelseskriterier)

Vi foretrækker ansøgere med:

et meget godt kendskab til og viden om politikker og aktiviteter vedrørende informationssamfundet, navnlig området for elektronisk kommunikation, samt EU-politikkerne generelt, herunder områder som det indre marked, EU2020, konkurrencepolitik og forbrugerbeskyttelse

god abstraktionsevne, evne til at stå i spidsen for en dynamisk ændring af direktoratets politik og en nytænkende og strategisk tilgang til udviklingen af de forskellige politikområder, der hører under direktoratet

påviselige gode resultater som leder, manager og kommunikator, herunder ledelse af større team og gerne også forvaltning af finansielle ressourcer på seniorniveau

dokumenteret erfaring inden for politikformulering og/eller forskriftsmæssigt tilsyn og håndhævelse på seniorniveau

gode evner til at sikre en effektiv og dynamisk koordinering og forvaltning både internt og eksternt.

Ansøgerne skal (ansøgningsbetingelser)

1.

være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater

2.

have:

a)

enten en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år eller

b)

en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst tre år, samt mindst et års relevant erhvervserfaring

3.

have mindst 15 års erhvervserfaring, som skal ligge efter erhvervelsen af den krævede uddannelse og stamme fra beskæftigelse på samme niveau som den krævede uddannelse. Mindst fem år af denne erhvervserfaring skal være opnået som leder på højt niveau (3) og have direkte tilknytning til et arbejdsområde, der er relevant for stillingen

4.

have et grundigt kendskab til et af EU's officielle sprog som fastsat i artikel 1 i forordning nr. 1 fra 1958 (4) og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse officielle sprog

5.

være under pensionsalderen, som for EU-tjenestemænd indtræffer ved udgangen af den måned, hvor tjenestemanden fylder 65 år (jf. artikel 52, litra a), i personalevedtægten).

Uafhængighed og erklæring om interesser

Ansøgerne skal bekræfte, at de er villige til at afgive en erklæring om, at de forpligter sig til at optræde uafhængigt og i almenhedens interesse, og en erklæring om eventuelle interesser, der kan påvirke deres uafhængighed.

Udnævnelse og ansættelsesvilkår

Direktøren udvælges og udnævnes af Europa-Kommissionen i henhold til de gældende udvælgelses- og ansættelsesprocedurer (se også Compilation Document on Senior Officials Policy (5)). Som led i udvælgelsesproceduren skal ansøgere, der indkaldes til en samtale med Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser, inden samtalen deltage i et assessmentcenter, som ledes af eksterne ansættelseskonsulenter.

Den ansøger, der udvælges til jobbet, ansættes i lønklasse AD 14. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i overensstemmelse med personalevedtægtens bestemmelser for Den Europæiske Unions tjenestemænd. I henhold til personalevedtægten skal alle nyansatte gennemgå ni måneders prøvetid.

Lige muligheder

Den Europæiske Union fører en aktiv ligestillingspolitik.

Ansøgningsprocedure

Ansøgerne skal, inden de indsender deres ansøgning, nøje kontrollere, om de opfylder alle ansættelsesbetingelserne (»Ansøgerne skal«), især hvad angår eksamensbevis og erhvervserfaring. Hvis et af disse kriterier ikke er opfyldt, udelukkes ansøgeren automatisk fra udvælgelsesproceduren.

Interesserede ansøgere skal registrere sig via internettet på følgende websted:

https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/CV_Encadext

og følge instrukserne for de forskellige trin i proceduren.

Ansøgerne har selv ansvaret for, at der søges online inden fristens udløb (6). Det anbefales, at man ikke venter med at ansøge til sidste øjeblik, eftersom stor trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske ansøgning afbrydes, før den er afsendt, hvorpå hele processen skal gentages. Når fristen er udløbet, vil det ikke længere være muligt at foretage registrering. Registrering via almindelig e-mail efter fristens udløb accepteres normalt ikke.

Der gøres opmærksom på, at ansøgere skal have en gyldig e-mail-adresse. Den benyttes til at identificere registreringen og til at informere om forløbet af proceduren. Enhver ændring af e-mail-adressen skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.

Ansøgerne skal som led i ansøgningsproceduren uploade et CV i Word- eller pdf-format og skrive en begrundelse online (maksimalt 8 000 skrifttegn). Både CV og begrundelse skal være på engelsk, fransk eller tysk.

Når onlineregistreringen er gennemført, modtager ansøgerne på skærmen et registreringsnummer, som skal noteres og huskes, da det bliver referencenummeret for alt, hvad der vedrører ansøgningen. Tildelingen af dette nummer er en bekræftelse på, at ansøgningen er gennemført, og at de angivne oplysninger er registreret. Modtager ansøgeren ikke et nummer, er ansøgningen ikke blevet registreret!

Det bemærkes, at det ikke er muligt at følge ansøgningens videre forløb elektronisk. Ansøgerne får besked om resultatet af ansøgningen direkte fra Europa-Kommissionen.

Udvælgelsesprocessen, herunder al korrespondance med ansættelsesudvalget under denne procedure, foregår alene på engelsk, fransk og/eller tysk (7).

Ansøgere med et handicap, som forhindrer dem i at foretage onlineregistrering, kan indgive ansøgningen (CV og begrundelse) på papir med anbefalet post  (8) senest ved registreringsfristens udløb. Al efterfølgende korrespondance mellem ansøgerne og Kommissionen vil foregå pr. post. Handicappede ansøgere skal sammen med ansøgningen indsende en attest fra et anerkendt organ, der bevidner deres handicap. Disse ansøgere bedes desuden på et særskilt ark redegøre for, hvilke forholdsregler, de mener, der bør træffes for at lette deres deltagelse i udvælgelsen.

Hvis der ønskes yderligere oplysninger, og/eller der opstår tekniske problemer, kan der sendes en e-mail til: HR-A2-MANAGEMENT-ONLINE@ec.europa.eu.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 9. februar 2012. Der lukkes for onlineregistrering kl. 12.00 (middag), Bruxelles-tid.


(1)  http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/radio_spectrum/index_en.htm

(2)  http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/index_en.htm

(3)  Ansøgerne skal i deres cv for hver af de tidligere stillinger, de mener kan betragtes som en lederstilling på højt niveau, angive: 1) lederstillingens titel og funktion, 2) antallet af underordnede, 3) budgetstørrelse og 4) antallet af overordnede og underordnede niveauer samt antallet af ligestillede.

(4)  EFT L 17 af 6.10.1958, s. 385/58.

(5)  http://ec.europa.eu/civil_service/docs/official_policy_en.pdf

(6)  Senest den 9.2.2012 kl. 12.00 (middag), Bruxelles-tid.

(7)  Ansættelsesudvalget sikrer, at ansøgere, hvis modersmål er et af disse sprog, ikke uberettiget opnår fordele.

(8)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed, Kontoret for ledende personale og CCA-Sekretariatet, COM/2012/10322, SC11 08/062, 1049 Bruxelles, Belgien.