3.9.2005

Den Europæiske Unions Tidende

C 217/27

Sag anlagt den 23. juni 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-263/05)

(2005/C 217/54)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 23. juni 2005 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Kontantinidis og L. Cimaglia, Kommissionens Juridiske Tjeneste.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 1, litra a), i direktiv 75/442/EØF om affald, som ændret ved direktiv 91/156/EØF, idet den har vedtaget og opretholdt en bestemmelse (artikel 14 i lovdekret nr. 138 af 8. juli 2002, der senere er ændret til lov nr. 178 af 8.12.2002), hvori det er fastsat, at stoffer eller genstande, der er beregnet til affaldsbortskaffelses- eller nyttiggørelsesoperationer, der ikke er udtrykkeligt nævnt i B og C til lovdekret nr. 22/97, samt genstande, stoffer eller materialer, der udgør rester fra produktion, som indehaveren agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med, hvis disse kan genbruges og faktisk genbruges i et produktions- eller forbrugskredsløb, forudsat at de ikke undergår nogen forudgående behandling og ikke medfører skade for miljøet, eller hvis de undergår en sådan forudgående behandling, når behandlingen ikke udgør en af de nyttiggørelsesoperationer, der er opført i bilag C til lovdekret nr. 22/1997, udelukkes fra anvendelsesområdet for lovdekret nr. 22 af 1997, der i Italien har gennemført Rådets direktiv 91/156/EØF (1) af 18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF (2) om affald.

2.	Den Italienske Republik tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Henvisningen i litra a) og litra b) i artikel 14, stk. 1, i lov nr. 178/2002 til henholdsvis »bortskaffelse eller nyttiggørelse« og »bortskaffelses- og nyttiggørelsesoperationer« efterfølges i begge tilfælde af præcisionen »ifølge bilag B og C til lovdekret nr. 22«.

Denne præcision, der i øvrigt ikke forekommer i samme artikels litra c), synes at indebære en sondring mellem på den ene side bortskaffelses- og nyttiggørelsesoperationer i almindelighed og på den anden side sådanne operationer, der udtrykkeligt er opført i bilag B og C til lovdekret nr. 22/97.

Henset til denne sondring fremgår det klart af artikel 6, stk. 1, litra a), i lovdekret nr. 22/97 sammenholdt med artikel 14, litra a) og litra b), i lov nr. 178/2002, at sidstnævnte bestemmelse får som retsvirkning, at rækkevidden af begrebet affald begrænses, idet ikke alle genstande, stoffer og materialer henhørende under kategorierne i bilag A, som indehaveren undergiver eller har til hensigt at undergive enhver bortskaffelses- eller nyttiggørelsesoperation, kan være omfattet, men kun dem, der undergives eller, som det tilsigtes at undergive, bortskaffelses- eller nyttiggørelsesoperationer, der udtrykkeligt er opført i bilag B og C til lovdekret nr. 22/97.

Den ordning, som den italienske lovgiver har indført, hvorefter begrebet affald nærmere bestemt underlægges de ovennævnte betingelser, medfører således, at alle de genstande, stoffer og materialer, der er omfattet af bilag A, og som indehaveren undergiver eller har til hensigt at undergive bortskaffelsesoperationer, der ikke er opført i bilag B til lovdekret nr. 22/97, eller nyttiggørelsesoperationer, der ikke er opført i bilag C, udelukkes fra en mulig kvalifikation som affald og følgelig fra anvendelsesområdet for lovgivningen om behandling af affald.

Kommissionen er af den opfattelse, at en sådan udelukkelse udgør en uretmæssig begrænsning af begrebet affald og følgelig af anvendelsesområdet for den italienske lovgivning om affald. Den fortolkning, der lægges til grund af den italienske lovgiver, begrænser nemlig anvendelsesområdet for direktivets bestemmelser til kun at omfatte de forhold, der er defineret i den italienske lovgivning, idet man undtager andre forhold, der ikke umiddelbart kan defineres præcist. Disse forhold kunne imidlertid være omfattet af direktivet, og de ville forudsætte en vid fortolkning af begrebet affald som den, der er sanktioneret i præmis 36 i Palin Granit-dommen. Den italienske lovgivers indstilling står i kontrast til direktivets bestemmelser, som ikke kan fraviges ved en bestemmelse i italiensk ret.

(1) EFT L 78 af 26.3.1991, s 32.

(2) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39.