12.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 281/7

—

Under opretholdelse af de i første instans nedlagte påstande, den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første instans afsagte dom af 15. juni 2005 i de forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03 (1) ophæves delvis, for så vidt den frifinder Kommissionen i sag T-91/03, der er anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutning K(2002) 5083 endelig udg. af 17. december 2002 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81.

—

Subsidiært, den bøde, der er pålagt appellanten i artikel 3 i beslutningen af 17. december 2002, samt de i den appellerede doms konklusion fastsatte proces- og morarenter nedsættes yderligere i passende omfang.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Det gøres gældende, at den bøde, der tidligere er pålagt appellanten i USA, burde have været taget i betragtning i denne sag i henhold til retsgrundsætningen om ne bis in idem — som gælder i medlemsstaternes ret og i fællesskabsretten generelt og også i forhold til tredjestater. Den fuldstændige afvisning af at tage tidligere bøder pålagt i udlandet i betragtning — i strid med denne retsgrundsætning og dermed også i strid med princippet om materiel retfærdighed — er retsstridig og falder derfor ikke ind under den besluttende myndigheds og Rettens skøn.

2.

Forhøjelsen af bødens grundbeløb med 35 % som resultat af appellantens angivelige rolle som eneste anfører er ubegrundet, da de ubestridte faktiske omstændigheder og Rettens egne kontradiktoriske konstateringer ikke giver grundlag herfor. Da det ikke er fremgået af Kommissionens klagepunkter, at den ville anse appellanten for den eneste anfører, er princippet om retten til at blive hørt herved også tilsidesat.

3.

Retten har ikke materielt afklaret appellantens indsigelse om, at dennes ret til kontradiktion blev tilsidesat uopretteligt på grund af utilstrækkelige sprogkundskaber hos medlemmerne af Kommissionens Case Team, på trods af appellantens underbyggede indlæg og bevistilbud.

4.

Appellantens samarbejdsbidrag er undervurderet. I betragtning af, at appellantens samarbejdsbidrag er nøjagtig lige så meget værd som de øvrige deltageres, er appellanten — på grund af en væsentligt ringere nedsættelse af bøden i sammenligning med de øvrige implicerede — blevet forskelsbehandlet.

5.

De fastsatte bøder er uforholdsmæssigt høje, da appellantens manglende ydeevne på beslutningstidspunktet ikke er taget i betragtning. Kommissionen og Retten kan ikke gå ud fra, at der generelt ikke skal tages hensyn til økonomisk ydeevne ved udmålingen af sanktioner; de skal i hvert enkelt tilfælde efterprøve, om den pålagte sanktion kan bæres økonomisk.

6.

Endelig er også rentefastsættelsen fejlagtig. De særligt høje procesrenter udgør en specifik tillægsstraf, som der ikke er hjemmel til.