|
8.1.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 6/39 |
Sag anlagt den 30. september 2004 af Dirk Klaas mod Europa-Parlamentet
(Sag T-393/04)
(2005/C 6/76)
Processprog: tysk
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 30. september 2004 anlagt sag mod Europa-Parlamentet af Dirk Klaas ved Rechtsanwalt R. Moos.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
|
— |
Den annullation af to forfremmelsespoints, som generaldirektøren for personale foretog den 12. februar 2004, og som blev bekræftet ved Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 30. juni 2004, kendes ugyldig, for så vidt som sagsøgeren fratages to forfremmelsespoints, som han var blevet tildelt for tiden forud for 1999. |
|
— |
Afgørelsen annulleres, og det fastslås, at de to forfremmelsespoints overføres til de efterfølgende år. |
|
— |
Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Sagsøgeren er tjenestemand ved Parlamentet. Han blev med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 1999 forfremmet til lønklasse A6. Ved forfremmelsen blev alle forfremmelsespoints, som sagsøgeren havde opnået indtil 1999, slettet. Som begrundelse herfor henviste Parlamentet til dommen i sag T-30/02 (Leonhardt mod Parlamentet), hvilken dom efter Parlamentets opfattelse støtter denne praksis.
Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort gældende, at den overgangsregel, hvorefter alle point, der er opnået før 1999, slettes ved forfremmelser, er i strid med tjenestemandsvedtægtens artikel 45. Efter sagsøgers opfattelse er denne regel ikke nødvendig, den er uforholdsmæssig og den er i strid med lighedsprincippet. Sagsøgeren har ligeledes anført, at den foreliggende sag ikke kan sammenlignes med sag T-30/02.