24.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 18/22


Indkaldelse af forslag — Fælles harmoniseret EU-program for konjunktur- og forbrugerundersøgelser

(2009/C 18/09)

1.   BAGGRUND

Europa-Kommissionen lancerer en indkaldelse af forslag (ref. ECFIN/2008/A3-042) med henblik på gennemførelse af undersøgelser som led i det fælles harmoniserede program for konjunktur- og forbrugerundersøgelser (godkendt af Kommissionen den 12. juli 2006 — KOM(2006) 379) i Irland. Formålet er at indgå en partnerskabsrammeaftale mellem Kommissionen og specialiserede organer for en periode af to år.

Programmet tjener til at indsamle oplysninger om den økonomiske tilstand i EU-medlemsstaterne og kandidatlandene for at kunne sammenligne konjunkturudviklingen i medlemsstaterne som led i forvaltningen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Det fælles harmoniserede program har udviklet sig til et uvurderligt redskab, der benyttes til både den økonomiske overvågning som led i ØMU og til generelle økonomisk-politiske formål.

2.   FORMÅL OG SPECIFIKATIONER

2.1.   Formål

Det fælles harmoniserede EU-program indebærer, at specialiserede organer/institutter gennemfører opinionsundersøgelser på samfinansieret grundlag. Kommissionen ønsker at indgå aftaler med organer og institutter, der har tilstrækkelig kompetence til at gennemføre én eller flere af følgende opinionsundersøgelser over de næste to år:

investeringsundersøgelser

undersøgelser inden for byggebranchen

undersøgelser inden for detailhandelen

undersøgelser inden for servicesektoren

undersøgelser inden for industrien

forbrugerundersøgelser.

Som supplement til månedsundersøgelserne skal der endvidere gennemføres ad hoc-undersøgelser ved brug af de samme stikprøver som månedsundersøgelserne med det formål at indhente oplysninger om specifikke økonomisk-politiske emner. Disse ad hoc-undersøgelser er pr. definition af mere lejlighedsvis karakter.

Undersøgelsernes målgruppe er virksomhedsledere i industrien, investeringssektoren, byggebranchen, detailhandelen og servicesektoren samt forbrugerne.

2.2.   Tekniske specifikationer

2.2.1.   Frister for udførelse af arbejdet og indberetning af resultater

Følgende tabel giver en oversigt over de undersøgelser, der indgår i denne indkaldelse af forslag:

Undersøgelsens titel

Antal aktiviteter/størrelsesklasser

Antal grupperinger

Antal spørgsmål, der stilles hver måned

Antal spørgsmål, der stilles hvert kvartal

Industri

40/–

16

7

9

Investering

6/6

2

2 spørgsmål i marts/april

4 spørgsmål i oktober/november

Bygge- og anlægsvirksomhed

3/–

2

5

1

Detailhandel

7/–

2

6

-

Tjenesteydelser

18/–

1

6

1

Forbrugere

24 opdelinger

1

14 (inklusive 2 frivillige spørgsmål)

3

Månedsundersøgelserne skal gennemføres i løbet af de første 2-3 uger af hver måned, og resultaterne skal indberettes til Kommissionen pr. e-mail senest 5-7 arbejdsdage før månedens udgang og i overensstemmelse med den tidsplan, der vil indgå i den specifikke tilskudskontrakt.

Kvartalsundersøgelserne skal gennemføres i løbet af de første 2-3 uger af den første måned i hvert kvartal (januar, april, juli og oktober), og resultaterne e-mailes til Kommissionen senest 5-7 arbejdsdage før udgangen af henholdsvis januar, april, juli og oktober og i overensstemmelse med den tidsplan, der vil indgå i den specifikke tilskudskontrakt.

De halvårlige investeringsundersøgelser gennemføres i marts/april og oktober/november, og resultaterne e-mailes til Kommissionen senest 5-7 arbejdsdage før udgangen af henholdsvis april og november og i overensstemmelse med den tidsplan, der vil indgå i tilskudskontrakten.

