|
18.3.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 85/8 |
Ny national side af euromønter bestemt til at blive sat i omløb
2011/C 85/05
National side af den nye 2-euroerindringsmønt bestemt til at blive sat i omløb, udstedt af Italien
Euromønter i omløb har status som lovligt betalingsmiddel i hele euroområdet. For at informere den brede offentlighed og alle, der professionelt beskæftiger sig med mønter, offentliggør Kommissionen alle de nye euromønters design (1). I overensstemmelse med de relevante rådskonklusioner af 10. februar 2009 (2) kan medlemsstaterne i euroområdet og lande, som har indgået monetære aftaler med Fællesskabet, udstede et vist antal euroerindringsmønter bestemt til at blive sat i omløb, forudsat at der kun anvendes 2-euromønter. Disse mønter skal have samme tekniske karakteristika som de normale 2-euromønter, men bærer på den nationale side et særligt motiv af stor symbolsk betydning på nationalt eller europæisk plan.
Udstedende stat: Italien
Anledningen til erindringsmønten: 150-året for Italiens samling
Beskrivelse af designet: I midten af møntens indre del ses tre italienske flag, der vajer i vinden, og som symboliserer de tre tidligere 50-års-jubilæer — 1911, 1961 og 2011 — og dermed illustrerer en perfekt forbindelse mellem generationerne: dette er logoet for 150-året for Italiens samling. Øverst ses inskriptionen »150o DELL’UNITA’ D’ITALIA« (150-året for Italiens samling), og til højre ses initialerne for den udstedende stat »RI« (Republikken Italien). Nederst ses datoerne »1861 › 2011 › ›«, i midten under datoerne møntmærket »R« og til højre herfor initialerne for kunstneren Ettore Lorenzo Frapiccini og de tre første bogstaver i den italienske betegnelse for hans erhverv (incisore) »ELF INC«.
På møntens ydre ring ses EU-flagets tolv stjerner.
Antal udstedte mønter: 10 millioner
Udstedelsesdato: Marts 2011
(1) De øvrige nationale sider af de euromønter, der er sat i omløb, kan ses på http://ec.europa.eu/economy_finance/euro/cash/coins/index_en.htm
(2) Jf. konklusionerne fra Rådets møde (økonomi og finans) den 10. februar 2009 og Kommissionens henstilling af 19. december 2008 om fælles retningslinjer for de nationale sider og udstedelsen af euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (EUT L 9 af 14.1.2009, s. 52).