2.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 82/25

Sag anlagt den 17. februar 2005 af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-77/05)

(2005/C 82/50)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 17. februar 2005 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved Elisabeth O'Neill, som befuldmægtiget og med valgt adresse i Luxembourg.

Det Forenede Kongerige har nedlagt følgende påstande:

1.

Annullation af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26. oktober 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (1);

2.

Det bestemmes i overensstemmelse med artikel 233 EF, efter annullation af ovennævnte forordning og indtil vedtagelsen af nye bestemmelser på dette område, at bestemmelserne i den anfægtede ordning forbliver i kraft, dog ikke i det omfang de har til virkning at udelukke Det Forenede Kongerige fra at deltage i anvendelsen af forordningen.

3.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Det Forenede Kongerige blev nægtet adgang til at deltage i vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 af 26. oktober 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (forordningen om et grænseagentur), til trods for, at det havde givet meddelelse om, at det ønskede at deltage i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i Protokol om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union (Schengen-protokollen), og artikel 3, stk. 1, i Protokol om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling. Til støtte for påstanden om annullation af forordningen om et grænseagentur har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at dets udelukkelse fra forordningens vedtagelse indebærer en tilsidesættelse af væsentlige formkrav og/eller tilsidesættelse af traktaten som omhandlet i artikel 230, stk. 2, EF.

Det Forenede Kongeriges hovedanbringende er, at Rådet ved at udelukke det fra vedtagelsen af forordningen om et grænseagentur har handlet på grundlag af en fejlagtig fortolkning af forholdet mellem artikel 5 og artikel 4 i Schengen-protokollen. Det Forenede Kongerige har nærmere bestemt fremsat følgende anbringender:

a)

Rådets fortolkning – hvorefter retten til at deltage i henhold til Schengen-protokollens artikel 5 kun gælder for foranstaltninger til udbygning af Schengen-reglerne, og hvori Det Forenede Kongerige i medfør af en afgørelse truffet af Rådet i henhold til artikel 4 deltager – modsiges af opbygningen og ordlyden af de to bestemmelser, af selve karakteren af den i artikel 5 indeholdte ordning, og af Erklæring (nr. 46) ad artikel 5, der blev knyttet til Amsterdam-traktatens slutakt.

b)

Rådets fortolkning af Schengen-protokollen er ikke nødvendig for at sikre, at »berører ikke«-reglen i artikel 7 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling har effektiv virkning. En sådan fortolkning er heller ikke nødvendig for at bevare Schengen-reglernes sammenhæng. Forordningens virkninger for Det Forenede Kongerige vil være særdeles uforholdsmæssige, hvis den anses som en foranstaltning til beskyttelse af Schengen-reglerne.

c)

Henset til den brede og løse fortolkning af begrebet foranstaltninger til udbygning af Schengen-reglerne, som Rådet anvender i sin praksis, ville ordningen i Schengen-protokollens artikel 5, således som fortolket af Rådet, fungere på en måde, der er i strid med princippet om retssikkerhed og de grundlæggende principper, der gælder for udvidet samarbejde.

Subsidiært har Det Forenede Kongerige gjort gældende, at såfremt Rådets fortolkning af forholdet mellem artikel 5 og artikel 4 i Schengen-protokollen må anses for korrekt, vil dette nødvendigvis indebære, at der skal anlægges en snæver fortolkning af en foranstaltning til udbygning af Schengen-reglerne som omhandlet i artikel 5, således at en foranstaltning skal være uløseligt forbundet med Schengen-reglerne. Forordningen om et grænseagentur er ikke en sådan foranstaltning.

(1)  EUT L 349, s. 1.