Hvad angår ad hoc-undersøgelserne skal kontrahenten forpligte sig til at overholde den specifikke frist, der fastsættes for disse undersøgelser.

En detaljeret beskrivelse (bilag I til den specifikke tilskudskontrakt) kan hentes fra følgende internetadresse:

http://ec.europa.eu/economy_finance/procurements_grants/grants7989_en.htm

2.2.2.   Metode og spørgeskemaer

Nærmere oplysninger om metode, spørgeskemaer og internationale retningslinjer for konjunktur- og forbrugerundersøgelser findes i brugerhåndbogen for det fælles harmoniserede EU-program for konjunktur- og forbrugerundersøgelser på adressen:

http://ec.europa.eu/economy_finance/indicators/business_consumer_surveys/userguide_en.pdf

3.   ADMINISTRATIVE BESTEMMELSER OG VARIGHED

3.1.   Administrative bestemmelser

Organet eller instituttet vælges for en maksimumsperiode på 2 år. Kommissionen ønsker at etablere et langsigtet samarbejde med de udvalgte ansøgere. Med henblik herpå vil der blive indgået en toårig rammeaftale mellem parterne. Under denne partnerskabsrammeaftale, som vil fastsætte de fælles målsætninger og arten af de planlagte foranstaltninger, vil der kunne indgås to specifikke årlige tilskudskontrakter mellem parterne. Den første af disse specifikke tilskudskontrakter vil dække perioden fra maj 2009 til april 2010.

3.2.   Varighed

Undersøgelserne løber fra 1. maj til 30. april. Varigheden må ikke overstige tolv måneder.

4.   FINANSIEL RAMME

4.1.   Fællesskabets finansiering

De udvalgte foranstaltninger vil blive finansieret over budgetpost 01.02.02 — Koordinering og overvågning af Den Økonomiske og Monetære Union.

4.2.   Anslået samlet fællesskabsbudget

Det samlede årlige budget for perioden maj 2009 til april 2010, der er afsat til undersøgelserne, er i størrelsesordenen 75 000,00 EUR.

Hvis de nødvendige budgetmidler er til stede, kan budgettet for det følgende år øges med omkring 2 %.

4.3.   Fællesskabets andel i finansieringen

Kommissionens andel i samfinansieringen kan højst udgøre 50 % af kontrahentens tilskudsberettigede omkostninger i forbindelse med den enkelte undersøgelse. Kommissionen fastsætter i hvert enkelt tilfælde samfinansieringsgraden.

4.4.   Kontrahentens finansiering og de tilskudsberettigede omkostninger

Kontrahenten vil blive anmodet om at forelægge et detaljeret budget for det første år indeholdende et skøn over foranstaltningernes omkostninger og finansieringen heraf udtrykt i EUR. På opfordring fra Kommissionen skal der fremlægges et detaljeret budget for det andet år i henhold til partnerskabsrammeaftalen.

Tilskuddet fra Kommissionen, som der ansøges om, skal i budgettet afrundes til det nærmeste beløb, der er deleligt med 10. Budgettet vedlægges som bilag til den specifikke tilskudskontrakt. Kommissionen kan senere benytte disse tal til revisionsformål.

Der ydes kun støtte til dækning af udgifter, der opstår efter at tilskudskontrakten er underskrevet af alle parter, medmindre der gør sig særlige forhold gældende, idet der dog under ingen omstændigheder ydes støtte til dækning af udgifter, der er opstået før ansøgningen om tilskud blev indgivet. Naturalydelser betragtes ikke som tilskudsberettigede omkostninger.

4.5.   Betaling

En anmodning om forfinansiering af 40 % af det samlede tilskud kan indgives af modtageren i september. En anmodning om betaling af saldoen vedlagt en endelig finansieringsoversigt og en liste over omkostninger skal indgives senest to måneder efter foranstaltningens afslutning (se nærmere enkeltheder i artikel 5 og 6 i den specifikke tilskudskontrakt).

Alle data fra konjunktur- og forbrugerundersøgelserne skal være indberettet i god tid, før der indgives anmodning om forfinansiering og betaling af saldoen.

