6.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 235/25


Sag anlagt den 22. august 2007 — Simsalagrimm Filmproduktion mod Kommissionen og EACEA

(Sag T-314/07)

(2007/C 235/47)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Simsalagrimm Filmproduktion GmbH (München, Tyskland) (ved Rechtsanwälte D. Reich og D. Sharma)

Sagsøgte: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA)

Sagsøgerens påstande

Beslutning af 20. juni 2007 i form af debitnota nr. 3240905584 annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren og Kommissionen underskrev i 1998 en kontrakt om støtte til en computeranimeret tegnefilmserie inden for rammerne af programmet MEDIA II- Udvikling og Distribution (1). Ved skrivelse af 20.6.2007 krævede EACEA, at sagsøgeren tilbagebetaler hele det beløb, der er udbetalt inden for rammerne af denne kontrakt. Sagsøgeren har med dette sagsanlæg bestridt denne beslutning.

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at EACEA ikke havde den formelle kompetence til at træffe den omhandlede beslutning, idet kompetencen hertil fortsat tilkommer Kommissionen.

Herudover har sagsøgeren anført, at den anfægtede beslutning er retsstridig, da den er i strid med forpligtelsen til at begrunde institutionernes beslutninger som omhandlet i artikel 256 EF.

Derudover er sagsøgerens adgang til kontradiktion blevet tilsidesat, idet sagsøgerens anmodning om aktindsigt blev afslået, og det derfor har været umuligt for sagsøgeren at få kendskab til, hvilke faktiske omstændigheder der har været udslagsgivende som begrundelse for at kræve beløbet tilbagebetalt.

Sagsøgeren er ligeledes af den opfattelse, at kontrakten om støtte ikke er blevet gyldigt opsagt, og at betingelserne for opsigelse heller ikke foreligger. Sagsøgeren gør i denne sammenhæng bl.a. gældende, at såvel opsigelsen af kontrakten som fremsættelsen af kravet på tilbagebetaling af den udbetalte støtte udgør en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.


(1)  Rådets afgørelse 95/563/EF af 10.7.1995 om iværksættelse af et program til fremme af udvikling og distribution af europæiske audiovisuelle produktioner (MEDIA II — Udvikling og Distribution) (1996-2000) (EFT L 321, s. 25).