|
21.7.2007 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 170/10 |
Sag anlagt den 23. april 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik
(Sag C-214/07)
(2007/C 170/17)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved C. Giolito, som befuldmægtiget)
Sagsøgt: Den Franske Republik
Sagsøgerens påstande
|
— |
Det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5 og 6 i Kommissionens beslutning af 16. december 2003 om Frankrigs støtteordning for overtagelse af kriseramte virksomheder (Statsstøtte K(2003) 4636) (1), artikel 249, stk. 4, EF og artikel 10 EF, idet den ikke inden for den fastsatte frist har opfyldt nævnte beslutning. |
|
— |
Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Kommissionen gør til støtte for søgsmålet gældende, at Frankrig har undladt at træffe sådanne foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre hurtig og effektiv opfyldelse af Kommissionens beslutning, eftersom der mere end tre år efter dennes vedtagelse ikke er sket nogen tilbagebetaling af den af den franske stat ydede støtte. En sådan situation er åbenbart i strid med artikel 249, stk. 4, EF og artikel 14, stk. 1 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (2).
For perioden efter 1993 kan Frankrig ikke gøre gældende, at det var absolut umuligt at opfylde beslutningen af 16. december 2003. For det første har de franske myndigheder ikke taget egentlige skridt til tilbagesøgning af den omtvistede støtte, eftersom der end ikke blev sendt krav om betaling til debitorerne. For det andet kan disse myndigheder ikke påberåbe sig vanskeligheder med at identificere de omhandlede støttemodtagere, eftersom myndighederne i deres egenskab af skattemyndigheder uden vanskelighed kunne fastlægge størrelsen på de skattefritagelser, som disse støttemodtagere var blevet tildelt.
Det fremgår under alle omstændigheder klart af Domstolens retspraksis, at betingelsen om, at det skal være absolut umuligt at gennemføre beslutningen, ikke er opfyldt, når den sagsøgte stat blot oplyser Kommissionen om de retlige, politiske eller praktiske vanskeligheder, som gennemførelse af beslutningen om tilbagebetaling af støtten giver anledning til, når der ikke samtidig er taget egentlige skridt mod de omhandlede virksomheder med henblik på at tilbagesøge støttebeløbet, og når der ikke over for Kommissionen foreslås alternative metoder til opfyldelse af beslutningen, som ville gøre det muligt at overvinde vanskelighederne.
(2) EFT L 83, s. 1.