Kun omkostninger, der findes i og kan identificeres i modtagerens regnskabssystem, vil blive betragtet som tilskudsberettigede omkostninger.

4.6.   Underentrepriser

Når aktiviteter udført af en underleverandør svarer til eller overstiger 50 % af de samlede aktiviteter, skal underleverandøren fremlægge alle nødvendige dokumenter, som muliggør en samlet vurdering af ansøgerens forslag ud fra kriterierne for udelukkelse, udvælgelse og konkrakttildeling (se punkt 5, 6 og 7). Dette betyder, at underleverandøren skal bevise, at han opfylder kriterierne med hensyn til udelukkelse, udvælgelse og kontrakttildeling for de aktiviteter, han står for.

Tilskudsansøgeren skal tildele kontrakter til de tilbudsgivere, som tilbyder det bedste forhold mellem pris og kvalitet, og han skal være omhyggelig med at undgå interessekonflikter. Hvis en underentreprise overstiger 60 000,00 EUR, skal tilskudsansøgeren dokumentere, at underentreprenøren er blevet valgt, fordi denne har tilbudt det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

4.7.   Fælles forslag

I tilfælde af fælles forslag skal alle deltageres opgaver og finansielle bidrag være klart angivet. Alle deltagere skal fremlægge de nødvendige oplysninger, så forslaget kan vurderes samlet med hensyn til kriterierne for udelukkelse, udvælgelse og kontrakttildeling (se punkt 5, 6 og 7) for så vidt angår deres opgaver.

En af deltagerne skal påtage sig rollen som koordinator og skal:

varetage det overordnede ansvar for partnerskabet over for Kommissionen

føre tilsyn med de andre deltageres aktiviteter

sikre overordnet samordning og rettidig indberetning af undersøgelsesresultaterne

sikre central undertegning af kontrakten af alle deltagere (fuldmagt kan anvendes) og dennes overdragelse til Kommissionen

fungere som central modtager af Kommissionens finansielle bidrag og stå for udbetalinger til deltagerne

indsamle bilag for hver deltagers udgifter og forelægge dem samlet.

5.   KRITERIER FOR STØTTEBERETTIGELSE

5.1.   Ansøgeres retlige status

Denne indkaldelse af forslag er rettet til organer/institutter (juridiske personer), som har retlig status i en af EU-medlemsstaterne, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien eller Tyrkiet. Ansøgerne skal påvise, at de har retsevne og forelægge den fornødne dokumentation herfor i form af standardformularen »retlig enhed«.

5.2.   Udelukkelsesgrunde

Ansøgninger om tilskud vil ikke blive taget i betragtning, hvis ansøgerne befinder sig i en af følgende situationer (1):

a)

hvis den pågældendes bo er under konkurs, likvidation, skifte eller tvangsakkord uden for konkurs eller er begæret taget under en af disse behandlinger, eller hvis den pågældende har indstillet sin erhvervsvirksomhed eller befinder sig i en lignende situation i henhold til en tilsvarende procedure fastsat i national lovgivning

b)

hvis den pågældende ved en retskraftig dom er dømt for et strafbart forhold, der rejser tvivl om hans faglige hæderlighed

c)

hvis den pågældende i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv har begået en alvorlig fejl, som de ordregivende myndigheder bevisligt har konstateret

d)

hvis den pågældende ikke har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til betaling af bidrag til sociale sikringsordninger eller skat i henhold til retsforskrifterne i det land, hvor vedkommende er etableret, i den ordregivende myndigheds land eller i det land, hvor aftalen skal effektueres

e)

hvis den pågældende ved en retskraftig dom er dømt for svig, bestikkelse, deltagelse i en kriminel organisation eller en hvilken som helst anden form for ulovlig aktivitet, der skader Fællesskabernes finansielle interesser

f)

hvis den pågældende i forbindelse med indgåelse af en anden aftale eller tildeling af et tilskud finansieret over fællesskabsbudgettet er fundet skyldig i grov misligholdelse, idet vedkommende ikke har overholdt sine kontraktlige forpligtelser

g)

hvis den pågældende befinder sig i en interessekonflikt

h)

hvis den pågældende har afgivet urigtige oplysninger eller ikke har forelagt de krævede oplysninger.

