20.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 247/3


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 11. juli 2007 — Hein Persche mod Finanzamt Lüdenscheid

(Sag C-318/07)

(2007/C 247/04)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hein Persche

Sagsøgt: Finanzamt Lüdenscheid

Præjudicielle spørgsmål

1)

Omfatter reglerne om de frie kapitalbevægelser (artikel 56 EF) genstandsgaver skænket af en borger i en medlemsstat i form af genstande til daglig brug, til institutioner, som har hjemsted i en anden medlemsstat og ifølge de dér gældende regler er anerkendt som almennyttige?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, spørges:

Er det — under hensyntagen til skattemyndighedernes pligt til at verificere de skattepligtiges erklæringer og under hensyntagen til grundsætningen om proportionalitet (artikel 5, stk. 3, EF) — i strid med de frie kapitalbevægelser (artikel 56 EF), såfremt der ifølge en medlemsstats retsregler alene indrømmes skattebegunstigelser i forbindelse med gaver til almennyttige institutioner, såfremt disse er etableret i den pågældende medlemsstat?

3)

Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, spørges:

Medfører direktiv 77/799/EØF en pligt for skattemyndighederne i en medlemsstat, med henblik på opklaring af faktiske forhold, som består i en anden medlemsstat, til at begære hjælp fra en anden medlemsstats forvaltningsmyndigheder, eller kan den skattepligtige henvises til at bære en opklaringsbyrde (objektiv bevisbyrde) ifølge hjemstatens procedureregler, når der er tale om faktiske forhold i udlandet?