15.7.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/23


Appel iværksat den 28. maj 2006 af Guido Strack til prøvelse af kendelse afsagt den 22. marts 2006 af Retten i Første Instans (Første Afdeling) i sag T-4/05 — Guido Strack mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-237/06 P)

(2006/C 165/43)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Guido Strack ved Rechtsanwalt L. Füllkrug

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Kendelse afsagt den 22. marts 2006 af Retten i Første Instans (Første Afdeling) i sagen Guido Strack mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (sag T-4/05) ophæves (1).

Den af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) trufne beslutning af 5. februar 2004 om at indstille efterforskning nr. OF/2002/0356 samt den afsluttende undersøgelsesrapport (Az.: NT/sr D(2003)-AC-19723 — 01687 5.2.2004), der ligger til grund herfor annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Retten i Første Instans har begået processuelle fejl, og tilsidesat artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager. Retten i Første Instans var inkompetent på tidspunktet for dommens afsigelse, idet sag T-4/05 i henhold til ovennævnte bestemmelse allerede i december 2005 skulle have været hjemvist til behandling ved Retten for EU-personalesager.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at retten ikke har begrundet den appellerede dom på flere selvstændige punkter.

Derudover har Retten i Første Instans tilsidesat fællesskabsretten, idet den har anlagt en urigtig fortolkning af begrebet »akt, der indeholder et klagepunkt«, der anvendes i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 90a. Dette følger af en fejlagtig fortolkning af selve begrebet, manglende hensyntagen til hidtidig retspraksis, fejlagtig fortolkning af tjenestemandsvedtægtens artikel 22a, 22b og 43, af den grundlæggende ret til fysisk og mental integritet og af retten til effektiv retsbeskyttelse samt af en fejlagtig forståelse af erstatningskravs natur.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at Retten i Første Instans har begået processuelle fejl i form af en urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder — hvilket kan påvises ved en gennemgang af sagsakterne — en urigtig retlig bedømmelse af de faktiske omstændigheder i relation til OLAF's efterforskning samt en ulogiske beskrivelse af denne i efterforskning i begrundelsen for beslutningen.


(1)  EUT C 121, s. 12.