Ansøgere skal dokumentere, at de ikke befinder sig i en af de i punkt 5.2 nævnte situationer ved brug af standarderklæringen om tilskudsberettigelse.

5.3.   Administrative og økonomiske sanktioner

1.

Ansøgere, tilbudsgivere og kontrahenter, der har afgivet urigtige erklæringer, eller som har gjort sig skyldige i grov forsømmelse ved ikke at overholde deres kontraktlige forpligtelser i forbindelse med en tidligere udbudsprocedure, kan, uden at dette berører muligheden for at anvende kontraktlige sanktioner, udelukkes fra alle kontrakter og tilskud finansieret over fællesskabsbudgettet i en periode på højst to år regnet fra det tidspunkt, hvor forseelsen konstateres og bekræftes på grundlag af en kontradiktorisk procedure. Denne periode kan forlænges til tre år i tilfælde af en ny forseelse inden for de første fem år efter den første forseelse.

Tilbudsgivere eller ansøgere, der har afgivet urigtige erklæringer, pålægges desuden økonomiske sanktioner svarende til 2-10 % af den samlede værdi af den kontrakt, der skal tildeles.

Kontrahenter, som har gjort sig skyldige i grov forsømmelse ved ikke at overholde deres kontraktlige forpligtelser, pålægges økonomiske sanktioner svarende til 2-10 % af den pågældende kontrakts samlede værdi. Denne sats kan forhøjes til 4-20 % i tilfælde af en ny forseelse inden for de første fem år efter den første forseelse.

2.

I de i punkt 5.2, litra a), c) og d), nævnte tilfælde udelukkes ansøgere eller tilbudsgivere fra kontrakter og tilskud i en periode på højst to år regnet fra det tidspunkt, hvor forseelsen konstateres og bekræftes gennem en kontradiktorisk procedure med kontrahenten.

I de i punkt 5.2, litra b) og e), nævnte tilfælde udelukkes ansøgere eller tilbudsgivere fra kontrakter og tilskud i en periode på mindst et år og højst fire år regnet fra datoen for dommens forkyndelse.

Disse perioder kan forlænges til fem år i tilfælde af en ny forseelse inden for de første fem år efter den første forseelse eller første dom.

3.

De tilfælde, der er nævnt i punkt 5.2, litra e), er følgende:

a)

de tilfælde af svig, der er omhandlet i artikel 1 i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser som opstillet ved Rådets retsakt af 26. juli 1995

b)

de tilfælde af bestikkelse, der er omhandlet i artikel 3 i konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater som opstillet ved Rådets retsakt af 26. maj 1997

c)

de tilfælde, hvor en person deltager i en kriminel organisation som defineret i artikel 21, i Rådets fælles aktion 98/733/RIA

d)

de tilfælde, hvor der sker hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 91/308/EØF.

6.   UDVÆLGELSESKRITERIER

Ansøgere skal råde over stabile finansieringskilder, som er tilstrækkelige til, at de kan opretholde deres aktiviteter i hele den periode, hvor foranstaltningen gennemføres. De skal råde over de faglige kompetencer og kvalifikationer, der er nødvendige for, at de kan fuldføre den foreslåede foranstaltning eller det foreslåede arbejdsprogram.

6.1.   Ansøgernes økonomiske kapacitet

Ansøgere skal have tilstrækkelig økonomisk kapacitet til at kunne fuldføre de foreslåede foranstaltninger og skal forelægge balance og resultatopgørelse for de seneste to regnskabsår, for hvilke der foreligger afsluttede regnskaber. Denne bestemmelse gælder ikke for offentlige organer og internationale organisationer.

6.2.   Ansøgernes operationelle kapacitet

Ansøgere skal have tilstrækkelig operationel kapacitet til at kunne fuldføre den foreslåede aktion og skal forelægge passende dokumentation til støtte herfor.

