|
3.9.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 217/44 |
Sag anlagt den 10. maj 2005 af Alenia Marconi Systems SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag T-186/05)
(2005/C 217/97)
Processprog: italiensk
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 10. maj 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Alenia Marconi Systems SpA, med forretningssted i Rom, ved avvocato Francesco.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
|
1) |
Det fastslås, at Kommissionen er ifaldet erstatningsansvar uden for kontrakt, idet den har vedtaget beslutningen af 12. februar 2004. |
|
2) |
Det fastslås, at sagsøgeren har lidt et tab som følge af denne beslutning, der kan opgøres til 72,8 millioner EUR. |
|
3) |
Kommissionen tilpligtes at erstatte dette tab med påløbne renter. |
|
4) |
Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Kommissionen dømmes til at betale erstatning efter reglerne om erstatningsansvar uden for kontrakt for det tab, som sagsøgeren er blevet påført som følge af, at Kommissionen ikke har udøvet den tilsynsforpligtelse, der påhviler den på området for kontrol med anvendelsen af de fællesskabsretlige konkurrenceregler, idet den vedtog beslutningen af 12. februar 2004. Ved denne beslutning blev den klage, som det daværende Alenia Difesa, som indgik i virksomheden Finmeccanica SpA, afvist med den begrundelse, at betingelserne for at anvende de fællesskabsretlige konkurrenceregler på Eurocontrol ikke var opfyldt, og at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for det misbrug, som var genstand for klagen.
Sagsøgeren har ligeledes anfægtet denne beslutning i form af et annullationssøgsmål (1).
Til støtte for sin påstand gør sagsøger gældende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 82 i forbindelse med vurderingen af bestemmelsens anvendelse på Eurocontrol, tilsidesættelse af forpligtelsen til at føre tilsyn med anvendelsen af konkurrencereglerne, tilsidesættelse af forpligtelsen til en objektiv og omhyggelig undersøgelse af klagen, tilsidesættelse af sagsøgerens rettigheder i sin egenskab af klager samt tilsidesættelse af princippet om en rimelig sagsbehandlingstid.
(1) Sag T-155/04, Alenia Marconi Systems mod Kommissionen, EFT C 179, s. 11.