9.7.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 171/29 |
Sag anlagt den 20. april 2005 af Jean-Louis Giraudy mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag T-169/05)
(2005/C 171/48)
Processprog: fransk
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 20. april 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Jean-Louis Giraudy, Paris, ved avocat Dominique Voillemot.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
— |
Annullation af Kommissionens afgørelse af 21. februar 2005, for så vidt som den ikke erkender de af GD Presse begåede fejl og afviser hans klage. |
— |
Det fastslås, at disse fejl har medført et sikkert og måleligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem fejlene og tabet. |
— |
Følgelig fastslår Retten, at en økonomisk erstatning for det af sagsøgeren lidte tab er berettiget, og erstatningen for den ikke-økonomiske skade, sagsøgeren har lidt, fastsættes til 500 000 EUR. |
— |
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Sagsøgeren var på tidspunktet for de påberåbte forhold chef for Kommissionens repræsentation i Frankrig. Som følge af beskyldninger mod ham vedrørende påståede uregelmæssigheder til skade for Den Europæiske Unions budget foretog OLAF en undersøgelse i repræsentationens hovedkontor den 18. november 2002. Dagen efter blev sagsøgeren forflyttet til Bruxelles, og fik forbud mod at kontakte nogen såvel inden for som uden for Kommissionen.
Sagsøgeren har ligeledes anført, at en pressemeddelelse fra Kommissionen, som blev udsendt den 21. november 2002 og offentliggjort i vide kredse, fremkaldte en betydelig medieomtale til skade for ham. Ifølge sagsøgeren konkluderede OLAF's rapport, som blev udsendt den 6. maj 2003, at beskyldningerne mod ham var grundløse.
Sagsøgeren tilsigter med nærværende søgsmål at opnå erstatning for det tab, han som følge af omstændighederne har lidt. Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført, at hans forflyttelse var retsstridig, uberettiget og i strid med formodningen om uskyld. Han har ligeledes anført, at Kommissionens talsmand ikke respekterede undersøgelsens fortrolige karakter og udtalte sig offentligt på en måde, som var egnet til at skade sagsøgerens omdømme. Sagsøgeren har endelig anført, at generaldirektøren for GD Presse har fremført en række beskyldninger mod ham, hvis usikre karakter denne ikke kunne være uvidende om.