Følgende kriterier vil blive lagt til grund ved vurderingen af en ansøgers kapacitet:

Mindst tre års dokumenteret erfaring med at forberede og gennemføre undersøgelser.

Dokumenteret erfaring i at vurdere undersøgelsesresultater og løse metodologiske spørgsmål (stikprøver, spørgeskemaer og tidsmæssig planlægning).

Evne til at anvende metodologien i det fælles harmoniserede program for konjunktur- og forbrugerundersøgelser i EU og følge de internationale retningslinjer for konjunktur- og forbrugerundersøgelser, der er udviklet af Europa-Kommissionen og OECD (se punkt 2.2.2) samt evne til at følge Kommissionens instruktioner med hensyn til at overholde de månedlige indberetningsfrister, gennemføre forbedringer og ændringer af undersøgelsesprogrammet efter anmodning fra Kommissionens tjenestegrene som aftalt ved koordinationsmøder med repræsentanter for de deltagende organer/institutter.

7.   TILDELINGSKRITERIER

Følgende kriterier vil blive lagt til grund ved tildelingen af kontrakten:

Ansøgerens ekspertise og erfaring inden for de områder, der er nævnt i punkt 6.2.

Ansøgerens ekspertise og erfaring med at opstille indikatorer baseret på undersøgelsesresultater og anvende disse resultater med henblik på konjunkturmæssige og økonomiske analyser og forskning, herunder sektoranalyser.

Effektiviteten af den foreslåede undersøgelsesmetodologi, bl.a. med hensyn til stikprøveplan, stikprøvestørrelse, dækningsgrad, svarprocent, osv.

Ansøgerens kompetence og viden med hensyn til de særlige undersøgelseskarakteristika for den sektor eller det land, hvori de agter at gennemføre undersøgelsen eller undersøgelserne.

Effektiviteten i ansøgerens organisation med hensyn til fleksibilitet, infrastruktur, kvalificerede medarbejdere og faciliteter til udførelse af arbejdet, indberetning af resultater, deltagelse i forberedelsen af undersøgelserne under det fælles harmoniserede program og kontakten med Kommissionen.

8.   PRAKTISKE PROCEDURER

8.1.   Udarbejdelse og indgivelse af forslag

Forslagene skal omfatte den udfyldte og undertegnede standardformular til ansøgning om tilskud og alle de støttedokumenter, der er nævnt i formularen. Ansøgere kan indgive forslag, der omfatter én eller flere undersøgelser.

Tilbuddet skal bestå af tre dele:

en administrativ del

en teknisk del

en finansiel del.

Hvis der indgives forslag til flere undersøgelser, er det tilstrækkeligt, at ansøgningen kun indeholder en enkelt administrativ del, og hvor det er hensigtsmæssigt, kun en enkelt teknisk del eller en fælles del heraf.

Følgende standardformularer kan rekvireres hos Kommissionen:

standardformular til ansøgning om tilskud

standardbudgetopgørelse til angivelse af de anslåede udgifter i forbindelse med undersøgelserne samt en finansieringsplan

standardformular til finansielle oplysninger

standardformular vedrørende retlig enhed

standarderklæring om tilskudsberettigelse

standarderklæring om vilje til at undertegne rammeaftalen om partnerskab og den specifikke tilskudskontrakt

standardformular vedrørende underentrepriser

standardformular med beskrivelse af undersøgelsesmetoderne

samt dokumentation angående de finansielle aspekter af tilskuddet:

aide-memoire til finansielle beregninger og erklæringer

model for partnerskabsrammeaftalen

model for den specifikke tilskudskontrakt

a)

ved at downloade dem fra følgende internetadresse:

http://ec.europa.eu/economy_finance/procurements_grants/grants7989_en.htm

b)

eller, hvis dette ikke er muligt, ved at rette skriftlig henvendelse til Kommissionen på følgende adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender

Kontor ECFIN-A-3 (Konjunkturundersøgelser)

Indkaldelse af forslag — ECFIN/2008/A3-042

BU-1 3/146

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 296 36 50

E-mail: ecfin-bcs-mail@ec.europa.eu

Angiv venligst »Indkaldelse af forslag — ECFIN/2008/A3-042«

Kommissionen forbeholder sig ret til at ændre disse standarddokumenter ud fra behovene i det fælles harmoniserede EU-program og/eller som følge af budgetstramninger.

