10.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 269/5


Domstolens dom (Store Afdeling) af 11. september 2007 — Herbert Schwarz, Marga Gootjes-Schwarz mod Finanzamt Bergisch Gladbach (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Köln — Tyskland)

(Sag C-76/05) (1)

(EF-traktatens artikel 8A (efter ændring nu artikel 18 EF) - unionsborgerskab - EF-traktatens artikel 59 (efter ændring nu artikel 49 EF) - fri udveksling af tjenesteydelser - indkomstskattelovgivning - skolepenge - udelukkende ret til fradrag for skolepenge til private indenlandske institutioner)

(2007/C 269/10)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Herbert Schwarz, Marga Gootjes-Schwarz

Sagsøgt: Finanzamt Bergisch Gladbach

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Finanzgericht Köln — forenelighed med artikel 18 EF, 39 EF, 43 EF og 49 EF af nationale bestemmelser om indkomstbeskatning, hvorefter nedslag i indkomstskatten for betaling af skolepenge for børns skolegang er betinget af, at børnene går i skole i bestemte indenlandske institutioner — børn, der går i skole i institutioner i andre medlemsstater

Konklusion

1)

Når skattepligtige i en medlemsstat sender deres børn på en skole beliggende i en anden medlemsstat, der i det væsentlige finansieres med private midler, skal artikel 49 EF fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der giver skattepligtige mulighed for at angive betaling af skolepenge til bestemte privatskoler, etableret på det nationale område, som en særlig udgift, der giver ret til nedslag i indkomstskatten, men generelt udelukker denne mulighed med hensyn til skolepenge, der betales til en privatskole etableret i en anden medlemsstat.

2)

Når skattepligtige i en medlemsstat sender deres børn på en skole etableret i en anden medlemsstat, hvis ydelser ikke er omfattet af artikel 49 EF, er artikel 18 EF til hinder for en medlemsstats lovgivning, der giver skattepligtige mulighed for at angive betaling af skolepenge til bestemte privatskoler, etableret på det nationale område, som en særlig udgift, der giver ret til nedslag i indkomstskatten, men generelt udelukker denne mulighed med hensyn til skolepenge, der betales til en privatskole etableret i en anden medlemsstat.


(1)  EUT C 93 af 16.4.2005.