2.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 212/19


Sag anlagt den 23. juni 2006 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien

(Sag C-274/06)

(2006/C 212/32)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved H. Støvlbæk og R. Vidal Puig, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 56 EF, idet det har opretholdt foranstaltninger som dem, der er fastsat i den 27. supplerende bestemmelse til lov nr. 55/1999 af 29. december 1999 om fiskale, administrative og sociale foranstaltninger, som ændret ved artikel 94 i lov nr. 62/2003 af 30. december 2003, som fastsætter en begrænsning af offentlige organers stemmeret i spanske virksomheder inden for energisektoren.

Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 27. supplerende bestemmelse til lov nr. 55/1999 bestemmer, at når et organ, som direkte eller indirekte kontrolleres af en offentlig myndighed, overtager kontrollen med eller erhverver en betydelig andel i en virksomhed inden for energisektoren, kan ministerrådet inden for en frist på to måneder beslutte »ikke at anerkende« udøvelsen af de politiske beføjelser eller at opstille visse nærmere vilkår for udøvelsen af disse beføjelser. En beslutning herom skal være begrundet i kriterier, der angiveligt har til formål på at sikre energiforsyningen.

Kommissionen gør gældende, at den 27. supplerende bestemmelse til lov nr. 55/1999 er i strid med artikel 56 EF af følgende grunde:

offentlige organers overtagelse af kontrollen med og erhvervelse af betydelige andele i spanske virksomheder inden for energisektoren udgør en »kapitalbevægelse« i artikel 56 EF's forstand

beslutningen om begrænsning af de politiske beføjelser, som de spanske myndigheder kan træffe i forbindelse med nævnte kontrolovertagelse og erhvervelse af betydelige andele, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som i princippet er i strid med artikel 56 EF, og

denne restriktion har ikke hjemmel i traktaten.

Kommissionen gør helt konkret gældende, at den 27. supplerende beslutning til lov nr. 55/1999 ikke kan begrundes med henvisning til formålet om at sikre energiforsyningen af følgende grunde:

det forhold, at de organer, som overtager kontrollen eller erhverver betydelige andele, er kontrolleret af en offentlig myndigheder, udgør ikke en yderligere risiko for energiforsyningen og kan derfor ikke begrunde, at restriktioner for de frie kapitalbevægelser kun indføres i dette tilfælde

begrænsningen i stemmeretten er ikke en passende foranstaltning til sikring af energiforsyningen, idet der i denne henseende findes mere egnede foranstaltninger

selv hvis begrænsningen i stemmeretten havde været en passende foranstaltning til sikring af energiforsyningen, er de anfægtede foranstaltninger uforholdsmæssige, for så vidt som en »ikke anerkendelse« af udøvelsen af stemmeretten finder anvendelse på alle selskabets aktiviteter og beslutninger

ministerrådets kompetence til at »anerkende« eller »ikke anerkende« udøvelsen af stemmeretten er ikke underlagt objektive kriterier, der er tilstrækkelig præcise, og som kan gøres til genstand for en domstolskontrol.