8.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/9


DOMSTOLENS DOM

(Tredje Afdeling)

af 9. februar 2006

i sag C-473/04, Plumex mod Young Sports NV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van Cassatie) (1)

(Retligt samarbejde - forordning (EF) nr. 1348/2000 - artikel 4-11 og artikel 14 - forkyndelse af retslige dokumenter - forkyndelse gennem udpegede instanser - postforkyndelse - forholdet mellem fremsendelses- og forkyndelsesformerne - forrang - appelfrist)

(2006/C 86/15)

Processprog: nederlandsk

I sag C-473/04, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 68 EF og 234 EF, indgivet af Hof van Cassatie (Belgien) ved afgørelse af 22. oktober 2004, indgået til Domstolen den 9. november 2004, i sagen Plumex mod Young Sports NV, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J. Malenovský (refererende dommer), A. La Pergola, S. von Bahr og A. Borg Barthet; generaladvokat: A. Tizzano; justitssekretær: R. Grass, den 9. februar 2006 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager skal fortolkes således, at den ikke opstiller en rangorden mellem den fremsendelses- og forkyndelsesform, som er fastsat i dens artikel 4-11, og den, der er fastsat i dens artikel 14, og at et retsligt dokument derfor kan forkyndes ved anvendelse af en af disse to forkyndelsesformer eller kumulativt.

2)

Forordning nr. 1348/2000 skal fortolkes således, at i tilfælde af kumulation af den fremsendelses- og forkyndelsesform, som er fastsat i dens artikel 4-11, og den, der er fastsat i dens artikel 14, skal tidspunktet for den forkyndelse, som først er gyldigt foretaget, lægges til grund ved fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for en processuel frist i forhold til modtageren, som er knyttet til den omstændighed, at forkyndelse har fundet sted.


(1)  EUT C 19 af 22.1.2005.