3.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 217/30

1.

Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 21. april 2005 i sag T-28/03, Holcim (Deutschland) AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1), ophæves.

2.

Sagsøgte og appelindstævnte tilpligtes at betale appellanten et beløb på 139 002,21 EUR med tillæg af renter til en fast sats på 5,75 % for tiden fra den 15. april 2000 og indtil fuldstændig betaling har fundet sted.

3.

Subsidiært hjemvises sagen til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans til fornyet afgørelse under hensyntagen til Domstolens retsopfattelse.

4.

Sagsøgte og appelindstævnte tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger.

1.

Retten har tilsidesat artikel 46 i statutten for Domstolen, idet den anså kravet om godtgørelse for delvis forældet, for så vidt som kravet var opstået før den 31. januar 1998. I modsætning til Rettens opfattelse begyndte forældelsesfristen ikke allerede at løbe, da garantierne blev stillet, men først med afsigelsen af Cement-dommen den 15. marts 2000. Det var nemlig først efter, at cementbeslutningen var blevet erklæret ugyldig, at sagsøgtes godtgørelsespligt kunne gøres effektivt gældende. Da garantierne blev stillet, var tabet navnlig ikke tilstrækkeligt konkretiseret, da det ikke kunne forudses, hvor længe annullationssagen ville vare. Endvidere er der som følge af garantistillelsen ikke opstået en flerhed af daglige, successivt indtrædende tab, men der er tværtimod tale om et enkelt og ensartet tab. Subsidiært gøres gældende, at forældelsen blev afbrudt i henhold til artikel 46, andet punktum, i statutten for Domstolen ved iværksættelsen af annullationssøgsmålet.

2.

Retten begik en fejl, da den undersøgte, om der forelå en »tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse« inden for rammerne af artikel 288, stk. 2, EF, og afviste dette. For det første er denne yderligere betingelse for et godtgørelseskrav alene blevet udviklet i retspraksis med henblik på Fællesskabets lovgivervirksomhed, men ikke for administrativ virksomhed, som f.eks. vedtagelse af beslutninger efter konkurrencereglerne om pålæggelse af bøder. Selv om kriteriet vedrørende en »tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse« også skulle gælde i den foreliggende sag, foreligger der imidlertid en sådan krænkelse, fordi sagsøgte ved udstedelsen af den retsstridige cementbeslutning ikke havde noget skøn; hvorvidt retssagen var kompliceret, kan herefter ikke have nogen betydning. Selv om der imidlertid også yderligere skulle foretages en undersøgelse af kompleksiteten, kan retssagen ikke betegnes som kompliceret, i det mindste for så vidt angår sagsøgeren, henholdsvis sagsøgeren i dennes tidligere selskabsformer. I forhold til dem var der i cementsagen blot spørgsmål om en prøvelse af nogle få beviser og om en undersøgelse af det enkle spørgsmål, om der forelå et lovligt eksportkartel; den omstændighed, at sagerne vedrørende en række andre virksomheder blev forenet i en enkelt sag, må ikke komme sagsøgeren til skade.

3.

Retten har endvidere foretaget en fejlagtig vurdering af spørgsmålet om årsagsforbindelsen mellem det ulovlige forhold og tabet. Hvis sagsøgte ikke havde pålagt sagsøgeren en bøde ved en ulovlig beslutning, ville der ikke være blevet påført selskabet noget tab i form af garantiomkostninger. Årsagsforbindelsen blev ikke afbrudt ved, at bankgarantierne blev stillet. Begge former for sikkerhedsstillelse — foreløbig overførsel af bødebeløbet og garantistillelse — må betegnes som ens i henseende til retsvirkningerne.