15.12.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 304/8


Aktive unge-programmet 2007-2013 — Offentliggørelse af programvejledningen gyldig pr. 1. januar 2008

(2007/C 304/09)

Indledning

Den 15. november 2006 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet afgørelse nr. 1719/2006/EF (1) om oprettelse af programmet »Aktive unge« for perioden 2007-2013. Retningslinjerne for gennemførelsen af programmet og vejledningen for potentielle støttemodtageres ansøgning om EU-støtte er indarbejdet i programvejledningen for Aktive unge-programmet.

I.   Forsigtighedsklausul

Programvejledningen forpligter ikke Kommissionen juridisk.

Gennemførelsen af Aktive unge-programmet i 2008 som planlagt i programvejledningen forudsætter, at EU's budgetmyndighed vedtager Den Europæiske Unions budget for 2008.

II.   Mål og prioriteter

I retsgrundlaget for Aktive unge-programmet er der fastlagt følgende generelle målsætninger:

at fremme aktivt medborgerskab blandt unge i almindelighed og europæisk medborgerskab i særdeleshed

at skabe solidaritet og fremme tolerancen blandt unge, navnlig for at styrke den sociale samhørighed i EU

at fremme den gensidige forståelse mellem unge i forskellige lande

at bidrage til at forbedre kvaliteten af de systemer, der støtter unges aktiviteter, og kapaciteten inden for civilsamfundets organisationer på ungdomsområdet

at fremme europæisk samarbejde på ungdomsområdet.

Disse generelle målsætninger skal gennemføres i projekter, hvor der tages hensyn til følgende permanente prioriteringer:

europæisk medborgerskab

unges deltagelse

kulturel mangfoldighed

inddragelse af vanskeligt stillede unge.

III.   Strukturen i Aktive unge-programmet

Disse målsætninger vil blive søgt opfyldt gennem Aktive unge-programmets fem operationelle aktioner.

Aktion 1 — Ungdom for Europa

Programvejledningen omfatter støtte til følgende underaktioner:

Underaktion 1.1 — Ungdomsudvekslinger: Udvekslinger af unge giver grupper af unge fra forskellige lande mulighed for at mødes og lære hinandens kultur at kende. Grupperne tilrettelægger sammen deres udveksling inden for rammerne af et tema af fælles interesse.

Underaktion 1.2 — Ungdomsinitiativer: Underaktionen ungdomsinitiativer støtter gruppeprojekter, der er udformet på lokalt, regionalt og nationalt plan. De støtter også oprettelse af netværk mellem lignende projekter i forskellige lande, med det formål at styrke deres europæiske karakter og forbedre samarbejdet og erfaringsudvekslingen mellem unge.

Underaktion 1.3 — Ungdomsdemokratiprojekter: Med denne underaktion ydes der støtte til unges deltagelse i det demokratiske liv i samfundet på lokalt, regionalt eller nationalt plan eller på internationalt plan.

Aktion 2 — Den europæiske volontørtjeneste

Aktionen yder støtte til unges deltagelse i forskellige former for frivillige aktiviteter, både i og uden for EU. Under denne aktion deltager unge enkeltvis eller i grupper i almennyttige, ulønnede aktiviteter i udlandet.

Aktion 3 — Unge i Verden

Programvejledningen omfatter støtte til følgende underaktion:

Underaktion 3.1 — Samarbejde med EU's nabolande: Med denne underaktion ydes der støtte til projekter med partnerlande blandt EU's nabolande, navnlig ungdomsudvekslinger og uddannelses- og netværksprojekter på ungdomsområdet.

Aktion 4 — Ungdomsstøttesystemer

Programvejledningen omfatter støtte til følgende underaktion:

Underaktion 4.3 — Uddannelse og netværk for personer, der er aktive inden for ungdomsarbejde og ungdomsorganisationer: Med denne underaktion ydes der især støtte til udveksling af erfaringer, ekspertise og god praksis og til aktiviteter, der kan føre til varige projekter, partnerskaber og netværk af høj kvalitet.

Aktion 5 — Støtte til europæisk samarbejde på ungdomsområdet

Programvejledningen omfatter støtte til følgende underaktion:

Underaktion 5.1 — Møder mellem unge og personer med ansvar for ungdomspolitik: Med denne underaktion ydes der støtte til samarbejde, seminarer og en struktureret dialog mellem unge, personer, der er aktive i ungdomsarbejde, og personer med ansvar for ungdomspolitik.

IV.   Støtteberettigede ansøgere

Ansøgninger kan indsendes af:

nonprofitorganisationer og ngo'er

lokale og regionale myndigheder

uformelle grupper af unge

organer, der er aktive på europæisk plan på ungdomsområdet

internationale nonprofitorganisationer

profitsøgende organisationer, der afholder arrangementer inden for ungdoms-, sports- og kulturområdet.

Ansøgerne skal være etableret i et af programlandene eller et partnerland blandt EU's nabolande i det vestlige Balkan.

Nogle af programmets aktioner er dog rettet mod en mere begrænset række projektiværksættere. De nærmere bestemmelser for projektiværksætternes støtteberettigelse er derfor fastlagt i de specifikke programvejledninger for den pågældende aktion eller underaktion.

V.   Støtteberettigede lande

Følgende lande kan deltage i programmet:

a)

EU's medlemsstater

b)

EFTA-lande, som er EØS-medlemmer, i henhold til bestemmelserne i EØS-aftalen (Island, Liechtenstein og Norge)

c)

kandidatlande, som har en førtiltrædelsesstrategi, i overensstemmelse med de overordnede principper og generelle vilkår og bestemmelser, der er fastsat i de rammeaftaler, der er indgået med disse lande om deres deltagelse i Fællesskabets programmer

d)

tredjelande, der har indgået en aftale med Fællesskabet på ungdomsområdet.

Nogle af programmets aktioner er dog rettet mod en mere begrænset række lande. De nærmere bestemmelser for landenes støtteberettigelse er derfor fastlagt i de specifikke programvejledninger for den pågældende aktion eller underaktion.

VI.   Budget og varighed

Programmet har et samlet budget på 885 mio. EUR for perioden 2007-2013. Det årlige budget er underlagt budgetmyndighedens afgørelse.

VII.   Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger, herunder nærmere enkeltheder om frister for indgivelse af ansøgninger, findes i programvejledningen for Aktive unge-programmet på følgende websteder:

http://ec.europa.eu/youth

http://eacea.ec.europa.eu/youth/index_en.htm


(1)  EUT L 327 af 24.11.2006, s. 6.