6.8.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 193/36


Sag anlagt den 25. maj 2005 af Gudrun Schulze mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-207/05)

(2005/C 193/60)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 25. maj 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Gudrun Schulze, Bruxelles, ved avocats Stéphane Rodrigues og Alice Jaume.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1)

Annullation af ansættelsesmyndighedens afslag på sagsøgerens klage samt af den af ansættelsesmyndigheden den 11. oktober 2004 trufne afgørelse om udnævnelse, fordi sagsøgerens lønklasse herved fastsættes i henhold til artikel 12, stk. 3, i vedtægtens bilag XIII og sagsøgerens løntrin i henhold til den nugældende artikel 32 i vedtægten.

2)

Retten oplyser ansættelsesmyndigheden om de retsvirkninger, der følger af annullationen af de anfægtede afgørelser, og navnlig af sagsøgerens omplacering til løn klasse A*10, løntrin 4, og dette med tilbagevirkende kraft fra den 16. juni 2004, som er ikrafttrædelsestidspunktet for afgørelsen om udnævnelse af 11. oktober 2004.

3)

Subsidiært tilpligtes Kommissionen at erstatte det tab, sagsøgeren har lidt som følge af ikke at være blevet indplaceret i lønklasse A*10, løntrin 4, fra den 16. juni 2004, som er ikrafttrædelsestidspunktet for afgørelsen om udnævnelse af 11. oktober 2004.

4)

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren arbejdede fra marts 2000 til december 2003 som midlertidigt ansat i Kommissionen. Hun var først indplaceret i lønklasse A4 og dernæst, fra januar 2001, i lønklasse A6. Fra 1. januar 2004 til 30. april 2004 var sagsøgeren hjælpeansat og indplaceret i gruppe AI 04.

Sagsøgeren bestod den almindelige udvælgelsesprøve KOM/A/3/02 med henblik på ansættelse af fuldmægtige i lønklasse A7/A6 på området for »forskning«, og blev udnævnt til tjenestemand ved den anfægtede afgørelse af 11. oktober 2004. Hun blev ansat i den stilling, hun tidligere havde besat som midlertidig ansat eller hjælpeansat. I henhold til artikel 12 i vedtægtens bilag XIII blev sagsøgeren ved ansættelsen indplaceret i den nye lønklasse A*6, som er lavere end de tidligere lønklasser A7/A6, der svarer til lønklasserne A*8/A*10 under den nye ordning.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først anført, at artikel 12 i vedtægtens bilag XIII ikke finder anvendelse i hendes tilfælde. Ifølge sagsøgeren gælder denne artikel kun for tjenestemænd, der er opført på en liste over egnede ansøgere. De beståede ansøgere, der er opført på en ansættelsesreserveliste, kan ikke anses for at være tjenestemænd.

Subsidiært har sagsøgeren anført, at samme artikel er ulovlig, idet den ifølge sagsøgeren er i strid med princippet om ligebehandling af beståede ansøgere fra udvælgelsesprøver offentliggjort før den 1. maj 2005, samt tilsidesætter vedtægtens artikel 5, stk. 5. Sagsøgeren har ligeledes anført, at hendes udnævnelse til lønklasse A*6 er en indirekte forskelsbehandling på grund af alder i forhold til de fuldmægtige, der er udnævnt i denne lønklasse, idet hendes lange karriere herved ikke anerkendes. Desuden er sagsøgeren af den opfattelse, at princippet om ligebehandling af tjenestemænd, der udfører samme arbejde, ligeledes er tilsidesat som følge af, at hun besidder den samme erfaring og udfører det samme arbejde som andre tjenestemænd, som imidlertid er indplaceret i højere lønklasser og oppebærer en højere løn.

Sagsøgeren har ligeledes anført, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 31, af princippet om den berettigede forventning, af retssikkerhedsprincippet, af princippet om god forvaltningsskik, samt af omsorgspligten. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter hendes berettigede forventning om at få en anciennitetsforbedring i henhold til vedtægtens artikel 32, i den udformning, der var gældende før den 1. maj 2004.

Sagsøgeren har endelig nedlagt påstand om tilkendelse af en erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, hun har lidt som følge af sin udnævnelse i en lavere lønklasse.