26.5.2007 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 117/4 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Commissione tributaria provinciale (Italien) den 20. februar 2007 — Ecotrade spa mod Agenzia Entrate Ufficio Genova 3
(Sag C-95/07)
(2007/C 117/05)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Commissione tributaria provinciale
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Ecotrade spa
Sagsøgt: Agenzia Entrate Ufficio Genova 3
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Er artikel 17, artikel 21, stk. 1, og artikel 22 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF (1) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, til hinder for nationale bestemmelser (såsom artikel 19 i DPR nr. 633 af 26.10.1972), der betinger udøvelsen af retten til at fratrække merværdiafgift, der er betalt af en afgiftspligtig person inden for rammerne af dennes erhvervsmæssige virksomhed, af iagttagelse af en tidsfrist (på to år) og sanktionerer manglende iagttagelse med fortabelse af denne ret, navnlig i tilfælde, hvor afgiftspligten vedrørende de pågældende goder eller tjenesteydelser er opstået ved anvendelse af proceduren med omvendt afgiftspligt, og når bestemmelserne indrømmer myndighederne en periode (på fire år i henhold til artikel 57 i DPR nr. 633/72), hvori de kan opkræve moms, der er længere end den periode, der indrømmes en erhvervsdrivende til at gøre sin fradragsret gældende, og denne ret er fortabt, fordi fristen er udløbet? |
2) |
Er artikel 18, stk. 1, litra d), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 til hinder for nationale bestemmelser — ved at opstille nærmere regler for de »formaliteter«, der er omhandlet i denne bestemmelse i relation til proceduren med omvendt afgiftspligt, der er reguleret i artikel 17, stk. 3, artikel 23 og artikel 25 i DPR nr. 633/72 — der (alene til skade for den afgiftspligtige person) indfører et krav om iagttagelse af en tidsfrist som den, der er fastsat i artikel 19 i DPR nr. 633/72, for udøvelse af fradragsretten i henhold til direktivets artikel 17? |
(1) EFT L 145, s. 1.