28.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/16

Sag anlagt den 24. marts 2005 af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-137/05)

(2005/C 132/30)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 24. marts 2005 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved C. Jackson som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Det Forenede Kongerige har nedlagt følgende påstande:

1.

Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (1), annulleres.

2.

I henhold til artikel 231 EF fastslås det, at bestemmelserne i pasforordningen — efter annulleringen af pasforordningen og indtil ny lovgivning på området er vedtaget — betragtes som bestående, undtagen i det omfang bestemmelserne udelukker Det Forenede Kongerige fra at deltage i anvendelsen af pasforordningen.

3.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

1.

Det Forenede Kongerige blev nægtet ret til at deltage i vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (pasforordningen), uanset at det i henhold til artikel 5, stk. 1, i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union (Schengenprotokollen) og artikel 3, stk. 1, i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling havde meddelt ønske herom. Til støtte for påstanden om annullation af pasforordning gør det gældende, at udelukkelsen af Det Forenede Kongerige fra vedtagelsen heraf i medfør af artikel 230, stk. 2, EF indebærer tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og/eller af traktaten.

2.

Det Forenede Kongerige har principalt gjort gældende, at Rådet ved således at udelukke det fra vedtagelsen af pasforordningen handlede på grundlag af en fejlagtig fortolkning af forholdet mellem Schengen-protokollens artikel 5 og artikel 4. Dets anbringender er mere specifikt som følger:

a)

Rådets fortolkning, hvorefter retten til deltagelse i henhold til Schengen-protokollens artikel 5 kun gælder i forhold til foranstaltninger med hjemmel i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige deltager i, efter at Rådet har træffet afgørelse herom i henhold til artikel 4, er i strid med opbygningen og ordlyden af disse artikler, med selve beskaffenheden af artikel 5-mekanismen, og med erklæringen ad artikel 5, der findes som bilag til slutakten til Amsterdam-traktaten.

b)

Rådets fortolkning af Schengen-protokollens artikel 5 er ikke påkrævet for at »berører ikke«-klausulen i artikel 7 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling får effektiv virkning. Tilsvarende er en sådan fortolkning ikke påkrævet for at bevare Schengen-reglernes integritet. Som middel til at sikre Schengen-reglerne ville dens negative indvirkning på Det Forenede Kongerige nemlig være helt uforholdsmæssig.

c)

I betragtning af den meget brede og løse fortolkning af foranstaltninger med hjemmel i Schengen-reglerne, som Rådet anlægger i sin praksis, ville artikel 5-mekanismen i Schengen-protokollen, sådan som Rådet fortolker den, kunne fungere på en måde, som var i strid med retssikkerhedsprincippet og de grundlæggende principper om det forstærkede samarbejde.

3.

Subsidiært har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at hvis Rådets fortolkning af forholdet mellem Schengen-reglernes artikel 5 og artikel 4 var rigtig, ville dette nødvendigvis indebære, at man opfattede begrebet foranstaltning med hjemmel i Schengen-reglerne som omhandlet i artikel 5 snævert som en foranstaltning, der er uløseligt forbundet med protokollen, og pasforordningen er ikke en sådan foranstaltning.

(1)  EUT L 385, s. 1.