5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 57/6


DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 11. januar 2005

i sag C-26/03, Stadt Halle, RPL Recyclingpark Lochau GmbH mod Arbeitsgemeinschaft Thermische Restabfall- und Energieverwertungsanlage TREA Leuna (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Naumburg) (1)

(Direktiv 92/50/EØF - offentlige tjenesteydelsesaftaler - tildeling uden afholdelse af et offentligt udbud - tildeling af kontrakten til en halvoffentlig virksomhed - klageadgang - direktiv 89/665/EØF)

(2005/C 57/10)

Processprog: tysk

I sag C-26/03, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Oberlandesgericht Naumburg (Tyskland) ved kendelse af 8. januar 2003, indgået til Domstolen den 23. januar 2003, i sagen Stadt Halle, RPL Recyclingpark Lochau GmbH mod Arbeitsgemeinschaft Thermische Restabfall- und Energieverwertungsanlage TREA Leuna, har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues, E. Juhász (refererende dommer), M. Ilešič og E. Levits; generaladvokat: C. Stix-Hackl; justitssekretær: R. Grass, den 11. januar 2005 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, det sidstnævnte direktiv som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/52/EF af 13. oktober 1997, skal fortolkes således, at medlemsstaternes pligt til at sikre en effektiv og hurtig adgang til at indgive klage over beslutninger truffet af de ordregivende myndigheder også omfatter beslutninger, der er truffet uden for rammerne af en formel udbudsprocedure og inden afholdelse af et formelt udbud, bl.a. beslutningen om, hvorvidt en bestemt kontrakt omfattes af det materielle og personelle anvendelsesområde for direktiv 92/50, som ændret. Denne klageadgang er åben for enhver, der har eller har haft interesse i at opnå en offentlig kontrakt, og som har lidt eller vil kunne lide skade som følge af en påstået overtrædelse, fra det tidspunkt, hvor der foreligger en viljestilkendegivelse fra den ordregivende myndighed, som kan have retsvirkninger. Medlemsstaterne kan således ikke betinge klageadgangen af, at proceduren for indgåelse af en offentlig kontrakt formelt er nået til et bestemt stadium.

2)

En ordregivende myndighed, som har til hensigt at indgå en gensidigt bebyrdende aftale om udførelse af tjenesteydelser, der henhører under det materielle anvendelsesområde for direktiv 92/50, som ændret ved direktiv 97/52, med et selskab, som er en fra den ordregivende myndighed juridisk forskellig person, men som den ordregivende myndighed ejer en andel af sammen med en eller flere private virksomheder, skal altid følge de i dette direktiv fastsatte fremgangsmåder for indgåelse af offentlige kontrakter.


(1)  EUT C 101 af 26.4.2003.