23.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/9


DOMSTOLENS DOM

(Anden Afdeling)

af 12. maj 2005

i sag C-347/03, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og Agenzia regionale per lo sviluppo rurale (ERSA) mod Ministero delle Politiche Agricole e Forestali (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale amministrativo regionale del Lazio (1)

(Eksterne forbindelser - aftalen EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser - beskyttelse i Fællesskabet af en betegnelse for visse vine med oprindelse i Ungarn - den geografiske angivelse »Tokaj« - brevveksling - mulighed for at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske vine, navnlig kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (»k.v.b.d.«) i en overgangsperiode, som udløber den 31. marts 2007 - muligheden herfor udelukket efter overgangsperiodens udløb - gyldighed - hjemmel - artikel 113 EF - folkeretlige principper vedrørende traktater - TRIPs-aftalens artikel 22-24 - beskyttelse af grundlæggende rettigheder - ejendomsretten)

(2005/C 182/17)

Processprog: italiensk

I sag C-347/03, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunale amministrativo regionale del Lazio (Italien) ved afgørelse af 9. juni 2003, indgået til Domstolen den 7. august 2003, i sagen Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og Agenzia regionale per lo sviluppo rurale (ERSA) mod Ministero delle Politiche Agricole e Forestali, procesdeltager: Regione Veneto, har Domstolen (Anden Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), og dommerne R. Silva de Lapuerta, R. Schintgen, G. Arestis og J. Klučka; generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 12. maj 2005 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side udgør ikke retsgrundlaget for Rådets afgørelse 93/724/EF af 23. november 1993 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.

2)

Artikel 133 EF, hvortil der henvises i præamblen til afgørelse 93/724, udgør et egnet retsgrundlag for Fællesskabet til på egen hånd at indgå aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.

3)

Forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter den 31. marts 2007, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende artikel 4 i aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, strider ikke mod de bestemmelser om enslydende angivelser, som er fastsat i aftalens artikel 4, stk. 5.

4)

Den fælles erklæring vedrørende artikel 4, stk. 5, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, hvori de kontraherende parter med hensyn til aftalens artikel 4, stk. 5, litra a), i erklæringens første afsnit noterede sig, at de på forhandlingstidspunktet ikke havde kendskab til særlige tilfælde, for hvilke nævnte bestemmelser kunne finde anvendelse, udgør ikke en klart fejlagtig opfattelse af de faktiske forhold.

5)

Artikel 22-24 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, som er indeholdt i bilag I C til aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, som blev godkendt på Fællesskabets vegne for så vidt angår de områder, der henhører under dettes kompetence, ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994, skal fortolkes således, at hvad angår et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor en geografisk betegnelse fra et tredjeland er enslydende med en betegnelse, som angiver navnet på en druesort, der anvendes til betegnelse og præsentation af visse fællesskabsvine, der er fremstillet på grundlag heraf, kræver disse bestemmelser ikke, at betegnelsen fortsat kan anvendes i fremtiden, selv om den både er blevet anvendt i fortiden af de pågældende producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994, og selv om den klart angiver landet, regionen eller området, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes.

6)

Ejendomsretten er ikke til hinder for det forbud for visse erhvervsdrivende i den selvstyrende region Friuli-Venezia Giulia (Italien) mod at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder efter overgangsperiodens udløb den 31. marts 2007, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende artikel 4 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, der er indeholdt i bilaget til denne aftale, men ikke fremgår af aftalen.


(1)  EUT C 264 af 1.11.2003.