8.1.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 6/2


DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 9. november 2004

i sag C-46/02, Fixtures Marketing Ltd mod Oy Veikkaus Ab (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vantaan käräjäoikeus) (1)

(Direktiv 96/9/EF - retlig beskyttelse af databaser - sui generis-ret - begrebet investering, der er forbundet med indsamling, kontrol eller præsentation af en databases indhold - kampprogrammer for fodboldmesterskaber - tipsspil)

(2005/C 6/02)

Processprog: finsk

I sag C-46/02, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Vantaan käräjäoikeus (Finland), ved beslutning af 1. februar 2002, indgået til Domstolen den 18. februar 2002, i sagen: Fixtures Marketing Ltd mod Oy Veikkaus Ab, har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas og K. Lenaerts (refererende dommer) samt dommerne J.-P. Puissochet, R. Schintgen, N. Colneric og J.N. Cunha Rodrigues; generaladvokat: C. Stix-Hackl; justitssekretærer: ekspeditionssekretærerne M. Múgica Arzamendi og M.-F. Contet, den 9. november 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Begrebet investering, der er forbundet med indsamling af indholdet til en database, i artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser skal forstås således, at det betegner de midler, der anvendes til fremskaffelsen af eksisterende materiale og til samlingen heraf i den nævnte database. Det omfatter ikke midler, der anvendes til frembringelse af de bestanddele, der udgør en databases indhold. I forbindelse med udarbejdelsen af et program for kampe med henblik på afviklingen af fodboldmesterskaber, omfatter begrebet derfor ikke de midler, der anvendes til fastsættelse af datoer, klokkeslæt og kombinationen af de hold, der skal spille mod hinanden to og to, med hensyn til de forskellige kampe i disse mesterskaber.


(1)  EFT C 109 af 4.5.2002.