15.7.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/21


Sag anlagt den 17. maj 2006 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik

(Sag C-226/06)

(2006/C 165/39)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved G. Rozet og I. Kaufmann-Bühler, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Franske Republik, ved ikke at have vedtaget de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme artikel 2, artikel 10, stk. 1, og artikel 12, stk. 3 og 4, i Rådets direktiv 89/391/EØF (1) af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktiv samt artikel 10 og 249 EF.

Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktiv 89/391/EØF udløb den 31. december 1992.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, artikel 10, stk. 1, og artikel 12, stk. 3 og 4, i direktiv 89/391, idet den ikke har vedtaget de nødvendige bestemmelser til en overensstemmende gennemførelse af disse artikler i den franske retsorden.


(1)  EFT L 183, s. 1.