15.6.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 155/1


GENERALDIREKTORATET FOR KLIMA

søger en ledende konsulent (lønklasse AD 14)

(jf. personalevedtægtens artikel 29, stk. 2)

KOM/2010/10271

(2010/C 155 A/01)

Hvem er vi?

Generaldirektoratet for Klima søger en ledende konsulent, der kan bidrage til at opfylde generaldirektoratets målsætninger, som er:

at begrænse den globale temperaturstigning til 2 oC i forhold til det førindustrielle niveau

at udvikle EU's klimastrategi for en klimarobust lavemissionsøkonomi både med henblik på den nationale politikformulering og internationale klimaforhandlinger

at arbejde for at nå EU's forpligtelse til at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 20 % inden 2020 ved at anvende en effektiv kombination af forskellige politiske instrumenter

at fremme mainstreaming af alle klimapolitiske aspekter, dvs. reduktion af emissioner og tilpasning til de uundgåelige klimaændringer på alle relevante politikområder

at opfordre til innovation, økonomisk vækst og jobskabelse ved at fremme demonstration og udbredelse af lavemissionsteknologier og tilpasningsteknologier.

Yderligere oplysninger findes på vores websted (http://ec.europa.eu/dgs/environment/index_en.htm).

Hvad kan vi tilbyde?

En stilling som ledende konsulent, der skal beskæftige sig med generaldirektoratets forskellige politikområder, og som skal samle analyser og konklusioner om en bred vifte af indbyrdes afhængige emner og spørgsmål. Hovedopgaven for den ledende konsulent vil være at styrke og rådgive om de internationale klimaforhandlinger og EU's klimapartnerskaber med tredjelande. Han/hun skal arbejde i tæt samarbejde og samråd med den ansvarlige direktør for Kommissionens task force for internationale klimaforhandlinger.

Den ledende konsulent skal endvidere bidrage til generaldirektoratets interne koordinering og sikre indarbejdelse af de klimapolitiske prioriteter i andre EU-politikker, f.eks.:

Klimaændringspolitikker for hele EU og gennemførelse af relevant EU-lovgivning osv.

Bæredygtige energisystemer, vedvarende energi og energieffektivitet osv.

Bæredygtig mobilitet og transport osv.

Effektiv tilpasning til klimaændringer osv.

Klimaændringer og konkurrenceevne, f.eks. undersøgelse af miljøeffektivitet, omkostninger ved miljøskader, afvejning af miljømæssige og økonomiske fordele, forbindelsen til EU 2020-strategien for vækst og jobskabelse osv.

Hvad søger vi? (udvælgelseskriterier)

Ansøgere, der har følgende kvalifikationer, vil blive foretrukket:

en grundig og omfattende viden om klimapolitiske spørgsmål

påvist international erfaring med koordinering af en række klimapolitiske spørgsmål

erfaring på højt niveau med indarbejdelse af klimaændringspolitikker i andre politikker

kan påvise:

forhandlingserfaring, navnlig på internationalt niveau

grundigt kendskab til internationale klimaforhandlinger, herunder omfattende kontakter og kendskab til de vigtigste aktører

fremragende kommunikationsevner

en god forståelse af økonomiske spørgsmål og erhvervslivet

et indgående kendskab til EU-institutionerne og EU's indsats på klimaområdet

der kræves erfaring med udarbejdelse og gennemførelse af effektive politikker.

Arbejdssprogene i generaldirektoratet er engelsk og fransk. Et indgående kendskab til disse sprog vil være en fordel.

Ansøgerne skal (kvalifikationskrav)

1.

Være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

2.

Have:

i)

enten en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år, eller

ii)

en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og mindst et års relevant erhvervserfaring, når universitetsuddannelsen er normeret til mindst tre år.

3.

Have mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse på et niveau, der svarer til de krævede kvalifikationer, hvoraf mindst 5 år skal stamme fra ledelses- eller rådgivningsfunktioner på højt plan (1).

4.

Have indgående kendskab til to af EU's officielle sprog og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse sprog.

5.

Må ikke have nået pensionsalderen, som for EU-tjenestemænd er udgangen af den måned, hvor man fylder 65 år (jf. artikel 52, litra a), i personalevedtægten).

Uafhængighed og erklæring om interesser

Ansøgerne skal bekræfte, at de er rede til at afgive en erklæring om at handle uafhængigt i offentlighedens interesse og redegøre for eventuelle forhold, som kunne påvirke deres uafhængighed.

Udnævnelse og ansættelsesvilkår

Den ledende konsulent udvælges og udnævnes af Kommissionen i henhold til de gældende udvælgelses- og ansættelsesprocedurer (se også Compilation Document on Senior Officials Policy). Som led i udvælgelsesprocessen skal ansøgere, der indkaldes til en samtale med Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser, inden samtalen deltage i et assessmentcenter af en dags varighed under ledelse af eksterne rekrutteringskonsulenter.

