23.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/44


Sag anlagt den 31. maj 2005 af Mebrom NV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-216/05)

(2005/C 182/81)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 31. maj 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Mebrom NV, Rieme-Ertvelde (Belgien), ved lawyers C. Mereu og K. Van Maldegem.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning A(05)4338 — D/6176 af 11. april 2005 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at tildele Mebrom NV en tolvmånederskvote i medfør af artikel 7 i forordning nr. 2037/2000.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren indfører methylbromid (MBr) til EU. Methylbromid er et kontrolleret stof i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 af 29. juni 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. (1) Ved dette søgsmål begærer sagsøgeren, at Kommissionens beslutning om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning om tildeling af en kvote for indførsel af methylbromid til Den Europæiske Union til kritiske anvendelser i 2005 annulleres.

Til støtte for sine påstande gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen nægtede sagsøgeren retten til tildeling af en tolvmåneders indførselskvote for indførsel af methylbromid til EU i 2005. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen anvendte de relevante retsregler åbenbart urigtigt. Ifølge sagsøgeren tilsidesatte Kommissionen endvidere artikel 7 i forordning nr. 2037/2000, der, ifølge sagsøgeren, tildeler denne en udtrykkelig ret til at opnå en tolvmåneders methylbromidkvote for 2005. Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Kommissionen handlede uden for sin kompetence i henhold til artikel 7 i forordning nr. 2037/2000. Endelig gør sagsøgeren gældende, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat, idet Kommissionen ikke har etableret en ordning vedrørende indførselskvoter, der er forudsigelig for dem, der er underlagt ordningen og idet Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens berettigede forventning om at opnå en indførselskvote i henhold til artikel 7 i forordning nr. 2037/2000, Kommissionens meddelelse til importører i juli 2004 (2) og en e-post meddelelse af 10. december 2004 fra Kommissionen til sagsøgeren, der bekræftede at sagsøgerens indførselskvote for 2005 var undervejs til at blive meddelt denne.


(1)  EFT L 244, s. 1.

(2)  Kommissionens meddelelse til importører i Den Europæiske Union af kontrollerede stoffer, der nedbryder ozonlaget, i 2005 vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EUT 2004 C 187, s. 11).