Appel iværksat den 16. april 2007 af C.A.S. SpA til prøvelse af dom afsagt den 6. februar 2007 af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-23/03, C.A.S. SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-204/07 P)

(2007/C 140/22)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: C.A.S. SpA (ved Rechtsanwalt D. Ehle)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremført følgende ni anbringender, på grundlag af hvilke selskabet anser den appellerede dom for mangelfuld.

Det første anbringende vedrører den omstændighed, at Retten fandt, at det udelukkende var de tyrkiske myndigheder, der havde kompetence til at fastslå, om de A.TR.1-varecertifikater, der var udstedt af dem, og som blev anvendt ved ekspeditionen af importerede varer, var »ægte« eller »falske«, henholdsvis »rigtige« eller »urigtige«. Appellanten er af den opfattelse, at eksportlandets toldmyndigheders enekompetence bortfalder i tilfælde, hvor der foreligger tilstrækkelige og overbevisende objektive holdepunkter for, at de kompetente toldmyndigheder i udførselslandet medvirkede til uregelmæssigheder ved udfærdigelsen (udstedelsen af formularer, stempel og underskrifter) af varecertifikaterne samt ved ekspedition af varen på grundlag af disse varecertifikater. De erklæringer vedrørende varecertifikaterne, som de tyrkiske myndigheder har afgivet senere, kan ikke anses for troværdige og for afgørende i sig selv.

Med det andet anbringende har appellanten kritiseret affattelsen af den appellerede dom med hensyn til omfanget af en ansøgers ret til aktindsigt og til kontradiktion. Retten til aktindsigt må ikke kun vedrøre dokumenter, som Kommissionen efter intern afgørelse og egne oplysninger har lagt til grund for sin anfægtede afgørelse. Retten til aktindsigt gælder også for alle andre fortrolige og ikke fortrolige dokumenter, som ville kunne være af betydning for appellantens faktiske og retlige fremlæggelse med hensyn til en vurdering af de faktiske omstændigheder.

Med det tredje anbringende har appellanten anført, at Retten pålagde appellanten den fulde bevisbyrde for sådanne faktiske omstændigheder, der begrunder en »særlig situation« som omhandlet i toldkodeksens artikel 239 og i artikel 905 gennemførelsesforordningen til toldkodeksen. Appellanten er af den opfattelse, at bevisbyrden i bestemte situationer vendes eller nedsættes. Appellanten har i intet tilfælde bevisbyrden for bestemte faktiske omstændigheder i tredjelande (i det foreliggende tilfælde: Tyrkiet), som appellanten har fremført, og som bedst ville kunne og burde undersøges af Kommissionen/OLAF inden for rammerne af disse myndigheders muligheder. Det samme gælder sådanne faktiske omstændigheder, der ligger inden for Kommissionens embeds- og indflydelsesområde.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten også under hensyn til den fulde bevisbyrde, som appellanten er pålagt i dommen, med urette undlod at imødekomme den af appellanten begærede iværksættelse af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, særligt gennemførelsen af den begærede bevisoptagelse. De tilbudte beviser blev derimod afvist som irrelevante.

Med det femte anbringende har appellanten anført, at Retten anlagde en urigtig retlig fortolkning og vurdering af de af appellanten fremlagte dokumenter og fremførte omstændigheder og indicier, der taler for, at de tyrkiske myndigheder har medvirket til de (angiveligt) »uægte« (men i virkeligheden »urigtige«) A.TR.1-varecertifikater. Retten kom derved til den forkerte retsfølge. Derudover tog Retten slet ikke hensyn til væsentlige omstændigheder i overensstemmelse med, hvad appellanten klart havde gjort gældende.

Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten undlod at anse den omstændighed, at Kommissionen ikke havde henvendt sig til toldudvalget/associeringsrådet, som en fejl fra Kommissionens side.

Det syvende anbringende består i, at Retten fejlbedømte appellantens berettigede interesse i at få den delvist anfægtede kommissionsafgørelse erklæret ugyldig med hensyn til et bestemt A.TR.1-varecertifikat.

Med det ottende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at foretage en konkret rimeligheds- og risikoafvejning, Derved fejlbedømte Retten, at det selv ved en formodning for, at A.TR.1-varecertifikaterne var uægte, i betragtning af de tyrkiske myndigheders og Kommissionens groft ukorrekte adfærd med hensyn til forholdet mellem erhvervsdrivende og forvaltningen ville være urimeligt at lade appellanten som erhvervsdrivende bære et tab, som selskabet ikke ville have lidt, hvis tingene var blevet gjort rigtigt.

Med det niende anbringende har appellanten kritiseret, at det i den appellerede dom i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og på grundlag af de fremførte og fastslåede faktiske omstændigheder benægtes, at de tyrkiske toldmyndigheder aktivt medvirkede ved påtegningen og anvendelsen af de her omtvistede 32 A.TR.1-certifikater.

(1)  EUT C 82, s. 30.