|
23.8.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 206/9 |
FI-Helsinki: Ruteflyvning
Indkaldelse af tilbud
(2005/C 206/09)
1. Indledning: I medfør af artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23.7.1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet besluttede den finske regering (Ministeriet for Transport og Kommunikation) den 9.5.2005 at indføre forpligtelse til offentlig tjeneste, hvad angår ruteflyvning på ruten Helsinki-Varkaus.
Forpligtelsen til offentlig tjeneste er offentliggjort i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende C 204 af 20.8.2005.
Hvis intet luftfartsselskab senest den 1.10.2005 har påbegyndt eller står for at påbegynde ruteflyvning på ruten Helsinki-Varkaus i overensstemmelse med forpligtelsen til offentlig tjeneste og uden at anmode om økonomisk kompensation, har Ministeriet for Transport og Kommunikation besluttet at begrænse adgangen til denne rute til blot ét luftfartsselskab. Retten til at beflyve ruten tildeles efterfølgende på grundlag af et udbud i medfør af ovennævnte forordnings artikel 4, stk. 1, litra d). Ministeriet for Transport og Kommunikation besluttede den 9.5.2005 at iværksætte en udbudsrunde.
2. Formålet med udbuddet: Ruteflyvning mellem Helsinki og Varkaus fra den 1.11.2005 til den 31.10.2006 — dog ikke i perioderne 19.12.2005-1.1.2006 og 23.6.2006-6.8.2006.
3. Følgende kan deltage i udbuddet: Udbuddet er åbent for alle luftfartsselskaber, som har en gyldig tilladelse udstedt af en medlemsstat i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23.7.1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber.
4. Udbudsprocedure: Dette udbud tilrettelægges i henhold til artikel 4, stk. 1, litra d)-i), i forordning (EØF) nr. 2408/92.
Alle tilbud kan afvises, hvis prisen er for høj, eller hvis grundlaget for eller kravene til tilrettelæggelsen af flyvningen ændres betydeligt, så formålet ikke længere er opfyldt, eller det bliver umuligt at gennemføre den planlagte ruteflyvning på den måde, der er beskrevet i udbuddet.
Frem til kontraktunderskrivelsen forbeholder Ministeriet for Transport og Kommunikation sig ret til at udskyde startdatoen for den planlagte flyvning. Udskydes startdatoen, vil udløbsdatoen blive udskudt tilsvarende.
5. Udbudsmateriale: Et komplet udbudsmateriale med udbuddet, udbudsbetingelser, kontraktudkast, forpligtelsen til offentlig tjeneste og tilbudsformular fås ved henvendelse til:
Liikenne-ja viestintäministeriö Kirjaamo, P.B. 31, Valtioneuvosto, FIN-00023 Helsinki.
Dokumenterne kan også bestilles via e-mail (kirjaamo@mintc.fi) eller fax (+358 9 160 28619).
6. Kompensation: Buddene skal tydeligt angive det forlangte kompensationsbeløb i EUR for den pågældende tjeneste. Kompensationsbeløbet bør baseres på et skøn over de faktiske omkostninger og indtægter under hensyntagen til de mindstekrav, der er pålagt med forpligtelsen til offentlig tjeneste. Kompensationsbeløbet må alene dække den faktisk udførte tjeneste og de omkostninger, som er påløbet i lufthavnene i Helsinki-Vantaa og Varkaus i forbindelse med driften af denne rute. Kompensationsbeløbet må ikke omfatte omkostninger, der er påløbet på andre ruter eller i andre lufthavne.
Alle kompensationsbeløb og omkostninger angives i EUR.
7. Billetpriser og prisstruktur: Buddene skal indeholde en specifikation af billetpriser og gældende betingelser samt de forskellige billettyper i prisstrukturen. Billetpriserne skal være i overensstemmelse med de forpligtelser til offentlig tjeneste, der er pålagt denne rute.
8. Udvælgelseskriterier: Der foretages en udvælgelse blandt de bud, som opfylder kravene i udbudsmaterialet. I overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 foretages udvælgelsen under hensyntagen til, om ydelsen er passende, herunder de priser og betingelser der tilbydes brugerne og udgifterne til en eventuel kompensation.
9. Kontraktens gyldighedsperiode: Kontrakten gælder fra datoen for indgåelsen til den 31.10.2006. Beflyvningen indledes den 1.11.2005 og afsluttes den 31.10.2006.
Hvis Ministeriet for Transport og Kommunikation må udskyde datoen for driftens påbegyndelse, vil kontraktens udløbsdato blive udskudt tilsvarende.
10. Ændring eller opsigelse af kontrakten: Kontrakten kan kun ændres på betingelse af, at ændringerne ikke fører til en situation, hvor kravene i forbindelse med forpligtelsen til offentlig tjeneste på ruten ikke længere opfyldes. Ændringer af kontrakten skal ske skriftligt. Parterne har ret til at opsige kontrakten, hvis der er anledning til dette ifølge kontraktbetingelserne.
11. Sanktioner ved misligholdelse af kontrakten: Luftfartsselskabet bærer ansvaret for at opfylde forpligtelserne i kontrakten. Hvis luftfartsselskabet ikke eller ikke i tilstrækkelig grad opfylder forpligtelserne, kan ordregiveren reducere kompensationsbeløbet.
12. Frist for indgivelse af bud: Sidste frist for indgivelse af bud er 31 dage efter, at denne meddelelse er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.
13. Indgivelse af tilbud: Bud skal være Ministeriet for Transport og Kommunikation i hænde senest kl. 16.15 på dagen anført i pkt. 12. Kuverten mærkes: »Tarjous, Varkauden lentoliikenne, 679/79/2005«. Bud kan sendes med post til adressen anført i pkt. 5 eller til justitskontoret for Ministeriet for Transport og Kommunikation (Liikenne-ja Viestintäministeriö, Kirjaamo, Eteläesplanadi 16, Helsinki). Justitskontoret er åbent mandag til fredag fra kl. 8.00 til kl. 16.15.
Budsummen skal specificeres i en særskilt, forseglet kuvert, hvorpå den bydendes navn er anført.
Buddene skal være gyldige indtil den 31.12.2005.
14. Udbuddets gyldighed: I overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 har Ministeriet for Transport og Kommunikation ret til at suspendere denne udbudsprocedure og/eller afvise alle bud, hvis et EF-luftfartsselskab inden den 1.10.2005 giver Finlands civile luftfartsmyndighed meddelelse om, at det har til hensigt at påbegynde beflyvningen af den pågældende rute fra og med den 1.11.2005 i overensstemmelse med forpligtelsen til offentlig tjeneste uden at anmode om eksklusive rettigheder eller modtage nogen form for økonomisk kompensation.
Et tilbud kan kun udvælges, hvis der på statens budget afsættes tilstrækkelige midler til det pågældende projekt, og hvis byen Varkaus påtager sig at finansiere det.