Forslag skal affattes på et af Den Europæiske Unions officielle sprog og eventuelt ledsages af en oversættelse til engelsk, fransk eller tysk.

Ansøgere skal indgive en underskrevet original og tre kopier, som ikke bør være sammenhæftede. Dette vil lette det administrative arbejde ved forberedelsen af de nødvendige kopier og dokumenter for udvælgelseskomitéen.

Forslag skal indsendes i dobbeltkuvert.

Den udvendige kuvert skal være påført adressen i punkt 8.3 nedenfor.

Den indvendige lukkede kuvert, der indeholder selve forslaget, mærkes »Indkaldelse af forslag — ECFIN/2008/A3-042 — må ikke åbnes af posttjenesten«.

Kommissionen informerer ansøgerne om, at den har modtaget deres forslag, ved at returnere det vedlagte modtagelsesbevis.

8.2.   Forslagenes indhold

8.2.1.   Den administrative del

Forslagets administrative del skal omfatte:

en behørigt undertegnet standardformular til ansøgning om tilskud

en behørigt udfyldt og undertegnet standardformular »retlig enhed« og den krævede dokumentation for organets eller instituttets retsevne

en behørigt udfyldt og undertegnet standardformular til finansielle oplysninger

en behørigt undertegnet standarderklæring vedrørende ansøgerens tilskudsberettigelse

en behørigt undertegnet standarderklæring om vilje til at undertegne rammeaftalen om partnerskab og den specifikke tilskudskontrakt

en organisationsplan for organet eller instituttet, hvoraf fremgår ledelsesmedlemmernes navne og stillinger samt navnet på den afdeling, der er ansvarlig for undersøgelserne

dokumentation for sund finansiel stilling: der vedlægges balance og resultatopgørelse for de foregående to regnskabsår, dvs. 2007 og 2006, for hvilke der foreligger afsluttede regnskaber.

8.2.2.   Den tekniske del

Forslagets tekniske del skal omfatte:

en beskrivelse af organets eller instituttets virksomhed, der muliggør en vurdering af dets kvalifikationer og omfanget og varigheden af dets erfaring på de i punkt 6.2 nævnte områder. Den skal omtale enhver form for relevante undersøgelser, servicekontrakter, konsulentarbejde, rundspørger, publikationer og andet arbejde, som er blevet udført tidligere, med angivelse af kundens navn og det arbejde, der er blevet udført, herunder arbejde for Europa-Kommissionen. Desuden vedlægges beskrivelse af de mest relevante undersøgelser og/eller resultater

en detaljeret beskrivelse af den operationelle organisation, der skal stå for gennemførelsen af undersøgelserne. Der vedlægges relevant dokumentation vedrørende infrastruktur, faciliteter, ressourcer og kvalificerede medarbejdere (kortfattede CV'er af nøglepersoner), der står til ansøgerens disposition

behørigt undertegnede standardformularer med detaljeret beskrivelse af undersøgelsesmetoder: stikprøvemetoder, stikprøvefejl, stikprøvestørrelse, dækningsgrad, forventet svarprocent, osv.

en behørigt undertegnet standardformular vedrørende de deltagende underleverandører sammen med en detaljeret beskrivelse af de opgaver, der vil blive givet i underentrepriser.

8.2.3.   Den finansielle del

Forslagets finansielle del skal omfatte:

en behørigt udfyldt og specificeret standardbudgetopgørelse (i EURO) dækkende en periode på tolv måneder for hver enkelt undersøgelse med en finansieringsplan for foranstaltningen og en specificeret fordeling af totalsummen og de tilskudsberettigede enhedsomkostninger, herunder udgifterne til underentrepriser

eventuelt, bevis for momsfritagelse

eventuelt, bevis for finansielle bidrag fra andre organisationer (samfinansiering).

