11.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 60/15

1.

Den anfægtede afgørelse ophæves.

2.

Om nødvendigt hjemvises sagen til Retten i Første Instans.

3.

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og/eller intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Retten i Første Instans fastslog urigtigt, at sagsøgerens anbringende om tilsidesættelse af artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 vedrørende opfyldelse af betingelserne om intervenientens reelle brug af det ældre varemærke ikke kunne antages til realitetsbehandling, da det udgjorde et nyt anbringende som omhandlet i artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Appellanten har hele tiden anfægtet intervenientens tidligere brug af varemærket, og der er ikke forskel på sondringen mellem brugens sammenhæng og den reelle brug. Der var derfor ikke tale om et nyt anbringende.

2.

Hvis det i modsætning til ovenstående fastslås, at der er tale om et nyt anbringende, var dette berettiget, da det er baseret på retlige omstændigheder, der kom frem under retsforhandlingerne som omhandlet i procesreglementets artikel 48, stk. 2, første afsnit.

3.

Retten i Første Instans gjorde sig endvidere skyldig i en urigtig retsanvendelse, da den fastslog, at selv hvis anbringendet antoges til realitetsbehandling, er Rettens prøvelse begrænset til lovligheden af den afgørelse, der blev truffet af appelkammeret ved Harmoniseringskontoret på grundlag af den faktiske og retlige situation, som den forelå for appelkammeret. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette er en ukorrekt anvendelse af gældende ret, og at Retten i Første Instans reelt har afvist at anvende dens egen praksis vedrørende reel brug.