8.9.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/54

—

Kommissionens beslutning K(2007) 1712 af 23. april 2007 om forpligtelse til offentlig tjeneste på visse ruter fra og til Sardinien annulleres, for så vidt som den italienske regering pålægges at indrømme ethvert luftfartsselskab, som accepterer de pågældende forpligtelser til offentlig tjeneste, beflyvningen af ruterne mellem Sardinien og fastlandet, uanset om selskabets accept afgives før eller efter udløbet af den i henhold til national lovgivning fastsatte frist på 30 dage [beslutningens artikel 1, litra a)].

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Der er anlagt et åbenbart fejlskøn, og begrundelsen er ulogisk og selvmodsigende. Sagsøgeren har først og fremmest gjort gældende, at Kommissionen — ved at pålægge den italienske regering at give alle luftfartsselskaber, som vil overholde forpligtelserne til offentlig tjeneste, adgang til at beflyve de pågældende ruter, uanset hvornår selskaberne har meddelt deres hensigt til at ville tilbyde deres tjenester, og uanset hvornår denne meddelelse er blevet fremsendt, hvilket vil sige før og efter udløbet af fristen på 30 dage, som var fastsat i den italienske lovgivning — urigtigt har foretaget en vurdering af den af den italienske regering iværksatte ordning i betragtning af den relevante fællesskabslovgivnings indhold og formål. Sagsøgeren har især gjort gældende, at medlemsstaterne i henhold til artikel 4 i forordning nr. 2408/92 er forpligtet til at gennemføre formålet med kontinuitet på statens territorium ved at indføre forpligtelser til offentlig tjeneste, som — selv om de udgør en undtagelse til princippet om EF-luftfartsselskabers fri adgang til luftrummet inden for Fællesskabet — alligevel skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og således i videst muligt omfang skal begrænse tildelingen af eksklusivrettigheder og/eller økonomisk støtte. Det er sagsøgerens opfattelse, at den italienske regering fuldstændigt har udfyldt formålet med fællesskabslovgivningen, eftersom fastsættelsen af en endelig frist for »første fase« i proceduren for indførelsen af forpligtelser til offentlige tjenester medfører følgende:

—

I modsætning til, hvad Kommissionen implicit har bestemt, er det i øvrigt klart, at konkurrencen mellem luftfartsselskaber på ruter pålagt en forpligtelse til offentlig tjeneste ikke udøves på samme måde som på ruter, hvor sådanne byrder ikke er pålagt. Det forekommer at være i den almene interesse, for så vidt som forudsætningen for ordningen med forpligtelser til offentlig tjeneste er, at de pågældende ruter kendetegnes ved, at de ikke giver overskud, hvorfor intet luftfartsselskab under normale markedsvilkår ville beflyve disse ruter. Følgelig er det nødvendigt at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger til fordel for dygtige og omhyggelige luftfartsselskaber.

—

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at det af Kommissionen fastsatte regelsæt udgør forskelsbehandling, eftersom det hovedsageligt ville være til fordel for luftfartsselskaber med betydelige markedsandele, hvis man fjernede den endelige frist for at tildele forpligtelserne til offentlige tjeneste under »første fase«. Disse luftfartsselskaber ville herved gives mulighed for at byde på de ruter med forpligtelser til offentlig tjeneste efter fristens udløb, hvor konkurrenter har henvendt sig, for at tage markedsandele fra sidstnævnte.

—

Endelig er det sagsøgerens opfattelse, at Kommissionens begrundelse er behæftet med retlige fejl hvad angår proceduren for indførelsen af forpligtelser til offentlig tjeneste. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den manglende fastsættelse af en endelig frist ville medføre en ubegrænset forlængelse af procedurens »første fase«, hvilket er ulogisk og i strid med Kommissionens fastsættelse af, at proceduren med indførelse af en forpligtelse til offentlig tjeneste består af to faser.