Sag anlagt den 22. april 2005 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-181/05)

(2005/C 171/13)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 22. april 2005 anlagt sag mod Forbundsrepublikken Tyskland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved U. Wölker og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

§ 1, stk. 3, første afsnit, i Forbundsrepublikken Tysklands Altfahrzeug-Verordnung er i strid med bestemmelserne i direktiv 2000/53/EF, eftersom dette direktivs artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, gælder for samtlige køretøjer af klasse M1 eller N1, og også for køretøjer til særlig anvendelse. Bestemmelserne i den tyske Altfahrzeug-Verordnung gælder derimod kun for køretøjer til særlig anvendelse med en samlet tilladt vægt på op til 3,5 tons. Direktivets artikel 3, stk. 4, undtager køretøjer til særlig anvendelse fra bestemmelserne om genbrug og nyttiggørelse, men ikke fra stofforbudet. Det anfægtes, at det efter de nævnte bestemmelser entydigt skulle være slutproduktets kendetegn, der bestemmer anvendelsesområdet. Når et køretøj til særlig anvendelse derfor efter en tilpasning opfylder kravene for klasse M1, henhører det ubetinget under direktiv 2000/53. En begrænsning af virkningen i henhold til et kriterium om samlet vægt er således i strid med direktivet.

§ 1, stk. 3, tredje afsnit, i den tyske Altfahrzeug-Verordnung undtager »instrumentbrætter, komponenter og øvrige udstyrsdele, som den særlige anvendelse« kræver, fra stofforbudet. Denne undtagelse har ingen hjemmel i direktivet, eftersom den relevante bestemmelse omfatter alle materialer og komponenter, hvis hovedformål er anvendelsen i de af direktivet omfattede køretøjer, herunder materialer og komponenter, som er nødvendige til den særlige anvendelse.

Ifølge Altfahrzeug-Verordnungs § 3, stk. 4, gælder princippet om vederlagsfri indsamling ikke, når det udrangerede køretøj ikke er, eller i det mindste var, indregistreret i henhold til de tyske indregistreringsbestemmelser, når det udrangerede køretøj, inden det blev afmeldt, har været indregistreret i henhold til de tyske indregistreringsbestemmelser i mindre end en måned, når indregistreringsattesten ikke medfølger, eller når det drejer sig om et udrangeret køretøj af klasse M1 eller N1, som ikke er serieproduceret og — godkendt og ikke er færdigopbygget på én gang. Denne undtagelse har ikke hjemmel i direktivet.

Ifølge Altfahrzeug-Verordnungs § 8, stk. 2, begrænses stofforbudet, som nævnt i direktivets artikel 4, stk. 2, litra a), sig til køretøjer, der markedsføres efter den 1. juli 2003, samt til materialer og komponenter til disse køretøjer. Eftersom direktivets stofforbud omfatter alle materialer og komponenter, der markedsføres efter den 1. juli 2003, er denne bestemmelse i den tyske Altfahrzeug-Verordnung i strid med direktivet. Den omstændighed, at der med beslutning 2002/525 og 5006/63 nu er fastsat yderligere undtagelser for reservedele end de først fastsatte undtagelser i bilag II til direktivet, kan ikke berettige en anden fortolkning af direktivets artikel 4, stk. 2, litra a), da nødvendigheden af disse undtagelser først stod klar efter direktivets vedtagelse. Tysk lovgivning vil igen være i strid med direktivet, som nævnt ovenfor, når fristen for de fristunderlagte undtagelser udløber. Direktivets formål — at formindske udrangerede køretøjers påvirkning af miljøet og så vidt muligt at undgå affald — kan bedst opfyldes gennem en fortolkning af artikel 4, stk. 2, litra a), som er så streng som mulig.

(1)  EFT L 269, s. 34.