28.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/5

1)

Artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og artikel 22, stk. 1 og 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/7, som ændret og ajourført ved Rådets forordning nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes således, at den kompetente institution, der ved at udstede en blanket E 111 eller en blanket E 112 har givet samtykke til, at en af dens socialt sikrede modtager lægebehandling i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, er bundet af den vurdering, som læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution, har foretaget i blankettens gyldighedsperiode med hensyn til, at der var et livsvigtigt behov for akut behandling, og af den beslutning, som sådanne læger har truffet i samme periode på grundlag af de nævnte vurderinger og den aktuelle medicinske viden om at overføre den berørte til et hospital i en anden stat, også selv om sidstnævnte er en tredjestat. I en sådan situation er den sikredes ret — i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71 — til naturalydelser, der ydes for den kompetente institutions regning, imidlertid betinget af, at den kompetente institution efter den lovgivning, der gælder for opholdsmedlemsstatens kompetente institution, er forpligtet til at yde en person, som er tilsluttet denne institution, de ydelser, der svarer til en sådan behandling.

Under disse omstændigheder kan den kompetente institution ikke pålægge den berørte at vende tilbage til den kompetente medlemsstat for der at underkaste ham en lægeundersøgelse, ligesom den ikke kan lade den berørte undersøge i opholdsmedlemsstaten eller betinge de ovennævnte vurderinger og beslutninger af dens godkendelse.

2)

I det tilfælde, hvor læger, der er godkendt af opholdsmedlemsstatens institution, af akutte og livsvigtige grunde og på grundlag af den aktuelle medicinske viden har valgt at overføre den sikrede til et hospital i en tredjestat, skal artikel 22, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 22, stk. 1, litra c), nr. i), i forordning nr. 1408/71 fortolkes således, at opholdsmedlemsstatens institution afholder udgifterne til den behandling, der er udført i tredjestaten, i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for denne institution, under de samme betingelser, som gælder for de socialt sikrede, der er omfattet af denne lovgivning. Hvad angår behandling, der er opført under de ydelser, der er fastsat i den kompetente medlemsstats lovgivning, påhviler det efterfølgende sidstnævnte stats kompetente institution at afholde udgifterne til de således erlagte ydelser ved at refundere opholdsmedlemsstatens institution under de betingelser, der er fastsat i artikel 36 i forordning nr. 1408/71.

Når udgifterne i forbindelse med en behandling, der er udført på et hospital i en tredjestat, ikke er blevet afholdt af opholdsmedlemsstatens institution, men det er fastslået, at den berørte person havde krav på en sådan afholdelse af udgifter, og at nævnte behandling er opført under de ydelser, der er fastsat i den kompetente medlemsstats lovgivning, påhviler det den kompetente institution at refundere omkostningerne i forbindelse med denne behandling direkte til nævnte person eller dennes berettigede pårørende, således at denne person sikres et ydelsesniveau, der svarer til det, denne person ville have fået, hvis bestemmelserne i artikel 22, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 var blevet anvendt.