Ansøgerne gøres opmærksom på, at der ved udvælgelsesproceduren kun anvendes engelsk, fransk eller tysk (2).

Løn- og ansættelsesvilkår fremgår af personalevedtægtens bestemmelser for De Europæiske Fællesskabers tjenestemænd i lønklasse AD 14. Der gøres opmærksom på, at alle nyansatte skal gennemgå en ni måneders prøvetid i henhold til personalevedtægten.

Ligestilling

Den Europæiske Union fører en aktiv ligestillingspolitik.

Ansøgningsprocedure

Der kan samtidig med denne stilling eventuelt blive slået en række andre lederstillinger op. Der gøres opmærksom på, at hvis man ønsker at søge mere end en stilling, skal der indsendes en særskilt ansøgning for hver stilling.

Ansøgerne skal, inden de indsender deres ansøgning, nøje kontrollere, om de opfylder alle kvalifikationskravene (»Ansøgerne skal«), især hvad angår eksamensbevis og erhvervserfaring. Hvis et af disse kvalifikationskrav ikke er opfyldt, udelukkes ansøgeren automatisk fra udvælgelsesproceduren.

Ansøgninger skal indsendes via internettet, ved at man går til følgende websted:

https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/

og følger instrukserne for de forskellige trin i proceduren.

Det påhviler ansøgerne at sørge for, at onlinetilmeldingen finder sted inden for den fastsatte frist (3). Det anbefales, at man ikke venter for længe med at tilmelde sig, eftersom stor trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske ansøgning afbrydes, før den er afsluttet, hvorpå hele processen skal gentages. Når fristen er udløbet, vil det ikke længere være muligt at foretage registrering. Registrering via almindelig e-mail efter fristens udløb accepteres normalt ikke.

Der gøres opmærksom på, at man skal have en gyldig e-mail-adresse. Den benyttes til at identificere ansøgningen og til at informere om resultatet af proceduren. Enhver ændring af e-mail-adressen skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.

Ansøgerne skal sammen med tilmeldingen uploade et curriculum vitæ i Word- eller PDF-format og sende en begrundelse ad elektronisk vej (maksimalt 8 000 skrifttegn). Både CV og begrundelse skal være på engelsk, fransk eller tysk.

Når onlineansøgningen er gennemført, modtager ansøgeren på skærmen et registreringsnummer, som skal noteres og huskes, da det bliver referencenummeret for alt, hvad der vedrører ansøgningen. Når nummeret er modtaget, er ansøgningen gennemført, og det tjener som bekræftelse på, at de angivne oplysninger er registreret. Modtages der ikke noget nummer, er ansøgningen ikke registreret!

Det bemærkes, at det ikke er muligt at følge ansøgningens videre forløb online. Ansøgerne får besked om resultatet af ansøgningen direkte fra det generaldirektorat, hvor ansættelsen skal ske.

Ansøgere med et handicap, som forhindrer dem i at foretage onlineregistrering, kan indgive ansøgningen (CV og begrundelse) med anbefalet brev  (4) stemplet af postvæsenet senest på registreringsfristens udløbsdato. Al efterfølgende korrespondance mellem ansøgerne og Kommissionen vil foregå pr. post. Handicappede ansøgere skal sammen med ansøgningen indsende en attest fra et anerkendt organ, som bevidner deres handicap. De bedes desuden på et særskilt ark redegøre for, hvilke forholdsregler, de mener, der bør træffes for at lette deres deltagelse i udvælgelsen.

Hvis der ønskes yderligere oplysninger og/eller opstår tekniske problemer, kan der sendes en e-mail til: HR-A2-MANAGEMENT-ONLINE@ec.europa.eu

Frist

Ansøgningsfristen er den 13. juli 2010. Der lukkes for elektronisk ansøgning kl. 12.00 (Bruxelles-tid).


(1)  Ansøgerne skal som minimum for de 5 år, hvor erhvervserfaringen som overordnet leder er opnået, anføre følgende i deres CV: 1) lederstillingens titel og funktion, 2) antallet af underordnede, 3) budgetstørrelse og 4) antallet af overordnede og underordnede niveauer samt antallet af ligestillede.

(2)  Ansættelsesudvalget sikrer, at personer med et af disse tre sprog som modersmål ikke uberettiget opnår fordele.

(3)  Senest den 13. juli 2010 kl. 12.00 (middag), Bruxelles-tid.

(4)  Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed, Kontoret for ledende personale og CCA-sekretariat, KOM/2010/10271, SC11 8/47, 1049 Bruxelles, Belgien.