20.8.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 205/28


Sag anlagt den 17. juni 2005 af Guido Strack mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-225/05)

(2005/C 205/50)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 17. juni 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Guido Strack, Köln, Tyskland, ved Rechtsanwalt J. Mosar, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgerens klage, der er indgivet i henhold til vedtægtens artikel 91, tages til efterretning.

Sagsøgerens klage antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

Kommissionens afgørelse af 22. marts 2005 om afslag på klagen annulleres.

Kommissionens afgørelse om afslag af 19. november 2003 annulleres.

Ansættelsesprocedure KOM/A/057/04 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 5 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, han har lidt som følge af den retsstridigt gennemførte ansættelsesprocedure og den afgørelse om afslag, der blev meddelt for sent og først efter at sagsøgeren flere gange havde anmodet herom.

Kommissionen tilpligtes at betale alle de omkostninger, der er forbundet med sagen for Retten, og de øvrige omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren deltog i ansættelsesprocedure KOM/A/057/04. Ved skrivelse af 19. november 2004 meddelte Kommissionen ham, at hans ansøgning ikke var taget i betragtning. Den klage, som sagsøgeren indgav over denne afgørelse, blev ikke imødekommet ved Den Europæiske Kommissions afgørelse af 18. marts 2005. I denne sag nedlægges påstand om, at ansættelsesmyndighedens afgørelse af 19. november 2004 — således som den fremgår af dens afgørelse om afslag af 18. marts 2005 — og at ansættelsesprocedure KOM/A/057/04 annulleres.

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål fremført fem anbringender. Han har for det første anført, at udvælgelsesproceduren var i strid med Den Europæiske Kommissions afgørelse af 28. april 2004 vedrørende mellemlederniveauet (K(2004) 15 997, VM 73-2004), da det udvalg, der traf den forudgående afgørelse, var sammensat uden deltagelse af et medlem fra et andet generaldirektorat. Desuden foreligger der en tilsidesættelse af artikel 11 og artikel 22a, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, da to af medlemmerne af det udvalg, der traf den forudgående afgørelse, deltog i udvælgelsen af ansøgerne. For det tredje har sagsøgeren anført, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 2, 4, 5, 7 og 29 i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, da ansættelsesmyndigheden ikke har valgt den bedst egnede ansøger. Endvidere er afgørelsen om afslag af 19. november 2004 i strid med artikel 25 i vedtægten for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, da den ikke indeholder nogen begrundelse. Endelig har sagsøgeren anført, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, og af omsorgsprincippet, da sagsøgeren ikke behørigt blev underrettet om, at stillingen var blevet besat til anden side.