Sag anlagt den 13. juli 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-326/07)

(2007/C 247/05)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved L. Pignataro-Nolin og H. Støvlbæk, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen finder, at kriterierne i artikel 1, stk. 2, i dekret af 10. juni 2004 om de særlige beføjelser, som er omfattet af artikel 4, stk. 227, litra a), b) og c), i lov nr. 350/2004, ikke er tilstrækkelig specifikke eller præcise til, at en investor fra andre medlemsstater kan vide, hvornår de i artikel 4, stk. 227, litra a), b) og c), i lov nr. 350/2004 omhandlede særlige beføjelser udøves.

De i litra a), b) og c), omhandlede særlige beføjelser består i at kunne modsætte sig, at investorer erhverver kapitalandele, der svarer til mindst 5 % af stemmeretten eller den af økonomi- og finansministeren fastsatte lavere procentsats, og at aktionærer, som besidder mindst 5 % af stemmerettighederne eller den af økonomi- og finansministeren fastsatte lavere procentsats, indgår overenskomster og aftaler, og i vetoret ved beslutninger om opløsning af selskabet, overførsel af virksomheden, fusion, spaltning, flytning af hjemsted til udlandet eller ændring af selskabets formål. Disse kriterier finder anvendelse på alle de sektorer, som er nævnt i lovens artikel 4, stk. 227, første afsnit (forsvar, transport, telekommunikation, energikilder og andre offentlige tjenesteydelser).

Henset til Domstolens praksis (sag C-463/00, Kommissionen mod Spanien, sag C-483/99, Kommissionen mod Frankrig, sag C-503/99, Kommissionen mod Belgien og de forenede sager C-282/04 og C-293/04, Kommissionen mod Nederlandene) finder Kommissionen, at de omhandlede bestemmelser går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå de mål af almen interesse, som fremgår af artikel 1, stk. 2, i dekret af 10. juni 2004, og at de er i strid med artikel 56 EF og 43 EF. Kommissionen finder, at inden for regulerede sektorer, såsom energi, gas og telekommunikation, kan de tilsigtede mål, nemlig beskyttelse af medlemsstatens vitale interesser, opnås gennem vedtagelse af mindre restriktive foranstaltninger, såsom direktiv 2003/54/EF (1) og direktiv 2003/55/EF (2) eller direktiv 2002/21/EF (3) eller direktiv 2002/19/EF (4), 2002/20/EF (5), 2002/22/EF (6) og 2002/58/EF (7). Kommissionen er af den opfattelse, at disse bestemmelser skal sikre beskyttelsen af den nationale minimumsforsyning, og at der ikke er nogen årsagsforbindelse mellem nødvendigheden af at sikre energiforsyningerne, leveringen af offentlige tjenesteydelser og kontrollen af ejerskabet eller virksomhedens drift.

(1)  EUT L 176, s. 37.

(2)  EUT L 176, s. 57.

(3)  EFT L 108, s. 33.

(4)  EFT L 108, s. 7.

(5)  EFT L 108, s. 21.

(6)  EFT L 108, s. 51.

(7)  EFT L 201, s. 37.