8.3.   Adresse, hvortil forslag skal indgives, og sidste frist for indgivelse af forslag

Interesserede ansøgere opfordres til at indgive ansøgning til Europa-Kommissionen.

Ansøgninger indgives til nedenstående adresser:

a)

enten pr. rekommanderet brev eller med kurertjeneste afsendt senest 20. februar 2009. Dokumentation for afsendelsesdatoen kan fremgå enten af postvæsnets stempel eller kurertjenestens afleveringskvittering.

Pr. rekommanderet brev:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender

Att.: Johan VERHAEVEN

Indkaldelse af forslag — ECFIN/2008/A3-042

Kontor R2, BU24-4/4/11

B-1049 Bruxelles

Med kurertjeneste:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender

Att.: Johan VERHAEVEN

Indkaldelse af forslag — ECFIN/2008/A3-042

Kontor R2, BU24-4/11

Avenue de Bourget 1-3

B-1140 Bruxelles (Evere)

b)

eller ved indlevering til Europa-Kommissionens centrale posttjeneste (personligt af ansøgeren eller af en af ham bemyndiget repræsentant, herunder private kurertjenester) på følgende adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender

Att.: Johan VERHAEVEN

Indkaldelse af forslag — ECFIN/2008/A3-042

Kontor R2, BU24-4/11

Avenue de Bourget 1-3

B-1140 Bruxelles (Evere)

senest 20. februar 2009, kl. 16.00 (lokal tid i Bruxelles). I dette tilfælde udstedes der en dateret kvittering for aflevering af ansøgningen underskrevet af den person i ovennævnte tjeneste, der modtager ansøgningen.

9.   HVORLEDES BEHANDLES ANSØGNINGERNE EFTER MODTAGELSEN?

Alle ansøgninger vil blive kontrolleret for at vurdere, om de opfylder de formelle kriterier for tilskudsberettigelse.

Forslag, der anses for tilskudsberettigede, vil blive vurderet i henhold til de ovenfor nævnte tildelingskriterier.

Udvælgelsen af forslag finder sted i februar/marts 2009. Med henblik herpå vil der blive nedsat en udvælgelseskomité med generaldirektøren for Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender som formand. Komitéen vil bestå af mindst tre personer, der repræsenterer mindst to forskellige specialiserede kontorer uden indbyrdes hierarkisk forbindelse, og den får sit eget sekretariat til varetagelse af kommunikationen med den udvalgte ansøger. Ansøgere, som ikke udvælges, vil få individuel meddelelse herom.

10.   VIGTIGT

Denne indkaldelse af forslag udgør på ingen måde en kontraktlig forpligtelse for Kommissionen i forhold til de organer/institutter, der indgiver forslag som svar på indkaldelsen. Al henvendelse vedrørende denne indkaldelse af forslag skal ske skriftligt.

Ansøgere bør notere sig de kontraktbestemmelser, der vil være obligatoriske i tilfælde af, at de får tildelt kontrakten.

For at beskytte fællesskabernes finansielle interesser kan personlige data overgives til den interne revision, Revisionsretten, den særlige instans for økonomiske uregelmæssigheder og/eller Kontoret for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

Oplysninger om erhvervsdrivende, som er i en af de situationer, der er omhandlet i finansforordningens artikel 93, 94, 96, stk. 1, litra b) og stk. 2, litra a), kan lagres i en central database og videregives til bestemte personer i Kommissionen, andre institutioner, agenturer og myndigheder, som er omhandlet i finansforordningens artikel 95, stk. 1 og 2. Dette gælder alle personer, der har beføjelse til at repræsentere, træffe beslutninger om eller kontrollere de nævnte erhvervsdrivende. Alle personer, hvis navn er lagret i en database, har ret til at blive informeret om disse data efter anmodning til Kommissionens regnskabsfører.


(1)  I henhold til artikel 93 og 94 i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.