Appel iværksat den 25. juni 2007 af Petrus Kerstens til prøvelse af kendelse afsagt den 25. april 2007 af Retten for EU-personalesager i sag F-59/06, Kerstens mod Kommissionen

(Sag T-222/07 P)

(2007/C 199/78)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Petrus J.F. Kerstens (Overijse, Belgien) (ved avocat C. Mourato)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellantens påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har nedlagt påstand om annullation af EU-Personalerettens kendelse, hvorved den fastslog, at det var åbenbart, at den sag måtte afvises, som appellanten havde anlagt med påstand om annullation af dels hans karriereudviklingsrapport for 2004, dels af ansættelsesmyndighedens afslag på hans klage over denne karriereudviklingsrapport.

Appellanten har til støtte for appellen fremsat tre anbringender.

Det første anbringende vedrører dels en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1 og 3, i bilag I til statutten for Domstolen og af statuttens artikel 20, dels en rettergangsfejl, der har skadet appellantens interesser. Appellanten gør gældende, at det søgsmål, der er omhandlet i artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans, der mutatis mutandis finder anvendelse for proceduren for Retten for EU-personalesager, og som er hjemmel for den anfægtede kendelse, ikke kunne bringes i anvendelse efter to udvekslinger af skriftlige bemærkninger og en udveksling af supplerende bemærkninger, dvs. når den ordinære procedure finder anvendelse. Efter appellantens opfattelse kunne Personaleretten under disse omstændigheder ikke afvise sagen før den mundtlige forhandling.

Det andet anbringende, der fremsættes subsidiært, vedrører en tilsidesættelse af artikel 111 i procesreglementet for Retten i Første Instans, og den rettergangsfejl, der fulgte heraf. Efter sagsøgerens opfattelse kunne Personaleretten ikke afsige den anfægtede kendelse med hjemmel i denne bestemmelse uden at fortsætte proceduren og navnlig ikke uden mundtlig forhandling, for så vidt som generaladvokaten under alle omstændigheder ikke blev hørt, og eftersom det ikke er åbenbart, at sagen måtte afvises.

Det tredje anbringende, der fremsættes mere subsidiært, vedrører en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, for så vidt som Retten for EU-personalesager implicit har fastslået, at et af bilagene til duplikken godtgjorde, at sagen måtte afvises, før appellanten overhovedet fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til dette bilag.